27. januar 2021

Testkamp mod FCM: Eksperimenternes tid er forbi

“Mod FC Midtjylland spiller vi for at vinde. Vi angriber kampen som var det en turneringskamp,” slår cheftræner Kent Nielsen fast inden torsdagens testkamp på JYSK park.

Med godt to uger til forårspremiere skærper SIF-træner Kent Nielsen fokus på sejr og turnerings-rytme. Torsdag spiller SIF sin tredje test-kamp i forberedelses-programmet, når FC Midtjylland er modstanderen på JYSK park. Efter at have eksperimenteret med startopstillinger og foretaget masser af udskiftninger i de to første testkampe, kommer opgøret mod holdet fra Heden mere til at ligne en normal turneringskamp.

– Vi vil gribe det an, som var det en turneringskamp. Næsten. Vi har trænet lidt mere i dag (onsdag – red.) end vi normalt ville gøre, men i morgen vil det handle om at få et resultat. Hvis det betyder, at vi ikke skifter så meget ind, så er det sådan, det bliver, slår Kent Nielsen fast.

SIF-træneren kan for første gang i serien af træningskampe disponere over Nicklas Helenius, der har været ude med sygdom mod både SønderjyskE og Vejle. Dermed står tre spillere over, Wessam Abou Ali, der omsider er igennem et langstrakt test-program efter covid-19 og må træne igen, Mads Kaalund, der stadig træner med beskyttelse på sin skulder og Milan Massop, der skal bygges langsomt op efter sin langvarige skadespause.

– Vi er tæt på start 11. Der er positioner, som jeg stadig kigger på, og så er der jo også stadig et transfervindue. Det er altid lidt specielt op til de sidste dage i et transfervindue, og det er det også denne gang. Mest i forhold til, om der sker noget på ud-siden, siger han med henvisning til at SIF har nået de primære mål på ind-fronten i transfervinduet med tilgang af Nicklas Helenius, Patrik Gunnarsson og Tobias Salquist.

Transfervinduet lukker mandag ved midnat.

Truppen til FCM-kampen ser således ud:

2. Rasmus Carstensen
4. Joel Felix
5. Svenn Crone
6. Pelle Mattsson
7. Nicolai Vallys
8. Stefán Teitur Thórdarsson
10. Magnus Mattsson
11. Emil Holten
14. Mark Brink
15. Gustav Dahl
16. Stan van Bladeren
19. Nicklas Helenius
20. Tobias Salquist
21. Anders Klynge
22. Valance Nambishi
23. Nicklas Røjkjær
24. Jeppe Spliid Gertsen
25. Anders Hagelskjær
27. Sebastian Jørgensen
28. Anders Sønderby
30. Patrik Gunnarsson

Da kampen oprindeligt skulle være spillet på hybrid-banen i Herning med FCM som hjemmehold, men er flyttet til JYSK park, da banen i Herning ikke er spilbar, er det FC Midtjylland, der streamer kampen. SIF-tilhængere kan finde live-signalet her.

Der er kampstart kl. 13.00 og kampen afvikles uden adgang for tilskuere grundet corona-restriktionerne.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen