11. november 2008

SIF smadrede Herfølge

Det blev til endnu en sejr, da SIF søndag besejrede topholdet Herfølge med 3-0 takket være scoringer af den hyperfarlige superduo Rajko Lekic med to og Tømrer med en enkelt.

Topkamp og sol på Silkeborg Stadion – sådan var status inden søndagens brag mod Herfølge Boldklub, der på forhånd befandt sig to pladser højere i tabellen og med samme pointantal som SIF. Og SIF tog imod en flok hærfugle i særdeles god form – senest blev det til en Herfølge-sejr på hele 8-1 over lokalrivalerne fra Køge i sidste søndags kamp. Men også SIF er rigtig godt kørende, og den svære udekamp i søndags mod AB blev vundet med 2-0 efter en særdeles disciplineret indsats.

I det hele taget er "topkamp" et nøgleord i denne tid. SIF mødte altså AB i søndags – og i de næste tre kampe venter så de tre hold, der inden søndagens opgør lå over SIF i tabellen: Herfølge, Viborg og Thisted. En spændende periode, hvor Herfølge altså var den umiddelbare udfordring.

Cheftræner Peder Knudsen havde til opgaven – for femte kamp i træk – givet genvalg til alle 11 SIFere i startopstillingen.

På mål betød det Kenneth Falkenberg, der havde et midterforsvar bestående af anfører Thomas Bælum og den tidligere hærfugl Steven Lustü foran sig. Thomas Hansen tog sig af venstre back, mens Henrik Schnedler passede højre forsvarsside.

På midtbanen og i angrebet var Casper Henningsen og Steffen Ernemann på kanterne, Martin Ørnskov og Stefan Schmidt på den centrale midtbane og Rajko Lekic – der også har optrådt for Herfølge – sammen med Henrik "Tømrer" Pedersen i angrebet.

På bænken var – udover Lars Huldgaard Christensen og Martin Svensson – Peter Degn, som i søndags blev skiftet ind til sæsondebut.

Gode gæster
Kampen begyndte lidt nervøst for hjemmeholdet, der allerede i de to første minutter lavede to fæle fejlafleveringer, men situationerne udviklede sig ikke til noget farligt.

Og efterhånden fandt SIFerne da også ind i en lidt bedre spillerytme mod et Herfølge-hold, der var kommet til Silkeborg for at møde hjemmeholdet højt oppe på banen.

Med mange fremskudte spillere søgte gæsterne konstant at stresse SIF-forsvaret i opspillet, og det var helt tydeligvis et godt spillende og velorganiseret Herfølge-hold, der var kommet på besøg.

Kampens første mulighed lod til at opstå i det tolvte minut, da Henrik "Tømrer" Pedersen slap igennem på en friløber og scorede sikkert på Lars Bjerring, men Tømreren var forinden vinket offside.

Næste chance kom i den anden ende, da et Herfølge-hjørnespark ikke blev grebet af Kenneth Falkenberg, og det udløste noget panik i de bageste geledder, inden SIFerne fik sparket væk.

Alt i alt måtte det konstateres, at gæsterne havde fået den bedste start på kampen med spildominans i det første kvarter, hvor SIFerne slet ikke havde fået det hurtige pasningsspil og bevægeligheden i gang.

Rajko og Tømrer tæt på
Men det var alligevel SIF, der fik kampens hidtil største chance i det 18. minut, da et Henrik Schnedler-frispark blev headet på tværs af Thomas Hansen til Rajko Lekic. Lekic drejede rundt og trykkede af med højrebenet, men med en fantomredning oppe i krydset fik Lars Bjerring afværget til hjørne.

SIF var dog stadig slet ikke oppe i gear, og afleveringerne var langt fra den sædvanlige kvalitet – på nær i det 27. minut, da Rajko Lekic stak en fin bold bag forsvaret til Henrik "Tømrer" Pedersen, der afsluttede med venstrebenet. Lars Bjerring fik en udstrakt hånd på, og med endnu en klasseredning tvang han bolden snert forbi den gale side af stolpen.

