1. marts 2019

Optakt: Nu kommer foråret

Optakt: Nu kommer foråret

På søndag går fodboldsæsonen i gang, når Silkeborg IF indleder sæsonen i NordicBet Ligaen. Læs optakt til kampen her.

En lang forberedelsesfase er ved at være slut.

Søndag er det 98 dage siden, at Michael Hansens mandskab besejrede Thisted med 4-1 på udebane. Siden da har SIF’s cheftræner haft rig mulighed for at sætte sit præg på Silkeborg-holdet, som i vinterpausen har skiftet ud på enkelte positioner. Væk er Ibrahim Moro, Alex og Marcus Johansson. Ind er kommet Andreas Heimer, mens Pelle Mattsson og Rasmus Carstensen har banket hårdt på fra U19-holdet.

Holdet mødte ind fra juleferien d. 7. januar, og har siden da været i gang med en hård opstart, hvor cheftræner Michael Hansen har skruet op for timerne, som SIF-spillerne har tilbragt på anlægget på Søholt. Noget som har givet forhåbninger om at tilskuerne på JYSK park på søndag, kan se et forbedret SIF-mandskab.

– Jeg tror de vil se meget af det samme, men forhåbentlig forbedret i det. Der vil også komme nogle nye personer ind, som også har været her i efteråret, som har budt sig så godt til i forberedelsesfasen, at de er med inde omkring holdet og i truppen, og er i spil til at få minutter på banen, fortæller Michael Hansen.

Store forventninger

Langt de fleste bookmakere, aviser og eksperter har Silkeborg IF som en af favoritterne til den direkte oprykning. Dermed hviler der et stort ydre pres på SIF-truppen, som dog ikke er noget i forhold til de interne forventninger.

– Der er pres på os selv. Vi forventer meget af os selv. Vi ved også, at det er mange lige kampe i 1. division, og at der er mange lige hold. Jeg forventer, at vi altid har en stor og naturlig respekt for vores modstandere, fortæller Michael Hansen, som starter forårssæsonen ud med et opgør mod FC Roskilde.

Spændt på premieren

Søndag kl. 13.45 indledes jagten på oprykning, når Christian Lønstrups FC Roskilde-mandskab kommer på besøg. Et hold som startede svært ud i NordicBet Ligaen, men som under Lønstrups ledelse har taget store skalpe som Viborg, HB Køge, Helsingør og til sidst FC Fredericia, som i egen hule blev slået hele 7-1. Læg dertil et par flotte resultater i vinterens testkampe, hvor holdet tabte 1-0 til FC København på et mål scoret tre minutter før tid, mens Brøndby blev besejret med 3-1.

– Det er et godt mandskab. Mange af dem har en god 1. divisions-rutine, og har nogle spillere som individuelt kan klare sig. De har en god blanding af den der ungdommelige friskhed og noget rutine. Så jeg er spændt på kampen og spændt på at se, hvordan vi reagerer på de perioder, hvor Roskilde er i teten, fortæller Michael Hansen, som ikke tror på, at de to holds første møde i sæsonen kan bruges til særlig meget denne gang.

– Det er et helt andet SIF-hold, og jeg tror også, at det er et helt andet FC Roskilde-hold. Men det kan sagtens blive lige så tæt og lige men på nogle andre præmisser, lyder vurderingen fra Michael Hansen, som i efteråret debuterede som SIF-træner med en 1-0 sejr over netop FC Roskilde.

Har du ikke billet til kampen på søndag, så kan du købe den her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen