6. november 2020

Peder K.: Det bliver jævnbyrdigt

SIF må undvære syv spillere i corona-karantæne og skader er kommet til. Alligevel tror Peder Knudsen på sejr i Køge. 

SIF’s fungerende cheftræner, Peder Knudsen, er bevidst om, at oddsene ikke er de bedste for SIF-sejr søndag i Køge, men alligevel er han optimist. SIF må undvære de syv spillere, der er i corona-karantæne, og oveni det handicap stødte der også to skader til i kampen mod Vendsyssel. Frederik Alves Ibsen er definitivt ude med den skade, han pådrog sig ved Vendsyssels reduceringsmål, og Nicolai Vallys er tvivlsom.

– Alves er definitivt ude, mens vi endnu ikke ved, om Nicolai Vallys bliver klar til at spille. Og så mangler vi de syv i karantæne. Men heldigvis har vi en god bredde og et godt akademi. Så vi har en række gode spillere at vælge imellem, hvilket man også så under dagens træning. Vi skal nok få sendt et fint hold til Køge, slår Peder Knudsen fast efter fredag formiddags træning, hvor en del af U19-holdet var indkaldt til at deltage.

HB Køge har indtil videre hentet 13 point i 10 kampe gennem fire sejre og en enkelt uafgjort. Senest blev det 0-0 mod Skive.

– Vi møder et udemærket hold, som har noget fysik. Auri’s (Skarbalius, træner for HB Køge – red.) hold er som regel veltrænede, så selvfølgelig kommer vi til at stå overfor en udfordring. Men jeg synes, at vi selv er godt spillende, og vi er klar til store udfordringer, selv om vi er hårdt ramt. Muligheden for en sejr er der i hvert fald, hvis vi toppræsterer med det mandskab, vi har, siger Peder Knudsen.

Den fungerende cheftræner vil da heller ikke høre tale om, at SIF’s unge hold mangler rutine til at tackle den situation, de står i.

– Selv om nogle snakker om, at vi har mange unge spillere, så er de modne mennesker, der er i stand til at håndtere det, vi er i. Både i verden omkring os og i klubben. De præsterer alligevel, slår han fast.

– Jeg forventer, at vi kommer til at spille en forholdsvis lige kamp. Jeg ser HB Køge som et fint hold, men kan vi få vores spil sat rigtigt op og holde fast i vores ting, så tror jeg på, at vi kan gå over at få en sejr, lyder det fra Peder Knudsen.

Kampen spilles på Capelli Sport Stadion – det nye stadion i Køge – søndag kl. 13.30. Kampen kan streames på Viaplay. Det kræver download af Viaplay App’en og abonnement på Viaplays sportspakke. Se mere her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen