17. april 2021

SIF vinder med 3-0 i Køge

Cifrene lyder mere overbevisende end sejren var, da SIF vandt 3-0 i Køge lørdag eftermiddag. To af SIF’s tre mål blev scoret i de døende minutter. 

SIF måtte slide i det for at hente sejren i Køge lørdag eftermiddag. Ovenpå en lige 1. halvleg med få chancer fik Kent Nielsens mandskab mere styr på tingene efter pausen, og det var ganske fortjent, at Nicolai Vallys efter en time kunne bringe SIF foran. HB Køge blev aldrig rigtigt farlig, og så kunne Magnus Mattsson og Nicklas Røjkjær score til 2-0 og 3-0 i kampens afsluttende minutter.

Dermed er SIF fortsat på andenpladssen i 1. division, nu med fire points forspring til Esbjerg, der fredag aften tabte 0-4 i Viborg.

Cheftræner Kent Nielsen havde valgt samme start-formation som ugen før i Esbjerg. Fra start tog de rødklædte gæster dirigent-stokken, og 10 minutter henne var det tæt på SIF-føring. Magnus Mattsson tog bolden med sig frem mod hjemmeholdets felt, og lagde bolden af til Nicklas Helenius. SIF-angriberen fik dog dårligt træf på bolden i en ellers god skud-position, så chancen endte i et målspark.

Mattsson afsluttede selv få minutter senere efter igen at have ført bolden frem hen over HB Køges banehalvdel. Oskar Snorre klarede dog forsøget i to omgange. SIF-anføreren virkede i det hele taget i hopla og demonstrerede stor spillelyst fra kampens start.

Blodtud til Gertsen
Jeppe Gertsen ramlede efter et kvarter sammen med en HB Køge-spiller i en hovedstøds-duel og måtte efter flere minutters behandling skifte et par blodplettede shorts og spille videre med et par vat-tamponer i næsteborene.

Som halvlegen skred frem kom HB Køge bedre med, men blev ikke for alvor farlige foran Patrik Gunnarssons mål. I den anden ende blev der også langt mellem chancerne – eneste nævneværdige inden pausen var et forsøg i sidenettet fra Nicolai Vallys efter godt en halv time.

Jævnbyrdigheden i opgøret fortsatte efter pausen. Første chance stod der SIF og Nicolai Vallys på, da midtbanespilleren i det 53. minut forsøgte sig efter en pasning fra Rasmus Carstensen. Med siden til mål forsøgte han at placere bolden i det fjerne hjørne, men Oskar Snorre i Køge-målet fik pareret med hånden. Kort efter kom Gustav Dahl på skudhold to gange, men første gang var Snorre på sin plads og anden gang gik bolden i sidenettet.

Vallys bankede bolden i nettet
SIF var efterhånden ved at tiltvinge sig det spillemæssige overtag, og chancerne kom også. En ripost fra endnu en chance førte til SIF-føring i det 59. minut. Nicolai Vallys opsnappede bolden lige udenfor feltet og bankede den mod målet. Denne gang var Oskar Snorre chanceløs, og så førte SIF 1-0.

HB Køge kom aldrig for alvor igen, og så afgjorde Magnus Mattsson definitivt kampen i det 87. minut, da han efter en god stikning fra Nicolai Vallys. Nicklas Røjkjær lagde låg på i overtiden med scoring til 3-0 på straffespark.

Kampen i tal:
1. division, 25. runde, lørdag 17. april kl. 13.15 på Capelli Sport Stadion i Køge:
HB Køge – Silkeborg IF 0-3 (0-0)
Mål: 0-1  Nicolai Vallys (59.), 0-2 Magnus Mattsson (87.), 0-3 Nicklas Røjkjær (90+3, str.)
Advarsler: Mikkel Qvist, Oscar Snorre, HB Køge, Jeppe Gersen, SIF.
HB Køge (4-4-2): Oskar Snorre – Mark Gundelach, Eddi Gomes (83.: Antonio Rocco Romeo), Mikkel Qvist, Oliver Sonne – Martin Koch Helsted, Valon Ljuti, William Madsen (63.: Magnus Wørts), Jakob Johansson (77.: Sebastian Larsen) – Lorenzo Burnet (63.: Emilio Simonsen), Effiong Nsungusi.
Cheftræner: Auri Skarbalius
Silkeborg IF (4-3-2-1): Patrik Gunnarsson – Rasmus Carstensen, Jeppe Spliid Gertsen, Joel Felix, Gustav Dahl – Stefán Teitur Thórdarson (70.: Sebastian Jørgensen), Mark Brink (80.: Pelle Mattsson), Mads Kaalund (89.: Nicklas Røjkjær) – Magnus Mattsson (89.: Anders Klynge), Nicolai Vallys – Nicklas Helenius (89.: Alexander Lind).
Cheftræner: Kent Nielsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen