14. maj 2020

Lars Lilholt møder Mads Emil i Gl. Rye

Lars Lilholt møder Mads Emil i Gl. Rye

I det seneste nummer af SIF IN BUSINESS tager SIF-anfører Mads Emil Madsen hjem til barndommens Gl. Rye, hvor han møder en af sine tidligere ungdomstrænere fra Gl. Rye IF, musikeren Lars Lilholt. Læs reportagen om deres møde her.

Lars Lilholt og Mads Emil Madsen er i det seneste nummer af magasinet SIF IN BUSINESS taget til Gl. Rye for at genopfriske minder fra fortiden. Foto: Thomas Juul/Juul Fotografi

– Mads Emil gik i børnehave med min søn, Sofus. De var tit hjemme hos os og løb og spillede bold. På et tidspunkt blev Torben (Mads Emils far, red.), brugsuddeleren og jeg enige om, at de skulle da have et hold.

Det fortæller musikeren Lars Lilholt til magasinet SIF IN BUSINESS’ seneste udgave. Det sker under et møde mellem Lilholt og SIF-anfører Mads Emil Madsen i barndommens Gl. Rye.

Lars Lilholt var i seks år en del af trænerteamet omkring drengene i den lille klub med de grønne trøjer, og her kunne han fra første parket se udviklingen hos ”Massi”, som han senere hen blev kaldt på de ydmyge boldbaner i Gl. Rye.

– Han var god. Det kunne man allerede godt se dengang. Han blev dog hurtig lidt utålmodig, hvis de andre ikke spillede hurtigt nok, og så gik han selv. På et tidspunkt fik jeg dog den idé, at jeg ville gøre ham til anfører for holdet. Så hev jeg ham hen til mig og forklarede ham, at nu er du anfører, og nu skal du få alle til at være en del af det her. Og det gjorde han så, og det hjalp faktisk også på hans spil, forklarer Lars Lilholt i artiklen i SIF IN BUSINESS.

På et tidspunkt blev det dog klart, at evnerne med bolden rakte til mere for Mads Emil, end det, banerne og omgivelserne i Gl. Rye kunne tilbyde. Men som lidt af en tryghedsnarkoman, var det ikke et nemt skridt for den dengang meget unge midtbanespiller.

– Den dag han skulle til Silkeborg IF, holdt jeg en tale for alle på holdet, hvor jeg fortalte, at sådan var det bare. Alle var trætte af, at vi nu skulle undvære Mads, men alle kunne samtidig se, at det var det rigtige. Så det endte med, at Mads blev klappet ud af sine holdkammerater, da han tog afsted. Samtidig kunne jeg også godt se, at Mads havde det skidt med at skulle forlade os. Han følte, at han svigtede sine holdkammerater. Det kunne jeg egentlig godt lide, fortæller Lilholt, mens han finder sin telefon frem. Her finder han en video af flere af de gamle holdkammerater, som til den efterhånden legendariske udekamp sidste efterår i Aarhus var på stadion for at støtte Mads Emil og SIF.

– Det varmer et gammelt trænerhjerte at se, at de er pisseglade for, at det går en gammel holdkammerat godt. Vi er jo alle sammen stolte af ham, nu hvor han også er blevet anfører. Og der er da ingen tvivl om, at han nu er den næstmest berømte mand i Gl. Rye, lyder det med et stort grin fra Lars Lilholt, som den dag i dag stadig følger så meget med i sin tidligere spillers bedrifter, at han nu igennem flere år har været fast rygsponsor for Mads Emil Madsen.

Læs hele historien fra SIF IN BUSINESS her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 08.12. kl. 15.30
Scroll til toppen