30. august 2020

Michael Hansen bliver cheftræner i FC Fredericia

Michael Hansen bliver cheftræner i FC Fredericia

SIF’s Head of coaching, Michael Hansen, bliver ny cheftræner i FC Fredericia. Han tiltræder med omgående virkning.

Silkeborg IF skal ud og se sig om efter en ny Head of Coaching. Michael Hansen, der har haft rollen i Silkeborg IF siden han overgav nøglerne til cheftræner-kontoret til Kent Nielsen for godt et år siden, skal være ny cheftræner i FC Fredericia. Det har liga-konkurrenten fra fæstningsbyen netop offentliggjort. Her afløser han Jonas Dal, der i sidste uge blev præsenteret som ny cheftræner i AC Horsens.

Michael Hansen er blevet ansat i fæstningsbyen på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2022, altså to sæsoner.

– Vi glæder os over, at det er lykkedes at få en kompetent afløser for Jonas Dal til klubben, og tilmed en træner som kender NordicBet Ligaen særdeles godt. Michael Hansen har en tilgang til fodbolden, som passer perfekt til FC Fredericia, og vi har stor tiltro til, at Michael kan rykke klubben i den rigtige retning, siger FC Fredericias direktør Stig Pedersen i den pressemeddelelse, klubben netop har sendt ud.

Michael Hansen blev i sommeren 2018 hentet til SIF efter at have været direktør i 2. divisionsklubben Ringøbing IF i to år. Peter Sørensen var netop blevet fyret, og afløseren var udset til at skulle være Kent Nielsen, men på grund af en kompliceret ankeloperation kunne SIF’s nuværende cheftræner først tiltræde i sommeren 2019.

Derfor faldt valget som interim-træner på Michael Hansen, der varetog jobbet med succes og førte SIF tilbage i 3F Superligaen, hvorefter han overgik til rollen som Head of Coaching i SIF, en nyoprettet stilling som chef for trænerne i klubbens talentsektor.

Det job har han varetaget siden sidste sommer, men nu venter nye udfordringer i FC Fredericia.

Michael Hansen har en lang fortid i SIF. Han spillede 214 kampe for klubben i to perioder, først 1991-96 og dernæst 2006-07. Efter afslutningen på karrieren fungerede han som træner på Silkeborg Fodbold College inden karrieren førte ham videre til cheftrænerjobs i Skive IK og FC Vestsjælland.

Michael Hansen er bosat i Virklund lige udenfor Silkeborg.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen