15. september 2017

SIF kom tilbage på sejrssporet på JYSK park

Efter to nederlag i træk kom SIF på point-tavlen igen med en smal 1-0 sejr over OB fredag aften på JYSK park. Sejren var fortjent, for særligt i 1. halvleg var SIF gode. Det var også her, Mate Vatsadze med sit første mål for SIF afgjorde kampen. 2. halvleg blev mere lige, men Thomas Nørgaard tog sig af de farlige skudforsøg, OB kunne byde på.

Peter Sørensen havde foretaget en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til nederlaget i Aalborg fire døgn tidligere. Marc Rochester Sørensen var blevet valgt på bekostning af Casper Sloth.

SIF var i teten fra start, og fansene på Den Røde Tribune appellerede for straffespark til Davit Skhirtladze i det 6. minut. Efter et Robert Skov hjørnespark havnede bolden hos georgieren i den modsatte side i feltet, og hans første træk resulterede at han hårdt presset faldt omkuld i feltet. Dommer Dennis Mogensen vinkede afværgende, og den kendelse så korrekt ud på storskærrnenes gengivelse.

Georgisk 100 procent chance
Robert Skov havde næste chance i det 12. minut, hvor han sled sig godt fri i højre side og sendte et venstrebensskud afsted fra spids vinkel. Bolden gik dog på tværs af mål og til målspark.

Den største chance i en god SIF-indledning på kampen var georgisk. Mate Vatsadze sendte et fladt indlæg fra venstre ind til landsmanden Davit Skhirtladze, der helt fri tæt under mål helkiksede sit spark og sendte bolden til målspark.

I den følgende fase kom OB lidt bedre med, men det var stadig SIF, der var farligst. Knap en halv time henne lagde Marc Rochester et godt indlæg ind foran mål, som både Mate Vatsadze og Robert Skov kom lige akkurat for sent til at putte i nettet.

Offside-mål til SIF
SIF fik bolden i nettet i det 30. minut, da Mate Vatsadze puttede den ind, men korrekt blev dømt offside, Optakten var en kæmpechance til Robert Skov, der tæt under mål modtog bolden og sparkede første gang. Sten Grytebust i AaB-målet fandt en feberredning frem fra repertoiret og afværgede.

Og så kom målet
I det 35. minut modtog Marc Rochester Sørensen bolden på kanten af offside og sparkede på mål, Sten Grytebust reddede, men Mate Vatsadze var over riposten og sendte bolden i nettet til SIF-føring og sit første mål i den røde trøje. En såre fortjent SIF-føring efter 35 fine minutter.

SIF-føringen  holdt til pausen, og eneste malurt i bægeret var det skrup, Gregor Sikosek pådrog sig i de sidste sekunder i en duel ved baglinjen. SIF-lejesvenden kom ud til 2. halvleg, men holdt kun seks minutter, inden han blev udskiftet med Tobias Salquist.

OB kom godt ud til 2. halvleg og lagde et halv-heftigt pres på SIF. Anders K. Jakobsen havde et godt skudforsøg i det 56. minut, der gik lige akkurat forbi målhjørnet. Fra bænken reagerede Peter Sørensen ved at sende Gustaf Nilsson på banen til afløsning for målscorer Vatsadze.

Ny luft til SIF
Efter indskiftningerne var det som om, SIF fik ny luft. En time henne i kampen fik Jens Martin Gammelby en fantastisk chance – godt sat op af Robert Skov – for at gøre det til 2-0, men Grytebust hev endnu en refleksparade ud af handsken og sendte bolden til hjørnespark. Robert Skov havde et fint skudforsøg kort efter, der dog gik i sidenettet.

I det 65. minut foretog OB sin første udskiftning, da sidste sæsons delte SIF-topscorer, Nicklas Helenius, blev erstattet af Rasmus Festersen – også i SIF i en fjern fortid. Han viste straks sin farlighed med et tørt hug fra distancen, som Thomas Nørgaard reddede i to trin – parering fulgt op af et fast greb om bolden. Thomas Nørgaard var også på plads, da Kenneth Emil Petersen med et kvarter igen sendte en raket afsted mod SIF-målet med retning mod nederste målhjørne.

OB pressede pænt på mod slutningen, men SIF holdt stand og føring hjem.

SIF’s næste kamp er på lørdag, hvor de danske mestre tager imod i Parken. Næste hjemmekamp er søndag den 1. oktober kl. 12, hvor FC Nordsjælland besøger Søhøjlandet.

Kampen i tal:
Alka Superliga, 9. runde, fredag den 15. september 2017 kl. 18.00 på JYSK park:
Silkeborg IF-OB (1-0)
Mål: 1-0 Mate Vatsadze (35.),
Advarsler:
Tilskuere: 3.442
Silkeborg IF (4-2-3-1): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Gregor Sikosek (52.: Tobias Salquist) – Ibrahim Moro, Sammy Skytte – Marc Rochester Sørensen (77.: Stephan Petersen), Davit Skhirtladze, Robert Skov – Mate Vatzadse (57.: Gustaf Nilsson).
Manager; Peter Sørensen
OB: Sten Michael Grytebust – Ryan Laursen, Kenneth Emil Petersen, Jeppe Tverskov, Jacob Barrett Laursen – Mathias Greve (77.: Mathias Thrane), Jens Jakob Thomasen, Casper Nielsen, Joan Simun Edmundsson (77.: Julius Eskesen) – Anders K. Jacobsen, Nicklas Helenius (65.: Rasmus Festersen).
Træner: Kent Nielsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen