26. september 2023

Niclas Holm Pedersen indstiller karrieren

SIF og Niclas Holm Pedersen ophæver samarbejdet, da midtbanespilleren har valgt at indstille sin professionelle karriere.

Niclas Holm Pedersen har efter en længere skadesperiode valgt at indstille sin professionelle fodboldkarriere.

Den 21-årige midtbanespiller, der bragede igennem for SIF som U19-spiller, nåede blot fem førsteholdskampe for Silkeborg IF, og det ærgrer sportschef Jesper Stüker, at man nu er nødsaget til at ophæve kontrakten med Niclas Holm Pedersen.

– Det gør altid ondt, når talentfulde fodboldspillere må opgive drømmen alt for tidligt, men med Niclas’ skadeshistorik og nuværende situation in mente, så ser hverken han eller vi andre muligheder. Desværre.

– Niclas kom allerede til SIF som niårig fra Engesvang Boldklub. Siden blev han optaget på Talent Team med skolegang fra 7.-9. klasse på Sølystskolen, og han har gennemført sin HHX-uddannelse på College360 og Silkeborg Fodbold College, hvor han efter gennemført uddannelse i sommeren 2021 fik den fornemme pris som Årets Spiller. Han har været med hele vejen, så det er ekstra ærgerligt, at Niclas aldrig rigtig fik chancen for at slå igennem på SIF’s førstehold. Vi ønsker ham al muligt held og lykke med fremtiden, siger Jesper Stüker.

Niclas Holm Pedersen fik sin førsteholdsdebut for SIF den 30. september 2020 i 1. division mod Kolding. Han scorede i sin anden ligakamp mod HB Køge. Desværre blev det aldrig til spilletid i 3F Superligaen, og Niclas Holm Pedersen ærgrer sig også over sit alt for tidlige karrierestop.

– Det er utroligt hårdt allerede at skulle sætte støvlerne på hylden. Det er mit værste mareridt, som er blevet til virkelighed. Min rejse var kun lige begyndt, og nu er den slut. Det har været en utrolig hård kamp for mig med en så alvorlig skade som ikke mindst påvirker mig fysisk, men som også påvirkede mig psykisk. Det er det hårdeste, jeg har prøvet i mit liv, men klubben har virkelig hjulpet mig meget, selvom jeg ikke har kunne bidrage med så meget, siger Niclas Holm Pedersen, der dog tænker tilbage på tiden i SIF med stor glæde.

– Først og fremmest så vil jeg gerne takke klubben for mange fantastiske år, jeg har fået så mange sindssyge gode oplevelser gennem fodbold, og det er takket være klubben. Jeg kunne ikke have ønsket mig et andet sted at have fået min fodboldopdragelse.

–  Jeg vil også gerne takke vores fans, selvom jeg ikke har spillet så meget, så har jeg mærket en kæmpe stor støtte fra deres side, jeg har modtaget rigtig mange beskeder, som har varmet mit hjerte i den hårde tid, så dem skal der lyde et kæmpe tak til også. Og til sidst et kæmpe tak til mine holdkammerater, som virkelig har hjulpet mig meget, de har alle sammen spurgt ind til mig i den hårde periode, så endnu engang tusind tak til dem også. Til sidst så håber jeg bare, at vi ses på stadion, fordi SIF forlader aldrig mit hjerte, siger Niclas Holm Pedersen.

Vi tager ordentlig afsked med Niclas Holm Pedersen i forbindelse med vores næste hjemmekamp mod Lyngby Boldklub fredag den 6. oktober kl. 19.00.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen