11. april 2019

SIF tabte et skridt i topstriden

SIF tabte et skridt i topstriden

En tidlig 1-0 føring til SIF lovede godt for mulighederne i torsdagens topkamp på JYSK park, men et snu Næstved-mandskab snød hjemmeholdet og kunne rejse hjem med en 3-1 sejr.

Det blev aldrig SIF’s aften på JYSK park. På trods af en tidlig føring ved Jeppe Okkels måtte SIF se sig slået med 1-3 foran 2.748 tilskuere, og for at gøre ondt værre, måtte SIF slutte kampen med 10 mand, da Simon Jakobsen pådrog sig en hovedskade og måtte udgå på et tidspunkt, hvor SIF havde foretaget alle tre udskiftninger. Dermed tabte SIF et vigtigt skridt i toppen. SIF’erne er fortsat nummer et, men nu kun ét point foran både Næstved og Viborg, der begge har spillet en kamp færre.

SIF stillede for tredje gang i træk med samme start 11’er efter sejre over henholdsvis HB Køge hjemme og Roskilde ude. Næstved stillede til start med en kompakt fem-back linje, men var nu ikke bange for at smide mange folk med frem, når de slog kontra.

Tidlig føring til SIF
Første farlighed viste SIF og Jeppe Okkels, da han i det 6. minut driblede fri til indlæg ved baglinjen. Hans flade bold trillede hele vejen igennem feltet få centimeter fra målstregen – kun en SIF-fod på bolden manglede for at sikre SIF en tidlig føring.

Den tidlige føring kom – man skulle blot seks minutter længere hen. SIF erobrede bolden dybt på egen banehalvdel og slog hurtigt kontra. Marc Rochester var ved at miste den, men fik tacklet bolden til en fri Jeppe Okkels i venstre side. Han trak ind i banen, så han fik plads til højrebenet, det svingede han, og så stod der 1-0 tli SIF. Drømmestart for hjemmeholdet i topkampen på JYSK park.

Det var en kamp mellem to gode hold, og selv om Næstved i fortsættelsen ikke kom frem til helt åbne chancer, viste sydsjællænderne særligt i venstresiden med Andreas Moos og Tobias Christensen stor gennembrudsstyrke.

1-1 ved Munksgaard
Det var således ikke ufortjent, at Næstved udlignede i det 27. minut. En høj bold fra gæsternes banehalvdel landede i mellemrummet mellem Svenn Crone og Simon Jakobsen. Her dukkede Kristoffer Munksgaard op og tog bolden til sig, vred sig fri af Crone og sendte bolden under en frem-stormende Oscar Hedvall i SIF-målet. En helt åben kamp var blevet endnu mere åben.

SIF var i resten af halvlegen mest på bolden og havde to skudchance ved Rasmus Carstensen. Først kunne Christoffer Petersen i Næstved-målet parere og i halvlegens sidste minut var det overkanten af overliggeren, der tog fra.

SIF fortsatte med at være mest på bolden i efter pausen, men havde svært ved at spille sig frem til åbne chancer mod en kompakt defensiv. I stedet var Næstved farligst, bl.a. med et skud fra en velspillende Andreas Moos, som Oscar Hedvall måtte give hjørnespark på. Mads Emil Madsen havde SIF’s første skud mod mål efter pausen, da han 10 minutter henne halvflugtede til en fremlægning, men måtte se bolden gå over mål og lande oppe på Den Røde Tribune.

Chance og dobbelt udskiftning
Der stod også Mads Emil Madsen på et stort SIF-tilbud efter 64 minutter. En hurtig 1-2 kombination bragte ham fri i feltet, men vinklen blev for spids, og forsøget gik over mål. Det blev Mads Emil Madsens sidste aktion i kampen, for i en dobbelt udskiftning med Rasmus Carstensen sendte trænre Michael Hansen Shkodran Maholli og Sebastian Jørgensen på banen. Maholli var med det samme aktiv med et drøn mod mål, der dog gik forbi.

SIF kom lidt tættere på – Jeppe Okkels med et skudforsøg lige over, blandt andet – men Næstved stod godt på banen, som et yndet fodboldudtryk lyder, og det gjorde det svært for SIF’erne at kombinere sig igennem til åbne chancer.

Næstved slog kontra
I stedet slog Næstved til på en kontra-mulighed efter fejl i SIF’s opspil, og igen var Kristoffer Munksgaard skarpretteren. Han tog den direkte vej mod målet og kom fri til skud. Bolden drønede ind  udenfor Oscar Hedvalls rækkevidde. Kampen var vendt på hovedet.

Ronnie Schwartz forsøgte sig med et langskud efter samarbejde med Maholli, så Christoffer Petersen i Næstved-målet måtte give hjørnespark, og fra bænken reagerede Michael Hansen med indskiftning af Stephan Petersen som erstatning for Svenn Crone.

SIF måtte fuldføre kampen med 10 mand, da Simon Jakobsen pådrog sig en hovedskade på et hjørnespark, Da SIF havde foretaget sin sidste udskiftning, var der ingen indskiftningsmuligheder.

SIF forsøgte at lægge pres på Næstved trods en mand i undertal, men det gav bagslag. Otte minutter før tid afgjorde Næstved kampen definitivt, da Christoffer Boateng fra Næstveds højreside fyrede af og passerede Oscar Hedvall med en klinisk afslutning. SIF formåede ikke at komme igen og måtte se sig slået på JYSK park for første gang i dette forår.

Næste opgave for SIF er på næste søndag, hvor Hvidovre venter på udebane. 28. april spilles næste hjemmekamp mod FC Helsingør med kampstart kl. 13.45.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 26. runde, torsdag 11. april kl. 18.45 på JYSK park:
Silkeborg IF – Næstved 1-3 (1-1)
Mål: 1-0 Jeppe Okkels (12.), 1-1  Kristoffer Munksgaard (27.), 1-2 Kristoffer Munksgaard (72.), 1-3 Christoffer Boateng (83.)
Advarsler: Marc Rochester, SIF, Jesper Christiansen, Næstved.
Tilskuere: 2.748
Silkeborg IF (4-2-3-1): Oscar Hedvall – Svenn Crone (74.: Stephan Petersen), Simon Jakobsen, Frederik Alves Ibsen, Anders Hagelskjær – Valance Nambishi, Mads Emil Madsen (66.: Shkodran Maholli) – Jeppe Okkels, Marc Rochester, Rasmus Carstensen (66.: Sebastian Jørgensen)- Ronnie Schwartz.
Cheftræner: Michael Hansen
Næstved Boldklub (5-3-2): Christoffer Petersen – Andreas Moos, Peter Therkildsen, Jesper Christiansen, Daniel Norouzi, Boris Saric 86.: Mads Nordam) – Tobias Christensen (79.: Souheib Dhaflaoui), Mark Kongstedt – Kristoffer Munksgaard, Ahmed Hassan (62.: Lasse Riise)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen