31. oktober 2022

Stærk U19-sejr i Brøndby

Silkeborg IFs U19-mandskab tog en rigtig flot skalp, da de vandt med hele 3-0 i Brøndby, hvor Magnus Bøttker scorede det sidste mål. Læs referater fra weekendens U-elitekampe her.

U19: Brøndby IF – Silkeborg IF 0-3 (0-0)
Mål SIF: Asbjørn Bøndergaard, Frederik Nedergaard og Magnus Bøttker.

– Vi skulle forsøge at rejse os efter sidste weekends store nederlag. Vi havde derfor fokus på den gode holdpræstation og på at være ekstra solide defensivt, og den mission lykkedes ganske flot. Vi var presset i store dele af 1. halvleg, men fik redet stormen af til pausen. Vi scorede to mål tidligt i 2. halvleg, og selv om kampbilledet fortsatte med at være med dem på bolden, gav målene os en anden ro end i 1. halvleg. Vi lukkede kampen med målet til 0-3 et kvarter før tid. Jeg er superglad for den fight og vilje, som spillerne viste i dag, og selv om det var et stykke fra det udtryk, vi normalt dyrker i kampene, var det en fed og sjælden sejr på Sjælland, siger U19-cheftræner Jesper Mikkelsen.

OBS: U17 havde kampfri weekend.

U15: FC København – Silkeborg IF 3-1 (3-0)
Mål SIF: William Faber (str.)

– Vi var hårdt matchet i 1. halvleg, men vi hjalp heller ikke os selv godt på vej med en start, hvor vi virkede paniske og stressede med bolden – og samtidig havde svært ved at sætte presset mod et stærkt FCK-hold. Vi var fortjent bagud 3-0 ved pausen. 2. halvleg var bedre med mere mod til at spille og suge bolden til sig – og et mere energisk og vedholdende pres. William Faber reducerede på straffespark, men vi kom aldrig tæt på at gøre det spændende. Jeg ærgrer mig over, at vi endnu engang startede for svagt efter en lang bustur, for vi har mere i posen, hvilket 2. halvleg også vidnede om. Der var det bare for sent, siger U15-træner Peter Ager.

U14: AGF – Silkeborg IF U14 4-0 (2-0)
– Vi står med fødder og hoved i en tung periode efter dagens kamp mod AGF, hvor vi kan se tilbage på 5 nederlag i træk – og dét tilmed med stor målmæssig margin til vores modstandere. Nederlaget til AGF lød på 4-0 med målene fordelt ligeligt på de 2 halvlege. Vores spillemæssige højdepunkt nåede vi mellem 1-0 og 2-0 i 1. halvleg, uden at vi for alvor blev en trussel mod AGFs mål. Og meget symptomatisk for vores aktuelle tilstand, besværede AGF sig ikke meget med at spille sig gennem vores hold til 2-0 efter 10-12 gode minutter med SIF-dominans. Vi trænger til en succesoplevelse i turneringen – og den må vi hjælpe drengene med snart at få, lyder det fra U14-træner Peder Henriksen.

U13: AGF – Silkeborg IF 8-4 (5-0)
Mål SIF: Victor Tang x 2, Kristian Bloch og Sebastian Fæster.

– Vi spillede i dag en kamp med manglende mod, overskud og gnist. Vi var allerede bagud 0-5 i pausen, hvor vi i første halvleg mistede mange nemme bolde i vores opbygningsspil og så utroligt svage ude defensivt i feltet og 1v1. Vi får roteret lidt i pausen og kommer ud med et mere aggressivt udtryk, og vi får sat nogle fine kombinationer op og sat vores kompetencer i spil. Vi får scoret nogle fine mål, men igen går vi for lidt op i vores defensive mindset, som koster os dyrt. Vi får “reddet” et hæderligt resultat, men taber fortjent ud fra manglende kvalitet og mindset, fortæller U13-træner Nick Sønderskov Hansen.

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen