9. oktober 2023

Solid sejr til SIF i reservekamp mod Hobro

SIFs reserver spillede mandag eftermiddag en træningskamp på JYSK park mod Hobros ditto. Det blev til en overlegen sejr på 5-2 til hjemmehold, hvor Asbjørn Bøndergaard scorede to mål.

Træningskampe i landskamppausen
Her i landskamppausen har SIF arrangeret et par træningskampe for de spillere, der ikke har fået så meget spilletid og så suppleret med U19-spillere. Mandag eftermiddag var det Hobro, der var på besøg på JYSK park, og førstkommende torsdag er det Fredericia, som er modstander også på JYSK park og med kickoff kl. 14.00.

I dagens kamp var der hos Hobro et glædeligt gensyn med navnkundige Simon Jakobsen, der spillede de første 45 minutter. Hos hjemmeholdet var der ni spillere fra truppen sammen med Alexander Priesborg Madsen og Lasse Madsen og fire andre U19-spillere på bænken.

Hobro lagde dedikeret ud med meget vokal, mens hjemmeholdet startede stille og roligt, men pressede samtidig gæsterne. Det resulterede bl.a. i et frispark lige uden for feltet, som Kasper Kusk eksekverede, men desværre blev skuddet blokeret. Forinden havde Hobro haft noget, der nemt kunne være blevet til et friløber, men både Prisborg og Felix viste deres hurtighed og fik lukket situationen ned. SIF havde alt spillet, men fik ikke kreeret de store chancer.

SIF foran, men hurtig udligning
Endelig efter en god halv times spil skete der noget. Kusk fik, efter tæt spil inde under mål, stukket bolden til Fredrik Carlsen, der kvitterede med at bringe sit hold foran. 1-0.

Men glæden over føringen var kortvarig, da gæsterne udnyttede en blottelse i SIF-forsvaret og fik udlignet til 1-1.

SIF-dominans før pausen
De sidste ti minutter af halvlegen var nærmest ét stort pres fra værternes side, bl.a. med to situationer med Kusk involveret. Først blev et skud sendt af sted mod målhjørnet, men keeperen fik lige akkurat pareret til hjørnespark. Og i sidste minut spillede Kusk Fredrik Carlsen i dybden, men igen fik Hobro-målmanden klaret. Dermed var stillingen ved pausen 1-1.

God start på 2. halvleg
Asbjørn Bøndergaard afløste efter pausen Tonni Adamsen, og den unge angriber kom straks i centrum. Kasper Kusk  sendte Bøndergaard af sted i dybden, og selv om denne fik et gevaldigt skub, lykkedes det ham at lægge bolden tilbage til en fremadstormende Kusk, der igen kunne bringe SIF foran. 2-1 og flot spil af de to.

Mål af både angriber og forsvarer
Efter godt en times spil kom Bøndergaard selv i målscorerens rolle, da han fra forsvaret modtog en lang stikning og sikkert kunne sende bolden i nettet. 3-1.
Fem minutter senere ville midterforsvarer Joel Felix også lege med foran mål, og efter et veludført frispark fra Kusk kunne Felix også kalde sig for målscorer. 4-1.

Reducering, men hurtigt SIF-svar
Fem minutter før tid fik Hobro reduceret, da der opstod lidt forvirring i forsvaret, men SIF svarede hurtigt igen. Anders Dahl spurtede i sin typiske stil op langs sidelinjen og lagde en perfekt bold ind foran, og Bøndergaard var lige, hvor han skulle være. 5-2.

Effektfuld afslutning, dog uden mål
Kampen fik en flot og effektfuld afslutning. Efter et godt angreb med flot spil fra hjemmeholdets side, hvor flere havde muligheden for at afslutte, men i stedet valgte at spille chancen større, endte bolden hos Kusk, der desværre sendte kuglen på indersiden af den ene opstander.
Men der havde jo også været mål nok forinden!

Reservetræningskamp den 9. oktober 2023, JYSK park
SIF-Hobro 5-2 (1-1)
Mål: 1-0 (32) Fredrik Carlsen, 1-1 (33), 2-1 (53) Kasper Kusk, 3-1 (63) Asbjørn Bøndergaard, 4-1 (68) Joel Felix, 4-2 (85), 5-2 (88) Asbjørn Bøndergaard
Sådan stillede SIF op: Jacob Pryts, Anders Dahl, Alexander Priesborg Madsen (72: Sebastian Laustsen), Joel Felix, Andreas Poulsen, Lasse Madsen (61: Simon Ryberg), Andreas Pyndt, Oskar Boesen (72: Malthe Wallin), Kasper Kusk, Fredrik Carlsen, Tonni Adamsen (46: Asbjørn Bøndergaard)


Tekst og foto: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 06.10. kl. 20.00
Scroll til toppen