26. oktober 2011

SIF ude af pokalen

Det var ikke sjovt at være vidne til onsdagens pokalkamp i Næsby. Her var SIF på besøg, og det blev en målrig kamp med 7 mål – men desværre for midtjyderne scorede odenseanerne flest.

Pokalstemning i Næsby
Flagene var hejst, grillen tændt og trompeterne fundet frem på Næsby Stadion, da der tidligt onsdag eftermiddag skulle spilles pokalkamp mellem den odenseanske 2. divisionsklub, Næsby Boldklub, og Silkeborg IF. Næsby havde tidligere i DBU Pokalen slået Næstved fra den næstbedste række ud, så det var bestemt ikke noget dårligt hold, som midtjyderne i dag skulle møde.

Næsby viste tænder – skarpe tænder!
Næsby lod sig ikke skræmme af, at de til dagens kamp skulle op i mod et Superligahold og spillede friskt til. Der var aggressivitet, fight og gåpåmod hos spillerne, og det var også Næsby, der bragte sig frem til den første store chance. Midtbanespilleren Anders K. Jakobsen, af de lokale kaldet AK47, var således første mand med et skudforsøg, da han blev spillet fri foran mål og forsøgte sig med en tør afslutning. Afslutningen endte dog forbi mål.

Ved næste chance havde selvsamme Jakobsen desværre lært sin besøgstid at kende, og præcisionen i det skud, han sendte af sted, manglede ikke. Heinze var chanceløs, og bolden endte i netmaskerne. SIF bagud 0-1.

Fire minutter senere måtte Heinze igen se bolden gå i mål, da Kristian Gaarde på kanten af feltet placerede sit skud så yderligt, højt og med så meget kraft, at keeperen ikke kunne nå op til den. På under et kvarter var SIF kommet bagud med 2-0, og de rødblusede havde ikke fået den start på kampen, som de havde kunnet ønske sig.

SIF med i kampen, men så…
Udeholdet kunne ikke have sådan en dårlig start hængende over sig, og spillerne begyndte derfor langsomt at tage teten, lige så vel som Næsby begyndte at trække sig tilbage. SIF gik ind i tacklingerne med mere mandshjerte og større engagement, end de havde gjort i starten.

Selvom SIF så småt begyndte at vise tænder, var det igen Næsby, der scorede, da Pelle Weber hamrede kuglen af sted et par meter uden for straffesparksfeltet. Det skud havde hverken forsvar eller målmand regnet med, og for tredje gang i træk måtte Heinze hive bolden ud af målet. 3-0 – og SIF måtte for alvor til at hanke op i sig selv.

De rødklædte SIFere forsøgte ved flere lejligheder at skyde på mål, men enten havde Næsby held til at få skuddene blokeret, eller også overplacerede udeholdet bolden, som derfor røg over mål. Da SIF endelig havde held til at få bolden over stregen, vinkede linjedommeren til offside – det var bestemt ikke SIF’s dag i dag.

Så kom reduceringen!
Jesper Mikkelsen forsøgte på frispark at bringe lidt mod tilbage i spillerne, men det ellers gode skud strejfede lige nøjagtig ydersiden af den ene opstander og ud til målspark.

Men sekunder før halvlegsfløjtet lykkedes det så endelig for silkeborgenserne at få bragt bare en smule mere balance i regnskabet, da Kaimar Saag efter at have modtaget et højt indlæg fra venstre side satte en inderside på og reducerede til 3-1.

Kort efter scoringen kunne dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen fløjte til pause. Reduceringen havde forhåbentligt givet lidt større gejst hos spillerne og en tro på, at det skulle kunne lykkes at komme tilbage i kampen, selvom det så svært ud på daværende tidspunkt.

Flinta-mål og 3-2
SIF fortsatte de gode takter, som de havde vist i slutningen af første halvleg, og bolden befandt sig stort set kun på Næsbys banehalvdel. Tømrer, der var blevet skiftet ind i halvlegen, var første SIFer med en afslutning.

Nu kom der gang i sagerne. Dennis Flinta var i pausen blevet skubbet helt frem, og det bar frugt, eftersom han 10 minutter inde i anden halvleg kunne reducere til 3-2 på et indlæg.

Kampen vekslede herefter frem og tilbage, og der kom mere tempo i spillet. Næsby forsøgte at trække sig lidt frem, men man kunne mærke på anden divisionsklubbens spillere, at trætheden langsomt begyndte at melde sig.

Flinta i hopla med mål nummer 2
Langt om længe kom udligningen. Jesper Bech, som i pausen var blevet rykket ud på højre kant, lagde et perfekt og forholdsvist fladt indlæg ind til Flinta. Han kom løbende ind i bolden og kunne med hovedet udligne til 3-3. Et flot mål og SIF havde nu for alvor fået rettet op på den ellers noget sløve start.

Det var lige før, SIF kunne bringe sig i front for første gang i kampen, da Frank Hansen lagde en høj bold ind i feltet til Christian Holst, men hans hovedstød ramte overliggeren – utur for udeholdet.

Ærgrelse og skuffelse i Silkeborg-lejren
Bedst da man troede, der ikke var flere kræfter tilbage hos Næsby, scorede de for fjerde gang i kampen. Endnu engang måtte man tage hatten af for et flot mål, som det nu var Christian Jensen, der scorede. Han prøvede sig med et hårdt fladt spark fra kanten af feltet, som sad helt ude i Heinzes venstre side – og han kunne kun lige få fingerspidserne på bolden. Næsby atter foran.

Til sidst pressede SIF på og kastede stort set alle mand frem. ’Tømrer’ havde eksempelvis et hovedstød, efter han modtog et godt indlæg fra Chrstian Holst. Men lige lidt hjalp det. Fire minutters overtid var ikke nok, og udeholdet måtte gå fra kampen med et nederlag på 4-3 – de måtte erkende, at de nu var ude af DBU Pokalen.

Næste opgave er på lørdag kl. 17 i Horsens.

Mål

  • 1-0 Anders Jakobsen (10)
  • 2-0 Kristian Gaarde (14)
  • 3-0 Pelle Weber (32)
  • 3-1 Kaimar Saag (45)
  • 3-2 Dennis Flinta (55)
  • 3-3 Dennis Flinta (68)
  • 4-3 Christian Jensen (83).

Advarsler

  • Jesper Mikkelsen.

SIF

  • Lasse Heinze – Daniel A. Pedersen
  • Simon Jakobsen (34: Sune Kiilerich)
  • Jesper Mikkelsen
  • Dennis Flinta– Kaimar Saag (46: Frank Hansen)
  • Kasper Risgård
  • Martin Ørnskov
  • Christian Holst – Marvin Pourié (46: Henrik ’Tømrer’ Pedersen)
  • Jesper Bech.

Næsby

  • Christian Kier
  • Benjamin Feldballe
  • Anders Madsen
  • Kristian Gaarde
  • Søren Madsen
  • Marc Staal (64: Kasper Dreyer)
  • Chris Hansen (85: Jeppe Jensen)
  • Christian Jensen
  • Anders K. Jacobsen
  • Pelle Weber
  • Patrick Naundrup (70: Kim Christensen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen