28. oktober 2010

SIF er ude af pokalen

Silkeborg IF er ude af Ekstra Bladet Cup efter nederlag i Esbjerg på 2-0. Christopher Poulsen havde flere gode skud på mål, men det lykkedes ikke SIF at komme tilbage efter Esbjergs tidlige føring.

Sidst Silkeborg IF var på besøg på Blue Water Arena i Esbjerg for to måneder, blev SIF snydt for både et straffespark og et mål i de døende minutter, og måtte se et nederlag på 2-1 i øjnene. Torsdag aften var der dømt revanchekamp for SIF i ottendedelsfinalen i Ekstra Bladet Cup.

Troels Bech havde lavet to ændringer i startopstillingen i forhold til nederlaget til FC København i søndags. Martin Svensson var ude med sygdom, imens Christian Holst døjer med en skade i knæet. Det gav plads til Christopher Poulsen og en debut i startopstillingen for 18-årige Simon Skibsted.

Startopstillingen så ud som følger:

Lasse Heinze, Dennis Flinta, Thorbjørn Holst Rasmussen, Jim Larsen, Henrik “Tømrer” Pedersen.

På midtbanen fra højre: Simon Skibsted, Frank Hansen, Martin Ørnskov, Christopher Poulsen.

Helt fremme den effektive duo med Jesper Bech og Kaimar Saag.

Ove Pedersen og Esbjerg fB mødte op til kampen med absolut stærkeste opstilling, hvilket blandt andet betød en angrebsduo med Jesper Lange og Tim Janssen.

Rolig start på Blue Water Arena
Kampen åbnede uden den store aggressivitet fra nogle af siderne. SIF fik et frispark et par meter udenfor feltet, som Martin Ørnskov sparkede i Esbjerg-muren. I den anden ende sendte Esbjerg et frispark ind i feltet, som Jim Larsen i vanlig stil headede væk med stor autoritet.

Men derudover var det svært at få øje på højdepunkterne i en kamp, som Esbjerg styrede.

Jesper Lange blev noteret for kampens første reelle afslutning, da han fra kanten af feltet, sendte bolden imod Lasse Heinze, som dog nemt kunne samle bolden op.

Poulsen tæt på scoring
Efter et lille kvarters tid fik SIF den første store chance, og det var overordentligt tæt på, at Christopher Poulsen kunne sende gæsterne i front. Henrik ”Tømrer” Pedersen var gået til baglinjen og sendte et indlæg ind til Christopher Poulsen i feltet, som knaldede bolden en centimeter eller to forbi Lukas Hradeckys højre stolpe. Her kunne det lige så godt være blevet til en føring til Silkeborg IF.

Heldigt Esbjerg-mål
Men i stedet for en føring til SIF, blev det hjemmeholdet, der brød den bløde start på kampen. Jeppe Mehl havde bolden i Silkeborgs venstre side, og da hans afslutning blev snittet af Frank Hansen, snød den fuldstændigt Lasse Heinze, som ikke kunne gøre meget ved, at bolden sejlede i mål bag ham.

Heldig scoring af hjemmeholdet, som nok engang kom foran imod Troels Bech og co.

Esbjerg i dominans – og ny scoring
Herefter var det som om, at hjemmeholdet fik endnu bedre styr på kampen. SIF formåede ikke at sætte sig igennem på midtbanen, hvor Esbjerg i stedet for sugede boldene til sig.

Helt galt gik det efter 23 minutter, da Mikkel Vendelbo ganske uhindret kunne tage et raid op igennem midten af banen og til sidst sparke hjemmeholdet på 2-0. Flot løbet af Mikkel Vendelbo, men også alt for passivt spil af Silkeborg IF.

Så var det ellers op ad bakke SIF, hvis kvartfinalen i Ekstra Bladet Cup skulle blive en realitet. Men mon ikke spillerne mindede sig selv om, at man også imod Vejle var bagud 0-2 – men endte med at vinde 4-2.

Lekic på banen
Troels Bech reagerede hurtigt fra bænken, og sendte allerede efter 33 minutters spil Rajko Lekic på banen i stedet for Simon Skibsted.

Udskiftningen betød, at Jesper Bech gik ned på højre fløj, og Rajko Lekic lagde sig op i front sammen med Kaimar Saag.

Og allerede på det efterfølgende SIF-hjørnespark var det tæt på at blive til en reducering. Iigen var det Christopher Poulsen, som med et nyt kanonskud var tæt på at overliste Lukas Hradecky, som så noget usikker ud i målet.

Rajkos første chance
Rajko Lekic skulle heller ikke bruge mange minutter på banen, før han viste flaget for første gang. En stikning blev sendt ind i feltet, hvor Lekic som altid var vågen, og med en størrelse eller to mere i skostørrelse, havde han sikkert nået bolden foran fremstormende Lukas Hradecky.

Det var endelig begyndt at se bedre ud for Silkeborg IF, som havde overtaget dirigentstokken på midtbanen.

Ny Poulsen-afslutning
Og overtaget udmundede sig fire minutter før pausen til en ny afslutning fra Christopher Poulsen, som spillede en flot offensiv kamp. Hradecky fik dog handskerne på afslutningen, så Poulsen heller ikke denne gang fik lov til at se bolden stryge i nettet.

I de afsluttende minutter af første halvleg satte SIF et massivt pres ind i jagten på reduceringen, hvilket blandet andet førte til to hjørnespark, som dog manglede de sidste marginaler for at blive rigtigt farlige.

Indskiftningen af Rajko Lekic havde givet betydeligt mere energi i offensiven, men alligevel måtte SIFerne gå til pause med 0-2. Der ventede en hård opgave i anden halvleg, hvis håbet om en pokaltriumf skulle holdes i live…

Chancerig anden halvleg

Anden halvleg begyndte langt mere livligt end første halvleg. Tim Janssen kunne have afgjort det hele efter bare et par minutters spil, men han kiksede sin afslutning, som gik langt over mål. I den anden ende var SIF tæt på i to omgang, da et frispark blot manglede en afsluttede fod inde i feltet. Og på det efterfølgende hjørnespark var Dennis Flinta og Rajko Lekic tæt på at overliste Lukas Hradecky, som denne gang var sikker i sit indgreb.

Det var tydeligt, at SIFerne gik ind til anden halvleg med en helt anden og mere aggressiv indstilling.

Lekic tæt på friløber
Der skulle dog gå yderligere ti minutter, før udeholdet igen truede Esbjerg. Denne gang var det vågne Rajko Lekic, som snød offsidefælden og nåede alene igennem Esbjergforsvaret. Lukas Hradecky havde dog set situationen, og han gik ud af sit felt, og tacklede bolden væk lige foran Lekic.

Esbjerg kunne med den solide føring stå og vente på, at SIF tog initiativet, og i stedet for leve på kontramuligheder. Efter en times spil fik de et frispark, som Lasse Heinze i to omgange fik reddet.

Dobbelt SIF-udskiftning
Med en lille halv times spil tilbage af kampen foretog SIF en dobbeltudskiftning. Simon Jakobsen og Thomas Hansen gik ind i stedet for Henrik ”Tømrer” Pedersen og Frank Hansen.

Det medførte et par rokeringer på banen, hvor Jim Larsen blev sendt op i angrebet i håbet om, at han med sin hovedstødsstyrke kunne tiltrække de høje bolde. Alt blev sat ind for at hente Esbjergs føring!

Satsningen lykkedes på den måde, at spillet blev rykket endnu tættere på Esbjergs mål. Det førte til et hav af indlæg, som flere gange endte med klumpspil i det lille felt – men som regel med en forkert fod på bolden i sidste ende.

Jim Larsen med stor chance
Med tolv minutters spil tilbage af kampen var Jim Larsen tæt på at give SIF en reducering. Jesper Bech havde set, at Jim Larsen stod fri bagerst i feltet, og lagde bolden fladt til rette for ham. Jimbo afsluttede fladt, men Lukas Hradecky reddede flot med en udstrakt hånd.

Reduceringen ville tilsyneladende ikke komme for SIF.

I slutfasen lykkedes det ikke udeholdet at etablere et alvorligt pres, og Esbjerg kunne dermed sikkert sende SIF ud af Ekstra Bladet Cup i ottendedelsfinalen.

Næste kamp for Silkeborg IF er på søndag i Haderslev imod SønderjyskE kl. 16.00

Mål

  • 1-0 Jeppe Mehl (16)
  • 2-0 Mikkel Vendelbo (23)

Advarsler

  • Jesper Bech
  • Christopher Poulsen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Jim Larsen
  • Henrik “Tømrer” Pedersen (66: Simon Jakobsen)
  • Simon Skibsted (33: Rajko Lekic)
  • Frank Hansen (66: Thomas Hansen)
  • Martin Ørnskov
  • Christopher Poulsen
  • Jesper Bech
  • Kaimar Saag.

EfB

  • Lukas Hradecky
  • Kian Hansen
  • Fredrik Risp
  • Nicolai Høgh (39: Sebastian Andersen)
  • Kevin Conboy
  • Peter Nymann
  • Jesper Jørgensen
  • Mikkel Vendelbo
  • Jeppe Mehl
  • Jesper Lange (87: Martin Braithwaite)
  • Tim Janssen (82: Jonas Knudsen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

1. DIVISION

SØNDAG 06.12 KL 15:00
Scroll til toppen

Menu