3. juni 2021

SIF-keeper med i smalt dansk nederlag

Det danske U/16-landshold med SIF’s Aske Andrésen på mål har i dag spillet testkamp mod Portugal. På et sent mål vandt portugiserne 2-1.

SIF-målmand Aske Andrésen, der til dagligt står på klubbens U17 Liga-hold, er i øjeblikket med det danske U16-landshold i Portugal. I eftermiddag har Danmark spillet den første kamp under opholdet. Værtsnationen Portugal vandt 2-1 på et mål i næstsidste minut – et langskud langt ude fra uden chance for Aske Andrésen, der stod hele kampen i det danske mål.

Efter 0-0 ved pausen kom Danmark ellers foran kort inde in 2. halvleg, da Brøndby-spilleren Bertram Bangsted Kvist snoede sig fri i det portugisiske felt og sendte bolden i nettet i det fjerneste hjørne. Hjemmeholdet udlignede efter en time i en situation, hvor Aske Andrésen spillede kort til en medspiller, der mistede bolden, så portugiserne kunne score. Det lignede uafgjort indtil næstsidst minut, hvor sejrsmålet faldt.

Danmarks U16-talenter spiller endnu en kamp mod Portugal lørdag kl. 12. Den spilles ligesom dagens kamp på Estadio Pina Manique i hovedstaden Lissabon.

Også SIF-holdleder Torben Rye Kerff, der til dagligt er tilknyttet SIF’s U19 Liga-hold, er med i Portugal som holdleder for U16-landsholdet.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen