26. maj 2021

SIF solede sig til sejr i sidste kamp

En sejr blev det for SIF i sidste kamp, og det var fint. Festfyrværkeriet udfoldede sig dog først bagefter. 

Det var pænt og nydeligt, da SIF i sæsonens sidste kamp sikrede sig en sejr på 2-0 over FC Fredericia. Men kampens manglende betydning skinnede igennem på intensiteten på banen, og de knap 1.700 tilskuere måtte derfor vente med fest-fyrværkeriet til efter kampen, hvor DPA Fireworks oplyste himlen over JYSK park med et farverigt fyrværkeri-show for fejring af oprykningen.

I startopstillingen bemærkede man, at SIF stillede med hele otte spillere fra eget akademi,  hvilket er klubrekord.

Slutter på andenpladsen
SIF slutter på andenpladsen efter at Viborg vandt en sikker sejr over HB Køge, og det var samtidig en dokumentation på, at der i foråret kun har været to hold i 1. division: SIF og Viborg, der begge er aldeles fortjente oprykkere.

Kampen var forsinket i 45 minutter, da Fredericias spillerbus havnede i en trafikprop efter et uheld på motorvejen ved Vejle. Men det var ventetiden værd, for efter blot ét minut stod det 1-0. Anders Klynge fandt en fri Magnus Mattsson med en tværpasning, og topscoreren, der netop var blevet kåret som årets profil i 1. division, svigtede ikke og sendte bolden forbi Alexander Nybo i Fredericia-målet.

2-0 kort før pausen
SIF havde kontrol over kampen, og i 1. halvleg kom gæsterne vel kun frem til et enkelt forsøg efter et hjørnespark, mens SIF producerede flere muligheder. Man skulle dog hen til næstsidste minut af halvlegen, før 2-0-målet faldt, og det stod Nicolai Vallys for. SIF slog en hurtig kontra, Magnus Mattsson spillede bolden til Nicolai Vallys, der trak ind i feltet og sendte den i nettet.

2. halvleg var mere afdæmpet i forhold til chancer. FC Fredericia fik reduceret ved Kristian Kirkegaard midtvejs i halvlegen og bortset fra et skud af Sebastian Jørgensen var der ikke de store muligheder til SIF.

Debut til Sønderby
I slutningen af kampen kom Anders Sønderby på banen til sin debut i det, der samtidig også var hans eneste kamp for SIF, idet hans kontrakt udløber med sæsonens udgang.

SIF går nu på en kort sommerferie og møder ind igen til forberedelserne til den kommende sæson den 20. juni.

Kampen i tal:
1. division, 32. runde, onsdag 26. maj kl. 19.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Fredericia (2-0)
Mål: 1-0 Magnus Mattsson (1.), 2-0 Nicolai Vallys (44.), 2-1 Kristian Kirkegaard (65.)
Advarsler: Alexander Busch, SIF.
Tilskuere: 1.679
Silkeborg IF (4-3-2-1): Stan van Bladeren – Nicklas Røjkjær (59.: Rasmus Carstensen), Tobias Salquist, Alexander Busch (81.: Anders Sønderby), Gustav Dahl – Anders Klynge (Mads Kaalund), Pelle Mattsson (81.: Anders Hagelskjær), Nicolai Vallys – Sebastian Jørgensen, Magnus Mattsson – Alexander Lind (59.: Emil Holten).
Cheftræner: Kent Nielsen
FC Fredericia (4-2-3-1: Alexander Nybo – Alexander Jensen, Erik Nissen (65.: Andreas Oggesen), Tobias Anker, Mathias Johannsen (65.: Mathias Gertsen) – Christian Ege, Raphael Onyedika – Kristian Kirkegaard, Oliver Sørensen, Christian Tue (75.: Dennis Høegh)– Samson Iyede.
Cheftræner: Michael Hansen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen