10. marts 2018

Simon J: Fair med et kryds

Simon J: Fair med et kryds

Silkeborg IF var foran 1-0 i Hobro, men måtte nøjes med det ene point. Helt fair, lød det fra Simon Jakobsen efter kampen, hvor han også ser frem mod grundspillets sidste kamp på søndag, hvor FC København kommer på besøg.

Lørdag forduftede den sidste teoretiske mulighed for en plads i Top 6-spillet for Silkeborg IF. Et uafgjort resultat i Hobro efterlod en flok skuffede SIFere.

– Lige efter kampen sidder vi lidt og hænger med hovederne, fordi vi jo er foran, og fordi vi lukker et mål ind efter en dødbold. Men når vi så lige får kigget lidt mere objektivt på det, så var det jo nok fair nok, at det blev et kryds, lød den umiddelbare reaktion på 1-1 kampen i Hobro fra viceanfører, Simon Jakobsen.

SIF-holdet havde kampen igennem leveret en fin præstation på en meget svær bane i Hobro. Noget som Silkeborg-holdet havde fået indstillet sig fint på.

– Det var et stort fokus, at vi vidste, at vi skulle op på en dårlig bane. Og det var den bestemt også, den var rigtig, rigtig dårlig. Så vi vidste godt, at det ikke ville blive poleret angrebsspil, fortalte Simon Jakobsen, som nu kan se frem til et opgør med FC København, som afslutning på årets grundspil i Alka Superligaen.

– Nu ser vi jo, om vi ikke lige kan få nogle point mod FCK. Vi ved jo, at der er stor forskel på at blive nr. 10 og nr. 9. Men vi kan jo ikke gøre andet, end selv at prøve at skrabe så mange point sammen som muligt mod FCK, og så se, hvad det bliver, sluttede forsvarsspilleren.

Det er på næste søndag, at FC København kommer på besøg på JYSK park. Du kan købe din billet til grundspillets sidste kamp her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen