26. april 2022

Silkeborg IF fylder 105 år

26. april 1917 er en mærkedag i Silkeborg IFs lange historie – her blev traditionsklubben nemlig stiftet, og dermed fejrer Silkeborg IF i dag 105 års fødselsdag.

I dag er en festdag – Silkeborg IF fylder nemlig 105 år.

Som den nu desværre afdøde Silkeborg IF-legende, Finn Mølgaard, skrev i værket ”SIF i Navne og Tal 1917-2018”, markerer 26. april 1917 en særlig mærkedag i byens historie. Her blev SIF nemlig stiftet på Højskolehjemmet i Silkeborg:

”SIF blev stiftet torsdag den 26. april 1917 på Højskolehjemmet i Silkeborg. Nogle år i forvejen havde nogle fundet sammen og dannet et fodboldhold, og de havde faktisk en lille klub med dygtige spillere. De havde fået gymnastiklærer I.C. Ravn, fra TH. Langs skole, til at være deres leder og træner. Disse unge mennesker begyndte at snakke om, at man burde danne en rigtig fodboldklub, og der blev nedsat et lille udvalg, til at arbejde med sagen, og meget naturligt blev deres træner I.C. Ravn formand for udvalget.

Ravn var jo en fremsynet mand, og byens atletikfolk havde jo heller ikke rigtig nogen klub, så ved en forhandling mellem de unge energiske og glade fodbold spillere, og de dengang gode atletikudøvere i Silkeborg; der havde vundet både jyske og danske mesterskaber ved bl.a. Konnerup Bang og Christian Rasmussen, og med en anerkendt og energisk leder i Søren Høegh; samt en del ældre borgere i byen, der var interesseret i idræt, blev der i foråret 1917 mulighed for, at man kunne oprette en ny forening, Silkeborg Idrætsforening, hvilket så blev en realitet den 26. april på Højskolehjemmet, og initiativtageren I.C. Ravn blev valgt som Silkeborg Idrætsforenings første formand, og ligeledes blev Søren Høegh valgt til Silkeborg Idrætsforenings første bestyrelse, som foreningens næstformand.

Dagen efter skrev Silkeborg Avis om generalforsamlingen, og ønskede Silkeborg Idrætsforening af 1917 tillykke og velkommen, og man ønskede foreningen en lang og lykkelig fremtid, og det har jo heldigvis vist sig at holde stik.”

Stort tillykke med de 105 år, Silkeborg IF.

På billedet ses Silkeborg IFs fodboldhold anno 1928 foran det gamle klubhus på Sportspladsen.

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen