20. januar 2022

Silkeborg IF A/S søger Fan- og eventkoordinator

Har du stærke netværksevner, interesse for fodbold, fans og tilskueroplevelser? Så er du måske vores nye Fan- og eventkoordinator!

Har du stærke netværksevner, interesse for fodbold, fans og tilskueroplevelser? Brænder du for Silkeborg IF og vil arbejde passioneret for at øge sammenhængskraften mellem klubben og byen/oplandet – og spille en vigtig rolle i at forbedre oplevelsen for og antallet af tilskuere på Danmarks smukkeste fodboldstadion, JYSK park?

Silkeborg IF A/S er på jagt efter en passioneret, engageret og dynamisk Fan- og eventkoordinator, hvor du blandt andet som officiel SLO (Supporter Liaison Officer) skal opfylde licenskravet og styrke, supportere og videreudvikle en fankultur i meget positiv udvikling og være bindeled mellem fanklub, fangrupperinger og klubben. Du skal også – i samarbejde med talentsektoren – arbejde målrettet med at opbygge, vedligeholde og styrke netværket omkring vores vigtige samarbejdsklubber – både i forhold til events som stævner, camps og møder, og du skal bygge bro til skoler og uddannelsesinstitutioner. Samtidig skal du være idéudvikler og praktisk tovholder omkring events både på kampdage og til hverdag.

Du er villig til at skifte et arbejde ud med en livsstil og indgå i den dynamiske hverdag i Silkeborg IF, og du er indstillet på at operere med fleksible arbejdstider med både aften- og weekendopgaver – tilværelsen tilrettelægges ud fra kampkalenderen. Til gengæld kommer du helt tæt på byens største sportsbrand og vil spille en vigtig rolle i at styrke vores tiltrækningskraft og den oplevelse, vi tilbyder.

Du skal være flittig, struktureret, imødekommende og dedikeret, og din succes vil afhænge af din evne til at opbygge og styrke relationer både internt og eksternt. Du er idérig og dynamisk, og du trives med en omskiftelig hverdag med mange bolde i luften. Du vil få en fast plads på Danmarks Smukkeste Fodboldstadion, JYSK park, og du er helt med på, at vi som en lille organisation er afhængige af, at alle trækker et læs og bidrager.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det er en forudsætning, at du brænder for Silkeborg IF og ved, at din indsats kan og vil gøre en markant forskel for klubbens udvikling. Det kan være en fordel at have erfaringer fra fanmiljøet og det frivillige foreningsliv. Måske har du endda en træneruddannelse med i bagagen.

Overskud, Format og Vilje er vores kerneværdier, som præger vores hverdag. Det er aldrig kedeligt i fodboldens verden, og vi kommer periodevis i uforudsete og pressede situationer – så du skal kunne holde hovedet koldt, når det brænder på. Du har til tider mange bolde i luften, og det er afgørende, at de gribes igen.

Tiltrædelse er snarest muligt, og arbejdsstedet er Silkeborg IF A/S’ kontor på JYSK park i Silkeborg. Der er tale om en fuldtidsstilling, og der tilbydes en række medarbejderfordele samt frokostordning og løn efter kvalifikationer. Hvis du er interesseret, hører vi meget gerne fra dig snarest muligt. Send din ansøgning, dit CV og dokumentation for din uddannelse til Silkeborg IF A/S på mr@silkeborgif.com. Vi indkalder løbende til samtale og tager opslaget ned, når vi har fundet den rette til jobbet – så kom gerne til tasterne hurtigst muligt og spark din ansøgning i kassen. Skriv ”Fan- og eventkoordinator” i emnefeltet. Hvis du har spørgsmål, skriver du til kommunikationsdirektør Michael Ravn på mr@silkeborgif.com.

Vi glæder os til at få dig med på holdet!

Silkeborg IF A/S indgår som 100% ejet dattervirksomhed i det børsnoterede selskab Silkeborg IF Invest A/S. Hovedaktiviteten i Silkeborg IF A/S, der tæller ca. 50 medarbejdere, består i at drive professionel fodbold. Aktiviteten omfatter foruden et hold i 3F Superligaen et omfattende talentudviklings-program. Desuden omfatter selskabets drift dels Food & Beverage-aktivitet (bodsalg og konference-aktivitet) og dels operatør-opgaver forbundet med driften af bane- og bygningskomplekset på JYSK park.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Endnu ikke programsat
Scroll til toppen

Menu