SIF altså særdeles tæt på i to omgange, selv om der stadig var alt for langt mellem snapsene.

Psycho Rajko til 1-0!
Herfølge fik to frisparkschancer indenfor to minutter efter en halv times spil. Først tordnede Ismael Raul de Silva Miranda bolden langt over målet, mens Peter Benjaminsen fra kortere afstand nærmede sig lidt mere, men stadig langt over.

Derefter var det SIFs tur til at vise sig frem i det 36. minut, hvor Stefan Schmidt fremtvang et hjørnespark i højresiden, som Herfølge-forsvaret igen fik clearet – men kun til endnu et hjørne.

Heller ikke dette førte til noget som helst, og frustrationerne skinnede tydeligt igennem – personificeret ved en advarsel til både Rajko Lekic og Steffen Ernemann med højlydte protester til følge over for den kortglade dommer, Jens Jørgen Jensen.

Men han tog revanche i første halvlegs tillægstid, den gode Rajko Lekic. Lurende på kanten af Herfølge-forsvaret modtog han bolden fra Steffen Ernemann, tog et træk, kiggede op og med en følt højrebensafslutning et par meter uden for feltet passerede han iskoldt Lars Bjerring. 1-0 til SIF på Psycho Rajkos femte sæsonmål og i alt nummer 40 i SIF-trøjen!

Øjeblikke efter fløjtede Jens Jørgen Jensen til pause – med slukørede Herfølge-spillere og opløftede SIFere løbende fra banen.

Kold dukkert for Herfølge efter en ellers god første halvleg, som SIF slet ikke fandt ordentligt ind i – før i overtiden, hvor føringen blev sat ind.

Målt på spilprocent og engagement var SIF-føringen ufortjent – men det var dog hjemmeholdet, der havde haft de klart største tilbud.

Degn på banen
Casper Henningsen havde – diplomatisk sagt – ikke haft sin bedste dag i SIF-trøjen, og cheftræner Peder Knudsen reagerede i pausen ved at sætte Peter Degn i aktion på højrekanten i stedet.

Herfølge startede som lyn og torden i anden halvleg, hvor de efter ti sekunder fik et hjørnespark. Der blev headet med stor kraft – Falkenberg parerede – og på returen headede Anders Dahl Simonsen bolden i nettet. Dét gjorde han dog fra en ulovlig offsideposition, og for anden gang i kampen blev et mål annulleret.

SIF nærmede sig endnu en scoring fire minutter senere, hvor Rajko Lekic stak af i højresiden og hårdt presset forsøgte at aflevere på tværs til Henrik "Tømrer" Pedersen – men Lars Bjerring fik opsnappet pasningen.

Derefter var det Anders Dahl Simonsens tur til at prøve lykken i den anden ende, men han bragede sin afslutning langt over.

SIF var nu kommet markant bedre i gang med pasningsspillet, og selv Steven Lustü deltog i kombinationerne fremad banen.

Men det var Henrik "Tømrer" Pedersen, der fik næste gode mulighed, da han headede kraftfuldt på Peter Degns indlæg i det 54. minut – men igen hev Lars Bjerring en superredning ud af handskerne og vippede til hjørne.

Tømrer til 2-0!
Og herpå skulle det så blive til 2-0. Bolden blev opsnappet af Rajko Lekic i den fjerneste ende af det lille felt, hvorfra Lekic fik vippet bolden indover. Lars Bjerring fik igen handskerne på, men denne gang kunne han ikke holde bolden, der dumpede ned til Thomas Bælum. Anføreren fik sparket for højt i bolden, der via græstæppet sprang op på overliggeren – men på returen var Henrik "Tømrer" Pedersen klar med sit lynende venstreben, der klaskede bolden i nettet til 2-0. Tømrerens femte sæsonmål – målscorer for fjerde kamp i træk – og mål nummer 77 i alt for SIF!!!

