24. november 2020

Statistikken forudser SIF-bøvl i Viborg

I nyere tid har SIF haft svært ved at besejre Viborg, der er torsdagens modstander i 1. divisions topkamp. 

Det er ikke mere end en måned siden, at SIF mødte Viborg på JYSK park. En kamp, som SIF egentlig havde styr på og førte indtil langt ind i 2. halvleg. Men et straffespark og en standardsituation senere stod det 2-1 til gæsterne, og sådan sluttede det også. Nu mødes de to hold igen til topkamp på Energi Viborg Arena torsdag aften kl. 18.30.

Seneste kamp 22. oktober blev et godt billede på det bøvl, SIF har haft med Viborg i de senere år. Af de seneste 13 kampe, de to klubber har spillet mod hinanden – det er siden 2006 – har SIF kun vundet to. Det var i Superliga-sæsonen 2016/17, hvor SIF i 6. runde vandt 3-1 i Viborg (tre SIF-mål af Davit Skhirtladze) og 10 år tidligere – i august 2006, hvor det ligeledes i Viborg blev 3-2 til SIF (to mål af Hördur Sveinsson og sejrsmål af Dennis Flinta i overtiden). Resten er endt med fire uafgjorte og syv Viborg-sejre.

I sæsonen 2018/19, hvor SIF rykkede op på bekostning af Viborg, lykkedes det i de tre kampe, de to klubber spillede mod hinanden, ikke SIF at vinde. Et point via 2-2 i tredjesidste spillerunde banede vejen for SIF’s oprykning, idet sejre i de to sidste kampe betød, at SIF sluttede på førstepladsen, ét point foran Viborg, og dermed tog den direkte oprykningsplads, mens Viborg måtte ud i play-off mod Hobro – som viborgenserne samlet tabte. De to øvrige kampe i den sæson endte 1-1 i Viborg og 2-3 i Silkeborg.

Historien om Viborg og SIF går langt tilbage. Første registrerede kamp på et vist niveau mellem de to klubber er fra 1952, hvor det indbyrdes møde i Kvalifikationsturneringen (fjerde bedste række) sluttede 1-1. Siden er det blevet til i alt 57 kampe med 21 sejre til Viborg, 19 uafgjorte og 17 SIF-sejre.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen