1. maj 2019

Thomas Nørgaard får ny rolle i SIF

Thomas Nørgaard får ny rolle i SIF

Thomas Nørgaard har indgået en ny aftale med Silkeborg IF, der indeholder væsentlige ændringer i ansvarsbeskrivelsen.

Thomas Nørgaards kontrakt med SIF udløb til sommer, men SIF og målmanden har nu indgået en ny aftale for de kommende tre år. Thomas Nørgaard bliver SIF’s nye målmandstræner. Fra at have spillet 140 kampe siden han vendte ”hjem” til SIF i 2013, får han nu til opgave at skabe de bedste betingelser for at andre SIF-målmænd kan udfolde sig.

– Jeg er glad for at få muligheden for at fortsætte i klubben. Jeg føler, at jeg er fit, og jeg kunne godt have fortsat som målmand i nogle år endnu, men det var nu, at muligheden for at gå trænervejen opstod. Og den har jeg grebet, siger Thomas Nørgaard om sin nye rolle.

Den 32-årige målmand indleder sin nye rolle, når træningen går i gang efter sommerferien. Han afløser i førsteholdsregi Oliver Rosengren, som har varetaget opgaven som målmandstræner for både førsteholdet og talentsektoren, siden Henrik Ipsen i januar fik ophævet sin aftale for at tiltræde en rolle i Henan Jianye i Kina.

Thomas Nørgaard har gennem de senere år erhvervet sig UEFA B trænerlicens samt M2-målmandslicens. Til januar 2020 påbegynder han den højeste målmandstræneruddannelse, der kaldes GKA-licens.

Grundige overvejelser
– Jeg har selvfølgelig overvejet min beslutning grundigt. Men i sidste ende var den ikke svær. Jeg er glad for at være i SIF, det er min klub. Jeg er fra byen og bor her sammen med min familie, og det var jo ikke sikkert, at denne mulighed var opstået, hvis jeg havde forlænget karrieren som aktiv målmand med et par år mere. Derfor slog jeg til, og det har jeg det rigtig godt med, siger Thomas Nørgaard.

Oliver Rosengren fortsætter i rollen som målmandstræner for talentsektoren efter sommerferien i en halvtidsfunktion i sammenhæng med sit lærerjob på halv tid på Silkeborg Efterskole. Oliver vil fortsat medvirke i A-truppen i nogle sammenhænge, ligesom Thomas vil indgå i målmandstræning omkring U17 og U19, således at der er sammenhæng i indhold og forløb for de kommende målmandstalenter.

Det er en løsning og et setup, som sportschef Jesper Stüker er godt tilfreds med.

Ønske set-up
– Kombinationen med Thomas og Oliver var ”ønskesetup’et” fra start. I bund og grund kunne Thomas godt stå på mål på højt niveau nogle år endnu, men dette var en unik mulighed for ham og SIF, som vi heldigvis er kommet i mål med. Thomas er en stærk kulturbærer og en rigtig SIF’er, som vi nu får glæde af langt ud i fremtiden. Det samme gælder Oliver, så vi står super godt rustet på målmandssiden på såvel førstehold som i talentsektor i de kommende år, siger Jesper Stüker.

Thomas Nørgaard fortsætter som en del af målmandsteamet i førsteholdstruppen sæsonen ud.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

1. DIVISION

LØRDAG 19.09 KL 13:30

Klar til SIF-Esbjerg lørdag kl. 13.30 

ORIENTÉR DIG HER FØR KAMP
close-link
Scroll til toppen

Menu