SIF-holdet var som forvandlet og diskede nu op med lækkert angrebsspil, hvor kombinationerne flød op gennem banen, mens der også var kommet langt bedre styr på defensiven.

Næste gode chance opstod i det 71. minut, da SIF energisk erobrede bolden helt oppe ved Herfølges felt. Via Rajko Lekic og Henrik "Tømrer" Pedersen endte bolden hos Thomas Hansen, der trykkede af – men lige forbi i en situation, hvor Martin Ørnskov ellers var helt blank skråt bagude.

Gang i butikken
I stedet skulle vi hen til det 74. minut, før Martin Ørnskov kom til afslutning. Det skete efter en veludført SIF-aktion, hvor Ørnskov trykkede af fra distancen, men bolden susede et par meter over målet.

Og efter et hjørnespark to minutter senere var det så fyrtårnet Henrik Toft, der fik forsøgt sig med låget, men Henrik Schnedler stod velplaceret ved stolpen og headede væk.

Herfølge trak flere og flere spillere med fremad uden, at det blev rigtigt farligt. I stedet var det SIF, der kontrollerede tingene og var giftige konstant.

For eksempel ved Steffen Ernemann i det 79. minut, hvor han krøllede et farligt frispark af sted mod målet, men igen viste Lars Bjerring klassen med en feberredning.

Det var efterhånden rent powerplay mod de gule gæsters mål, og publikum klappede taktfast hjemmeholdet frem.

Thomas Bælum forsøgte sig med en flugter – og Rajko Lekic headede et hjørnespark lige forbi. Jo, der var gang i butikken!

Rajko til 3-0!
Og efter 82 minutter var vi så vidne til en 3-0 scoring, der kom i nettet på helt fantastisk vis. Et frispark blev mødt af Martin Ørnskov, der flugtede bolden på tværs af feltet, hvor Rajko Lekic med en venstrebensflugter knaldede bolden op i nettaget. 3-0 til SIF og sikke en fest!

Dét mål var simpelthen helt fantastisk – og SIFerne fortsatte med at presse på for flere scoringer i en ren angrebsrus.

Herfølge viste dog også tænder, da indskiftede Emmanuel Ake headede lige forbi i det 88. minut.

Men Henrik "Tømrer" Pedersen var endnu tættere på, da han lige præcis ikke nåede en tværpasning, mens uret rundede de 91 minutter – og øjeblikke senere tillod han sig endda at brænde en friløber mod Lars Bjerring.

Det blev kampens sidste aktion – 3-0 til flyvende SIF!!!

Næste kamp er på lørdag den 13. september klokken 19.00, hvor Viborg tager imod i en forhåbentligt rød og hvid kulisse på Viborg Stadion.

Mål

  • 1-0 Rajko Lekic (45+1)
  • 2-0 Henrik “Tømrer” Pedersen (55)
  • 3-0 Rajko Lekic (82)

Advarsler

  • Rajko Lekic
  • Steffen Ernemann og Lasse Kronborg

SIF

  • Kenneth Falkenberg
  • Henrik Schnedler
  • Thomas Bælum
  • Steven Lustü
  • Thomas Hansen
  • Casper Henningsen (46: Peter Degn)
  • Martin Ørnskov
  • Stefan Schmidt
  • Steffen Ernemann
  • Rajko Lekic
  • Henrik “Tømrer” Pedersen.

HB

  • Lars Bjerring
  • Martin Arlofeldt
  • Thomas Guldborg Christensen
  • Mikkel Christoffersen
  • Ismael Raul da Silva Miranda (72: Thomas Sørensen)
  • Sebastian Andersen
  • Lasse Kronborg
  • Mikael Rynell
  • Peter Benjaminsen (63: Kenneth Sørensen)
  • Anders Dahl Simonsen (50: Emmanuel Ake Richard Muttendango)
  • Henrik Toft.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen