8. oktober 2020

Pokal-exit for SIF på vandkold aften i Esbjerg

SIF nåede aldrig de store spillemæssige højder og måtte trods føring på 1-0 se sig slået ud af Sydbank Pokalen af Esbjerg, der vandt 2-1.

På en våd og kold aften i Esbjerg blev det til tidlig pokal-farvel for SIF, der tabte 2. runde-kampen til divisionskollegaerne fra EfB med 1-2. SIF’s spil nåede aldrig samme højder som i de seneste kampe, men det rakte alligevel til 1-0 føring ved Magnus Mattsson. Det blev 1-1 inden pausen, og i en 2. halvleg, hvor SIF aldrig fandt rytmen, afgjorde hjemmeholdet tingene med en scoring 10 minutter før tid.

Esbjerg kom aggressivt ud og havde også kampens første egentlige chance – et frispark udenfor feltet efter fire minutter, som Clinton Antwi bankede mod det ene målhjørne. Oscar Hedvall nåede dog ud og fik afværget.

Yuriy Yakovenko fik også en mulighed efter 10 minutter, men gled på det regnvåde underlag, så SIF-forsvaret kunne sparke væk. Det understregede dog, at Esbjerg var kommet bedst ud til kampen.

Mattsson med SIF-føring
SIF kom imidlertid foran på de rødblusedes første chance. Godt kombinationsspil centralt og en stikning i dybden fra Sebastian Jørgensen bragte Emil Holten i position til skud, som Mads Kikkenborg i Esbjerg-målet fik pareret. Magnus Mattsson var imidlertid vaks inde foran mål og kastede sig frem mod bolden, satte foden på og bragte SIF i front.

Det satte noget igang på SIF-holdet, der overtog initiativet. Det var tæt på 2-0 kort efter, men Emil Holten kom lige akkurat for sent til Sebastian Jørgensens flade tværpasning ind foran mål fra venstre. SIF havde tilløb til mere, men det blev ikke for alvor farligt. Esbjerg havde også sit med Zean Dalügge som den største synder, da han fem minutter før pausen kom til skud i feltet, men sparkede bolden højt over. Alligevel blev det til udligning inden pausen, da Esbjerg fangede SIF-forsvaret i ubalance tre minutter før afslutningen på 1. halvleg. Yuriy Yakovenko fandt Jakob Ankersen med en tværpasning, og fri på mål svigtede den hjemvendte offensiv-spiller ikke. Han sendte bolden op i det ene målhjørne til 1-1.

SIF indledte 2. halvleg med initiativ, og det var også muligheder til både Magnus Mattsson og Emil Holten, men Mattsson sparkede forbi, og Holten fik ikke rigtigt snert i sit hovedstød.

Hagelskjær tæt på 2-1
Anders Hagelskjær var utilsigtet tæt på 2-1 efter en time, da han sendte et hårdt fladt indlæg ind foran mål, hvor Holten ikke fik ram på bolden. I stedet smuttede den videre og ramte indersiden af fjerneste stolperod – og sprang hen i favnen på keeper Kikkenborg.

I den anden ende var indskiftede Andri Bjarnason tæt på, da han sled sig fri af både Hagelskjær og Felix og sparkede hårdt mod mål, hvor Oscar Hedvall dog var på plads og fik pareret. Bjarnason var på færde igen få minutter senere, hvor han sparkede i sidenettet.

Debut til islænding og comeback til Røjkjær
Midt i halvlegen kom SIF’s nye islænding, Stefán Teitur Thórdarson på banen til sin debut som erstatning for Sebastian Jørgensen. Få minutter senere kom også Nicklas Røjkjær på banen i stedet for Emil Holten til sit SIF-comeback efter godt fire år med ophold i FCK, Viborg og Esbjerg i mellemtiden.

Meget symptomatisk for kampens udvikling blev det Andri Bjarnason, der bragte Esbjerg i front. Et indlæg fra Zean Dalügge svævede hen over hovedet på Joel Felix, så Bjarnason kunne tæmme bolden med brystet og i næste bevægelse sparke den forbi Oscar Hedvall og i nettet. Med godt 10 minutter igen lignede det tidlig pokal-exit for SIF, der havde haft svært ved at sætte noget sammen i 2. halvleg.

Kampen i tal:
Sydbank Pokalen, 2 runde, torsdag 8. oktober kl. 18.45 på Blue Water Arena:
Esbjerg fB – Silkeborg IF 2-1 (1-1)
Mål: 0-1 Magnus Mattsson (15.), 1-1 Jakob Ankersen (42.), 2-1 Andri Bjarnason (78.)
Advarsler: Rodolph Austin, Simon Bækgaard, Esbjerg, Anders Hagelskjær, SIF.
Tilskuere: 500
Esbjerg fB (4-2-3-1): Mads Kikkenborg – Daniel Anyembe, Rodolph Austin, Kevin Conboy (57.: Jeppe Brinch), Clinton Antwi – Lasha Parunashvili (46.: Nicklas Strunck), Simon Bækgård (70.: Christian Køhler) – Zean Dalügge, Jakob Ankersen, Mathias Kristensen (58.: Jonas Mortensen) – Yuriy Yakovenko (46.: Andri Bjarnason).
Cheftræner: Kent Nielsen
Silkeborg IF (4-3-3): Oscar Hedvall – Svenn Crone, Jeppe Gertsen, Joel Felix, Anders Hagelskjær (83.: Gustav Dahl) – Anders Klynge, Mark Brink, Mads Kaalund (83.: Niclas Holm Pedersen) – Sebastian Jørgensen (68.: Stefán Teitur Thórdarson), Emil Holten (74.: Nicklas Røjkjær), Magnus Mattsson.
Cheftræner: Kent Nielsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 04.11. kl. 19.00
Scroll til toppen