23. maj 2022

Resultatet skal glemmes – bronzen skal fejres

Umiddelbart efter søndagens nederlag til Brøndby IF kommenterede både Mads Kaalund og Anders Klynge på kampen samt bronzemedaljerne, som blev overrakt efter kampen.

Først var det Mads Kaalund, som blev skiftet ind i pausen, der kommenterede på kampens forløb.

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan slutte sæsonen af med en sejr. Når det så er sagt, var det en fed at kamp at spille i en fed kulisse, og med alle de medrejsende SIF-fans var det endnu federe. I første halvleg spillede vi for langsomt og smed nogle dumme bolde, men så snart vi fik udnyttet de rum, der var, blev det farligt, lagde Kaalund ud.

Herefter blev det naturligvis til en kommentar til de bronzemedaljer, som SIF-spillerne fik overrakt efter kampen.

– Det er en helt fantastisk følelse at stå med bronzemedaljerne. Før sæsonen gik i gang, havde vi en fornemmelse af, at vi var gode, og at vi godt kunne drømme om top-6 – men at det ender med bronze, havde vi ikke turde håbe på. Personligt var et af mine højdepunkter i sæsonen kamp nummer to, som vi spillede i Parken, hvor vi spillede 0-0 og dominerede i store dele af kampen. Der viste vi, at vi kunne være med mod de helt store, og det var en fed følelse, man stod med efter den kamp.

Til sidst kommenterede Kaalund på sine forventninger til næste sæson, efter at det tidligere på dagen blev offentliggjort, at Kaalund forlængede sin kontrakt med Silkeborg IF frem til 2024.

– Jeg forventer, at vi igen er med, hvor det sjove sker, og at vi fortsætter med at bygge på vores spil og forbedre det. Derudover skal vi blive ved med at være dominerende i kampene, selvom det kun bliver sværere, fordi holdene kommer til at forberede sig mere på vores spillestil, afsluttede en tilfreds Mads Kaalund.

Herefter var det Anders Klynge, der kommenterede på nederlaget til Brøndby.

– Jeg synes, at vi startede kampen fint og kom godt ind i kampen, men så fik de et mål ud af ingenting, som gjorde det svært for os. Derudover fik vi ikke scoret på vores egne chancer, og havde vi scoret på dem, havde det set anderledes ud. Lige når kampen fløjtes af, er man træt af resultatet, fordi man vil altid gerne vinde, men der går ikke lang tid, før man er ligeglad med resultatet og mest fokuserer på den triumf, det er at vinde bronze. Resultatet skal vi lægge bag os, og så skal vi bare fejre bronzemedaljerne, fordi det er sindssygt godt gået.

Til sidst kommenterede Anders Klynge ligesom Mads Kaalund på, hvad der har været midtbanespillerens højdepunkt i sæsonen.

– Det er svært at vælge et bestemt tidspunkt i sæsonen, som har været et højdepunkt for mig, for der har være utroligt mange. For mig personligt var det største øjeblik nok at score mit første Superliga-mål, som jeg gjorde mod AaB, men ellers har der været mange store oplevelser både hjemme og ude, som betyder meget, afsluttede Anders Klynge.

 

 

 

 

Interviews: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen