8. november 2021

SIF tabte til AC Horsens i reservekampen

Stik imod spilfordeling og chancer kunne AC Horsens trække sig ud af reservekampen med en sejr på 2-0.

At det går op og ned i fodbold, og at tingene ikke altid går helt efter fortjeneste, var mandagens reservekamp et godt eksempel på. Gæsterne fra AC Horsens kunne på JYSK park trække sig sejrrigt ud af kampen, da de forstod at udnytte de få chancer, de havde, effektivt, mens hjemmeholdet havde spil og chancer til flere mål, men bolden ville bare ikke ind over målstregen.

Gode angreb fra hjemmeholdet, men upræcise afslutninger
Lige som i den seneste reservekamp mod AGF startede Nicklas Røjkjær på højre back og rykkede efter en rokering efter pausen over i modsatte side. Da André Calisir er udtaget til det armenske landshold, var han, trods manglende spilletid i gårsdagens kamp mod FCK, ikke med i dagens kamp.

1. halvleg startede stille og roligt fra begge holds side, og første forsøg mod mål faldt efter syv minutter, men Anders Dahls skud blev blokeret. Det var meget betegnende for de første 20 minutter, der var fattig på chancer, men bolden var det meste af tiden på SIF-fødder.

Efter de 20 minutter begyndte der dog at ske noget. Et tilløb til en farlig chance opstod til Horsens, men med en flot timet tackling fik Alexander Busch sat en stopper for det. Ligeledes fik Nicklas Mehl standset et optræk til et Horsens-angreb, mens Stan van Bladeren i mål griber godt ind i spillet, når gæsterne kom for tæt på.

Efter en lille halv time burde SIF være kommet foran efter et flot angreb med Frederik Carstensen og Gustav Marcussen i hovedrollerne, men en Horsens-forsvarer kom nærmest flyvende på tværs af målet og fik reddet.

Halvlegen sluttes af med stor SIF-dominans med flere gode forsøg fra bl.a. Jeppe Kilden Grøn, Anders Dahl og Tengstedt, mens Røjkjær tryller på fløjen. Lige inden pausefløjt får Dahl en kæmpe chance, men målmanden halvklarer, hvorefter riposten bliver sendt lige forbi mål.

Gæsterne mere med efter pausen og udnytter sine chancer
Cheftræner Peder Knudsen foretog en enkelt udskiftning til 2. halvleg, da Oscar Fuglsang erstattes af Emil Thyregod, der sættes ind i midterforsvaret. Nicklas Mehl trækker ud på venstre back, så Røjkjær kommer over i højresiden.

Uden det store til SIF er det så Horsens, der efter en times spil kommer foran på et flot skud, som van Bladeren ikke kan gøre noget ved. I den anden ende bliver hjemmeholdet ved med at forsøge sig, og indskiftede Lasse Kaihøj har to rigtig fine forsøg, der dog symptomatisk for kampen går lige ved siden af mål. Også Tengstedt forsøger sig, men igen uden gevinst.

I stedet bliver det så 0-2 på et forrygende langskud, der sidder helt oppe under overliggeren, så også denne gang var den flyvende hollænder i SIF-målet chanceløs. Halvlegen sluttes af med en friløber til de gule, som van Bladeren flot går ud i og dermed får afværget endnu et mål. Dermed bliver det ved de 0-2, trods muligheder til hjemmeholdet for et andet resultat.

Silkeborg IF – AC Horsens, reserver, 0-2 (0-0)
JYSK park

Mål: 0-1 (61) og 0-2 (82) Lirim Qamili

SIF: Stan van Bladeren, Oscar Fuglsang (46: Emil Thyregod), Alexander Busch, Nicklas Mehl, Nicklas Røjkjær, Anders Dahl (71: Jonathan Pank), Andreas Oggesen, Jeppe Kilden Grøn (71: Mikkel Rytter), Søren Tengstedt, Gustav Marcussen, Frederik Carstensen (56: Lasse Kaihøj).

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen