26. november 2014

SIF tabte pokaldrama i Randers

En formidabelt spillende Thomas Nørgaard holdt længe liv i SIFs pokaldrømme, men efter 110 minutters fodbold scorede Randers, og så var det slut med pokaldrømme i Søhøjlandet.

Det blev en lang og kold aften for SIF, der onsdag spillede en vaskeægte pokalfight mod Randers. Superligaens to’er var toneangivende i det meste af kampen, men SIFerne krigede for sagen, og en særdeles velspillende Thomas Nørgaard i SIF-målet holdt de sortklædte SIFere inde i kampen til dybt ind i den forlængede spilletid.

0-0 efter 90 og 105 minutter, men fem minutter inde i 2. halvleg af forlængelsen gjorde Viktor Lundberg igen det onde ved SIF. Man kunne have ondt SIFerne lidt triumf i Superigamørket, men sådan skulle det ikke være, og erkendes må det også, at Randers-sejren var fortjent.

Cheftræner Jesper Sørensen havde valgt at benytte Jens Martin Gammelby på den centrale midtbane sammen med Jesper Bech, mens Jesper Mikkelsen var tilbage i forsvaret.

Efter Randers-dominans i kampens indledning kom SIF efterhånden bedre med, og da kampen havde rundet et kvarter havde SIF opgørets første egentlige chance. Nicolaj Agger trykkede af fra distancen, og Ömmi Kristinsson i Randers-målet måtte ud i fuld længde og parere til hjørnespark.

I en 1. halvleg, der generelt savnede tempo for for alvor at kunne give varmen til det talstærkt fremmødte Randers-publikum, havde hjemmeholdet de største tilbud, men SIF fulgte godt med både spillemæssigt og på chancefronten. Størst tilbud før pausen tilfaldt Elmar Bjarnason i det 33. minut, da han slap igennem og helt fri på Thomas Nørgaard måtte se sit forsøg pareret af SIF-keeperen. Også Nicolai Brock Madsen og Jonas Kamper havde behjertede forsøg, mens SIFs største tilbud var Nicolai Aggers skud i indledningen.

Fortsat Randers-dominans
Kampbilledet ændrede sig ikke væsentligt fra starten af 2. halvleg, og seks minutter inde havde Randers kampens hidtil største chance. Nicolai Brock-Madsen gled forbi Thorbjørn Holst og var dermed alene med Thomas Nørgaard, men SIF-keeperen dykkede frygtløs ned i fødderne på Randers-angriberen og afværgede faren. Da var det tæt på for SIF og i de følgende minutter lagde Randers et tungt pres på SIF-defensiven.

I det 71. minut måtte SIF-forsvaret igen læne sig op ad Thomas Nørgaard, der frygtløst dykkede ned i støvlerne på Brock-Madsen endnu engang og derved afværgede en chance. SIF-keeperen var ved at trække en rigtig brandkamp ud af handskerne.

Randers fortsatte med at producere chancer, men Nicolai Poulsen ramte helt skævt på bolden efter godt forarbejde af Jonas Kamper, og samme Kamper headede lige forbi kort efter. Da kampen gik ind i sit sidste kvarter havde kampbilledet ikke ændret sig synderligt, og SIF måtte håbe på en heldig kontra-scoring eller udbytte i forlænget spilletid, hvis sejren skulle komme inden for rækkevidde.

Dobbeltredning af Nørgaard
Det kom den ikke i ordinær spilletid. Thomas Nørgaard måtte hive en dobbeltredning ud af ærmet i overtiden, og SIF kunne takke den gulklædte målmand for, at det forblev 0-0 i 2. halvleg.

1. halvleg af forlængelsen havde fortsat Randers mest i boldbesiddelse og farligst. Nørgaard måtte sætte handsken på bolden, da Johnny Thomsen snittede et hjørnespark,men ellers var Randers knapt så farlige som i afslutningen af den ordinære spilletid. Jens Martin Gammelby havde et par skudforsøg, der dog ikke var rigtigt farlige.

I pausen af forlængelsen foretog Jesper Sørensen sin sidste udskiftning, da Adeola Runsewe blev taget ud til fordel for Nicolaj Køhlert.

Kampens afgørende mål faldt fem minutter inde i forlængelsen 2. halvleg. Kasper Fisker krigede sig til bolden i SIFs venstre forsvarsside og lagde den ind i panden på Viktor Lundberg, der med hovedet dirigerede den i nettet. Thomas Nørgaard havde hånden på, men kunne ikke afværge målet. En iskold dukkert for SIF, der havde kæmpet med det hvide ud af øjnene for at holde sig inde i kampen.

Kampen i tal:
DBU Pokalen, ottendedelsfinaler, onsdag den 26. november 2014 kl. 18.00 på AutoC Park i Randers:
Randers FC – Silkeborg IF 1-0 (0-0), (0-0)
Mål: 1-0 Viktor Lundberg (110.)
Advarsler: Mads Fenger, Christian Keller, Randers FC, Thorbjørn Holst Rasmussen, SIF.
Tilskuere: 5.347
Randers FC (4-4-2): Ömmi Kristinsson – Johnny Thomsen, Mads Fenger, Jeppe Tverskov, Adama Tamboura – Jonas Kamper, Christian Keller, Nicolai Poulsen (82.: Kasper Fisker), Elmar Bjarnason – Nicolai Brock Madsen (103.: Viktor Lundberg), Djiby Fall (67.: Mikael Ishak).
Cheftræner: Colin Todd
Silkeborg IF (3-4-3): Thomas Nørgaard – Thorbjørn Holst Rasmussen, Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen – Sune Kiilerich (84.: Frank Hansen), Jens Martin Gammelby, Jesper Bech, Nicolaj Ritter – Adeola Runsewe (106.: Nicolaj Køhlert), Nicolaj Agger, Emil Scheel (66.: Jeppe Illum).
Cheftræner: Jesper Sørensen

Mål

  • 1-0 Viktor Lundberg (110.)

Advarsler

  • Mads Fenger
  • Christian Keller
  • Randers FC
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • SIF.

Silkeborg IF (3-4-3)

  • Thomas Nørgaard – Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Dennis Flinta
  • Jesper Mikkelsen – Sune Kiilerich (84.: Frank Hansen)
  • Jens Martin Gammelby
  • Jesper Bech
  • Nicolaj Ritter – Adeola Runsewe (106.: Nicolaj Køhlert)
  • Nicolaj Agger
  • Emil Scheel (66.: Jeppe Illum). Cheftræner: Jesper Sørensen

Randers FC (4-4-2)

  • Ömmi Kristinsson – Johnny Thomsen
  • Mads Fenger
  • Jeppe Tverskov
  • Adama Tamboura – Jonas Kamper
  • Christian Keller
  • Nicolai Poulsen (82.: Kasper Fisker)
  • Elmar Bjarnason – Nicolai Brock Madsen (103.: Viktor Lundberg)
  • Djiby Fall (67.: Mikael Ishak). Cheftræner: Colin Todd
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen

Menu