30. maj 2023

SIF henter Andreas Pyndt

Silkeborg IF har skrevet en lang kontrakt med Andreas Pyndt, der denne sæson har været en stor profil i NordicBet Ligaen.

Silkeborg IF er i fuld gang med forberedelserne til den kommende sæson i 3F Superligaen, og nu er endnu en brik faldet på plads i Søhøjlandet.

Tirsdag aften har Andreas Pyndt skrevet kontrakt med SIF for den kommende periode frem til 31/12-2027.

Den 22-årige midtbanespiller har haft en stor sæson i NordicBet Ligaen for Hvidovre IF, hvor han med 10 oplæg og 5 mål i 30 kampe har spillet en afgørende rolle i Hvidovre IF’s oprykning til 3F Superligaen.

Andreas Pyndt kommer til SIF på en fri transfer, da hans aftale med Brøndby IF, som har lejet ham ud til Hvidovre denne sæson, udløber til sommer.

Sportschef i SIF Jesper Stüker glæder sig over, at Andreas Pyndt har valgt at skrive kontrakt med Silkeborg IF i hård konkurrence med andre klubber.

– Vi har længe fulgt Andreas Pyndt, som har været en af de mest iøjnefaldende profiler i NordicBet Ligaen denne sæson, hvor han har været en nøglespiller på et stærkt Hvidovre-hold. Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at hente Andreas i tæt konkurrence med andre klubber. Vi ser Andreas som en utrolig bold- og pasningssikker samt hårdtarbejdende midtbanespiller med styrker i både den offensive og defensive del af spillet, siger Jesper Stüker og fortsætter.

– Vi mener, at Andreas vil være konkurrencedygtig på vores hold fra begyndelsen, men vi ser samtidig et stort udviklingspotentiale i ham, hvilket vi tror på, han kan forløse i vores set up her i SIF, siger Jesper Stüker.

Andreas Pyndt, der hovedsageligt gør sig på 6’eren og 8’eren på den centrale midtbane, forklarer, at SIF’s spillestil er en af de primære årsager til, at han efter sommerpausen har valgt at tørne ud for Søhøjlandets Helte.

– Det er et vildt spændende projekt i Silkeborg, som jeg meget gerne vil være en del af. Spillestilen passer mig rigtig godt. Jeg har mine forcer på bolden, og jeg kan godt lide at suge spillet til mig og sætte gang i de fremadrettede pasninger, siger Andreas Pyndt og fortsætter.

– Derfor tror jeg også, at jeg kommer til at passe rigtig godt ind på holdet, hvor jeg både kan bidrage fra dag ét og samtidig udvikle mig endnu mere. Jeg stiler højt i Silkeborg, og det kunne være sjovt at være med til en sæson som den i fjor, hvor det blev til bronzemedaljer og europæisk fodbold, eller sæsonen i år, hvor det var tæt på en pokalfinale, siger den ny SIF’er.

Andreas Pyndt får tildelt et trøjenummer, når han begynder i Silkeborg IF efter sommerpausen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen