4. april 2018

Lang aften endte lykkeligt for SIF

Lang aften endte lykkeligt for SIF

Der skulle forlænget spilletid til i Randers onsdag aften inden SIF havde booket sin plads i semifinalen. Jeppe Gertsen bag vanvittig scoring i sejren på 3-1.

SIF er klar til semifinalen i DBU Pokalen. Efter forlænget spilletid i Randers onsdag aften vandt SIF 3-1, og det var unge Jeppe Gertsen, der stod bag sejrsmålet – en vanvittig saksesparks-scoring. Den ordinære spilletid var endt 1-1 på udligning fra en anden ung SIF’er, Magnus Mattsson, der scorede direkte på frispark.

Peter Sørensen havde valgt en formation med satsning på en del af truppens unge spillere. Magnus Mattsson og Jeppe Okkels var valgt til den offensive linje, og det centrale forsvar havde også et ungt aftryk i Jeppe Gertsen og Tobias Salquist. I målet havde Thomas Nørgaard fået ansvaret.

Og så stillede SIF op i sin sjældent anvendte, men meget iøjnefaldende grønne udebanetrøje, og i fravær af både anfører Dennis Flinta og viceanfører Simon Jakobsen havde Casper Sloth overtaget anfører-hvervet.

Kampens første chance tilfaldt Gustaf Nilsson i det 6. minut. På en dyb bold fra Davit Skhirtladze lykkedes det ham at slippe fri til skud ved at snyde Randers-forsvarerne Enghardt og Bager, men bolden sprang på det ujævne underlag og svenskeren sparkede over. Det burde have været tidlig føring til SIF.

Randers tidligt foran
Det var imidlertid Randers, der med sit direkte spil bragte sig i spidsen. Erik Marxen løftede bolden frem mod den tidligere Real Madrid-spiller Eero Markkanen, og den fysisk stærke finne tog bolden til sig og sparkede den med venstre-vristen op i nettaget fra tæt hold. Ikke lige den indledning, SIF havde håbet på.

Selv om SIF var godt med i fortsættelsen og også havde optræk til noget, der kunne være blevet til chancer, var det Randers, der havde den største chance efter målet og inden pausen. Efter en halv time løftede Andreas Bruhn bolden frem til Marcus Mølvadgaard, der på kanten af – eller måske lige over – offside tog bolden til sig og løftede den over Thomas Nørgaard og målet.

Udligning af Mattsson
Der skulle en solo-aktion af Magnus Mattsson til at få SIF på måltavlen. I et dynamisk ryk frem ad banen blev den unge SIF’er væltet på kanten af feltet. Han tog selv frisparket og placerede bolden yderligt i det fjerneste hjørne uden chance for Frederik Due. Sikke et mål – Mattssons første på førsteholdet i SIF.

Minuttet senere kunne det være blevet 2-1 til SIF, men et hovedstød af Gustaf Nilsson sneg sig lige forbi den ene opstander. Stærk indsats af SIF i de sidste minutter af halvlegen.

Rodic på banen
Fra 2. halvlegs start tog Randers teten og var tæt på 2-1 10 minutter henne, da Jonas Bager headede på overkanten af overliggeren på et hjørnespark. SIF havde svært ved at følge op på den gode afslutning på 1. halvleg, og SIF-manager Peter Sørensen reagerede ved at sende Vladimir Rodic på banen i stedet for Jeppe Okkels.

Montenegrineren med en fortid i Randers bød straks ind med sine dynamiske ryk ind i banen med bolden på tæerne. Et skud lige over mål talte på SIF’s chancekonto, og det samme gjorde en assist fra baglinjen til Davit Skhirtladze, der dog ikke rigtigt fik ram på bolden.

Fodparade af Nørgaard
Det var dog Randers, der fik den næste store mulighed på en omstilling, der endte i fødderne på indskiftede Saba Lobjanidze. En fænomenal fodparade af Nørgaard forhindrede Randers-føring.

Der var optræk til mere, men 1-1 holdt 90 minutter ud, og dermed måtte de 22 aktører på to gange 15 minutters overarbejde.

Mate Vatsadze kom på banen fra forængelsens start og havde også SIF’s første chance med et skud, der traf overkanten af overliggeren.

Ellers bar begivenhederne præg af to mere og mere trætte mandskaber, der havde svært ved at spille sig frem til chancer. Og så skulle der jo et eller andet vanvittigt til.

Saksespark af Gertsen
Det kom fra Jeppe Gertsen, der fra kanten af feltet sparkede bolden over sit eget hoved på en ripost fra Randers-forsvaret. Det lignede inspiration fra Cristiano Ronaldos saksespark-mål aftenen før i Real Madrids 3-0 sejr over Juventus i Champions League. Med målet fik Gertsen omsider skrevet sig på måltavlen i SIF efter at hans overtidsmål tidligere i pokalturneringen mod HIK aldrig kom til at tælle pga ny kamp (ABBA-episoden).

Et smukt mål af Marc Rochester afgjorde kampen definitivt med tre minutter igen.

Kampen i tal:
DBU Pokalen, kvartfinale, onsdag 4. april kl. 18.00 på BioNutria Park i Randers:
Randers FC – Silkeborg IF 1-3 (1-1), (1-1)
Mål: 1-0 Eero Markkanen (10.), 1-1 Magnus Mattsson (41.), 1-2 Jeppe Gertsen (108.), 1-3 Marc Rochester (117.)
Advarsler: Mikkel Kallesøe, Joel Allansson, Kasper Enghardt, Randers, Davit Skhirtladze, Vladimir Rodic, SIF.
Tilskuere: 2.292
Randers FC (4-4-2): Frederik Due – Tobias Damsgaard, Kasper Enghardt, Jonas Bager, Erik Marxen – Jannik Skov Hansen (64.: Mads Agesen), Mikkel Kallesøe, Joel Allansson (62.: Saba Lobjanidze), Andreas Bruhn – Eero Markkanen, Marcus Mølvadgaard (77.: Bashkim Kadrii).
Cheftræner: Rasmus Bertelsen.
Silkeborg IF (4-2-3-1): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Jeppe Gertsen, Tobias Salquist, Mikkel Vendelbo – Ibrahim Moro, Casper Sloth – Jeppe Okkels (56.: Vladimir Rodic), Magnus Mattsson, Davit Skhirtladze (74.: Marc Rochester) – Gustaf Nilsson (90.: Mate Vatsadze).
Manager: Peter Sørensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen