Årene der gik

Her kan du læse mere om SIF-historien – om de mange kampe både i Danmarksturneringen, Pokalturneringen og Europa Cup’en – om de mange spændende spillere og trænere og initiativerne på og udenfor banen. I menuen til venstre findes et historisk rids af samtlige sæsoner siden oprykningen til den bedste række i 1988 – med alle op- og nedturene.

Ungt hold nåede målet

Ingen sæson uden drama. Heller ikke sæsonen 2018/19, der endte lykkeligt med oprykning-fest i maj på JYSK park. Men forinden skulle den over 100 år gamle klub så grueligt meget igennem.

Det startede elendigt. Chokket fra nedrykningskampen i Esbjerg sad stadig i spillerne, da de løb ind til sæsonens første kamp på JYSK park mod Thisted. En ny virkelighed, en ny hverdag, og SIF’erne tog ikke godt imod den. 0-0 i en ineffektiv forestilling, hvor SIF ikke kunne gennembryde en massiv nordvestjysk forsvarsmur. Men ondt blev værre i de følgende uger. Nederlag i Lyngby blev fulgt op af den ultimative ydmygelse, da HB Køge på JYSK park vandt 3-0. Og så hjalp det intet, at SIF faktisk var dominerende i store dele af kampen.

Trænerfyring efter tre runder

Den alvorlige situation krævede handling. Og den kom fra direktions-kontorerne. Peter Sørensen blev fyret fra jobbet som manager, og løsningen blev ansættelse af en anden tidligere SIF-spiller fra de gyldne år i 90’erne, Michael Hansen. Konstruktionen blev, at Hansen skulle overtage holdet i resten af sæsonen, hvorefter Kent Nielsen ville overtage. Grunden til care-taker løsningen var, at Nielsen først skulle have overstået en kompliceret ankel-operation.

Opgaven var derfor klart defineret og afgrænset for Hansen: Han skulle opnå målet om hurtig tilbagevenden til Superligaen.

Situationen var kritisk efter blot ét point i de første tre kampe, men sejr i Roskilde i Hansens første kamp som chef gav en smule ro på bagsmækken. Den varede dog kort, for efterfølgende nederlag til Viborg, sejr over Næstved og endnu et nederlag i Sundby Idrætspark  til Fremad Amager truede med at sende SIF til bunds inden kampen i Hvidovre 10. september.

Plaffeministerens ankomst

I ugen op til kampen havde SIF vundet i Sydbank Pokalen med 3-1 over Brabrand fra 2. division med nytilkomne Ronnie Schwartz blandt målscorerne. Han blev også nøglen til succes i Hvidovre-kampen, der endte med 4-2 sejr til SIF’erne på trods af 2-1 føring til hjemmeholdet i starten af 2. halvleg. Schwartz – eller Plaffeministeren, som tilnavnet hurtigt blev efter at det kærlige øgenavn var blevet støvet af fra angriberens tid i Randers – scorede målene til 0-1 og 2-4 og havde dermed en stor aktie i SIF-sejren.

Ronnie Schwartz var blevet hentet i norske Sarpsborg tæt på transferdeadline, og han fik en afgørende rolle for, at SIF i sidste ende lykkedes med målet om oprykning. 25 ligamål plus det ene pokalmål i Brabrand, stod han noteret for, da sæsonen sluttede, og han blev med sin rutine fra både Superligaen og opholdene i franske Guingamp, belgiske Waasland-Beveren og norske Sarpsborg den klippe, et meget ungt hold kunne læne sig op ad, når det pressede på. Stephan Petersen og til dels Mikkel Vendelbo var de to andre rutinerede på holdet, der ellers blev bygget op af unge talentfulde spillere fra eget akademi: Frederik Alves, Oscar Hedvall, Mads Emil Madsen, Jeppe Okkels og Valance Nambishi som de mest benyttede.

Kompromisløs talent-tillid

Michael Hansen var kompromisløs i sin tillid til klubbens unge talenter, og det endte med at blive en succes. I maj, da ligaen blev afgjort, havde fodbold-feberen smittet det meste af byen. Til topopgøret mod Viborg 14. maj var der totalt udsolgt på JYSK park, og 9.117 af de 10.000, der var så heldige at have sikret sig en billet, mødte op. De kunne se et rystet SIF-mandskab komme bagud 0-2, men igen, igen klarede Ronnie Schwartz sagen for SIF ved at reducere før pausen og udligne i 2. halvleg. Med 2-2 bevarede SIF forspringet til Viborg, og med sejr i Sundby Idrætspark ugen efter – i en fantastisk medrivende kamp, som SIF vandt 4-3 efter at have været nede 3-2 midt i 2. halvleg – holdt SIF fast i den oprykningsgivende førsteplads. Stephan Petersen afgjorde kampen tre minutter før tid med et vidunderligt mål, der siden blev kåret som årets bedste.

Dermed var der lagt op til oprykningsfest på JYSK park den 25. maj, hvor Nykøbing FC kom på besøg. Lars Lilholt gav koncert i Fanzonen før kampen, og tilskuere i tusindvis strømmede igen til fodbold. 8.146 mødte frem, og de fik en uforglemmelig fest. SIF vandt 2-0, igen på to mål af Ronnie Scwartz, og så kunne oprykningsjublen bryde løs. SIF havde på trods af træner-fyring og resultat-krise undervejs klaret skærene og var tilbage i Superligaen fra sæsonen 2019/20.

En vanvittig sæson

Det startede med et brag. Efter to nederlag på udebane blev Silkeborg IFs nye stadion, JYSK park indviet d. 31. juli med en kæmpe fodboldfest. 1500 mennesker markerede overgangen fra Mascot Park til JYSK park med at gå de knap fire kilometer til det nye stadion, som med de forskelige farvede plasticsæder og et heftigt diskuteret kunstgræstæppe allerede fra dag ét havde skabt opmærksomhed i fodbolddanmark. Åbningskampen var mod rivalerne fra AGF, som var med til at skabe en ideel ramme om kampen, som blev den første udsolgte hjemmebanekamp nogensinde i SIF-historien.

Selve kampen levede i den grad også op til rammerne. Efter otte minutter blev den svenske lejesvend fra Brøndby IF, Gustaf Nilsson den første til at score på det nye stadion. Otte minutter skulle der gå, før svenskeren modtog en bold i dybden fra Robert Skov. Med højrefoden drejede svenskeren bolden over i det lange hjørne, og så brød JYSK park ud i total jubel. Et jubelbrøl som fik hårene til at rejse sig, og som rungede ud over byen som en manifestation af byens nye stolthed.

SIF endte med at vinde 2-1 i en kamp, som også bød på to røde kort og stor dramatik. En nærmest perfekt åbningskamp blev illustreret af holdfotoet fra startopstillingen i kampen. Hele syv spillere var fra klubbens eget talentprogram.

Få dage efter blev tribunerne på Mascot Park sprængt i luften, og det stod nu klart, at Silkeborg IF havde taget hul på en ny tid i klubbens historie.

Gode resultater på kunstgræsset
I resten af efteråret fortsatte SIF-holdet med at imponere på hjemmebane. Det føromtalte kunstgræs virkede til at passe spillerne særdeles godt. Det blev til fem sejre i efteråret på den nye hjemmebane, hvor holdet også havde hold som Brøndby og FC Nordsjælland på hælene. Specielt i kampen mod FC Nordsjælland blev det tydeliggjort, hvad der var SIF-holdets styrker og svagheder. Foran 2-0 efter en times spil sad tilskuerne på JYSK park med en fornemmelse af, at man havde set den bedste time af et SIF-hold i mange, mange år. Ti minutter efter stod der 2-4 på måltavlen, og svaghederne hos SIF-defensiven blev udstillet. Holdet var alt for sårbart, og det blev dyrt flere gange i sæsonen.

Mens holdet havde klaret sig flot på hjemmebanen i Silkeborg, så var der store problemer på udebane. Det var først i den sidste kamp i efterårssæsonen, at SIF-holdet tog den første sejr på udebane. En 2-1 sejr ude over OB gjorde, at SIF gik på vinterferie med tre sejre i streg og en god fornemmelse i maven. Ikke mindst fordi at man også havde spillet sig frem til kvartfinalen i pokalturneringen.

ABBA i Gentofte
Kvartfinalen kom i hus efter en sejr i forlænget spilletid over Lyngby. Det var dog kampen i runden inden, som endte med at gå over i historiebøgerne. SIF mødte 2. divisionsholdet HIK på udebane i oktober måned i en kamp, hvor Silkeborg-holdet var i store problemer. Kampen røg i forlænget spilletid og endnu engang kom SIF bagud. Den unge midterforsvarer Jeppe Gertsen ville det dog anderledes, og scorede med et enkelt minut igen af de 120 minutter. Der skulle straffesparkskonkurrence til, og det var her, at det gik galt for kampens dommer. I stedet for den normale procedure valgte dommeren nemlig at følge en ny straffesparksprotokol, den såkaldte “ABBA” metode. SIF vandt straffesparkskonkurrencen, men kampen blev efter en HIK-protest dømt til at skulle spilles om. Igen måtte SIF en tur til Gentofte Stadion, hvor der anden gang ikke var tvivl om resultatet. En 3-0 sejr sendte Silkeborg videre i turneringen.

Med en begivenhedsrig efterårssæson i bagagen stod det også klart, at flere af klubbens egne talenter var blevet interessante for både danske og udenlandske klubber. Specielt højresiden med Robert Skov og Jens Martin Gammelby var iøjnefaldende. I januar 2018 solgte SIF Robert Skov til FC København, mens Jens Martin Gammelby blev købt af Brøndby i sommeren 2018. Klubbens talentsatsning begyndte at give afkast.

Skov ud – Rodic ind
Salget af Robert Skov gav muligheder for manager Peter Sørensen til at hente en erstatning. Fra Randers blev montenegrineren Vladimir Rodic hentet ind. Kantspilleren fik straks succes i SIF. I forårets første kamp bidrog den nye SIF’er med både en assist og den kampafgørende scoring i 3-2 sejren over AaB, som endnu engang satte en stor fed tyk streg under, at JYSK park stort set altid var garant for underholdning. Specielt set i lyset af en ualmindelig hård vinter, som effektivt havde ødelagt en stor del af græsplænerne rundt omkring på de danske Superligastadions.

I Superligaen kneb det fortsat med sejrene på udebane, og da holdet på hjemmebane satte point til mod et decimeret Lyngby-hold, stod det efterhånden klart, at drømmen om en top 6-placering var forbi. Og til forskel fra sæsonen forinden, så var det nu SIF som skulle hente et forspring til AGF, som lå over stregen sammen med Hobro. Gruppespillet startede dog katastrofalt for SIF, som endnu engang satte en 2-0 føring over styr. Denne gang til FC Helsingør, som endte med at vinde kampen 3-2. Dér blev SIFs skæbne om nedrykningsplayoffkampe reelt beseglet.

Succes i DBU Pokalen
Oven i disse vigtige kampe befandt SIF sig pludselig i en pokalsemifinale. Endnu engang havde man været ude i en forlænget spilletid for at afgøre kvartfinalen mod Randers FC. Og endnu engang var det Jeppe Gertsen, som denne gang saksesparkede bolden i mål og sendte de medrejsende SIF-tilskuere i drømmeland. Lodtrækningen til semifinalen gik SIFs vej. De to suveræne tophold i Superligaen, Brøndby og FC Midtjylland blev parret med hinanden, mens Silkeborg trak FC Fredericia. En drømmelodtrækning.

Semifinalen blev aldrig nogen stor fodboldmæssig oplevelse. Kampens vigtighed virkede som et åg på skuldrene af de 22 spillere. Meget sigende for kampen blev det et selvmål af Fredericia, som sendte SIF i klubbens blot anden pokalfinale i historien. Euforien var total, men samtidig skulle man også spille nedrykningskampe. Man havde således fire dagen inden pokalfinalen spillet den første nedrykningskamp mod Lyngby og tabt 2-1 på udebane.

6.000 SIF-fans i Parken
Kristi Himmelfartsdag d. 10. maj 2018 gik Silkeborg IF på banen mod Brøndby IF i Telia Parken som store underdogs. En SIF-sejr gav flere steder pengene hele femten gange igen. 6000 silkeborggensere trodsede dog de dystre profetier og tog turen til København. En folkefest udspillede sig i Parken, hvor over 31.000 tilskuere havde fundet vej. Langt de fleste med gule Brøndby-trøjer og en sult efter et trofæ efter ti års tørke på Vestegnen.

Det var dog Silkeborg, som efter en god halv time kom foran. En fin bold fra Ibrahim Moro i dybden gav Davit Skhirtladze muligheden fra en spids vinkel. Georgieren var iskold og chippede bolden over landsholdskeeperen Frederik Rønnov. På tilskuerpladserne få meter fra åstedet gik en hel Silkeborg-tribune til gengæld amok. Øllene blev kastet i luften og endnu engang var der dømt total eufori.

Det blev dog kun til to minutter i drømmeland for SIF-fansene, som kort tid efter måtte se Brøndby gøre det til både 1-1 og 2-1 efter to hjørnespark. I anden halvleg bed SIF dog fra sig og kunne med lidt held have sendt kampen i forlænget spilletid. I stedet blev det Brøndby, som til sidst cementerede en fortjent sejr med en scoring til 3-1 i kampens sidste minut. Sæsonens største kamp var overstået, mens den vigtigste ventede i horisonten, fortalte flere af de dødtrætte SIFere efter kampen til pressen.

Nederlag til Lyngby
Få dage senere blev en 2-0 føring i anden halvleg igen formøblet. Lyngby scorede to gange, og sendte SIF i en direkte nedrykningskamp mod FC Helsingør. En samlet sejr ville give endnu to kampe om overlevelse, mens et nederlag ville sende SIF direkte i 1. division. Efter de første 93 minutter af kampen i Helsingør var det det sidste scenarie, som så mest sandsynligt ud. I kampens sidste minut klappede Gustaf Nilsson dog til bolden og scorede et forløsende og særdeles vigtigt mål. 1-1 i Helsingør var ikke noget dårligt resultat.

Returkampen få dage senere i Silkeborg fortjener næsten mere spalteplads end, hvad vi har plads til her. Kampen blev efter opgøret kaldt en af de mest dramatiske i Superligaens historie. I kampens sidste sekunder blokerede Tobias Salquist en bold på stregen, som ville have sendt SIF direkte i 1. division. Sådan gik det ikke, og i stedet vandt Silkeborg med 4-3 over FC Helsingør, som tog sig af den direkte nedrykningsplads.

Historisk lang sæson
I kamp nr. 44 og 45 i en historisk lang sæson ventede nr. 2 fra 1. division, Esbjerg. Hjemme på JYSK park var SIF i kontrol, og endte med at vinde 1-0 på en scoring af Gustaf Nilsson. Forinden havde Davit Skhirtladze brændt et straffespark. 1-0 var et fint udgangspunkt inden returkampen, men føringen kunne nemt have været større og mere solid inden kampen d. 27. maj i Esbjerg.

De første 73 minutter af kampen på Blue Water Arena forløb temmelig fredeligt. Begge hold havde optræk til chancer, men der havde ikke været de helt store muligheder. Pludselig fik Davit Skhirtladze plads i venstresiden og blev stukket afsted med en fin bold fra midtercirklen. Georgieren nåede måske at få flashback til afslutningen fra pokalfinalen, for igen forsøgte Skhirtladze sig med lobbet. Denne gang var han dog læst, og Jeppe Højbjerg i EfB-målet reddede.

15 minutter efter var det hele forbi for SIF. Stortalentet Anders Dreyer havde scoret hele tre gange i endnu et efterhånden for velkendt SIF-kollaps. Denne gang var der ingen vej udenom. SIF rykkede igen ud af den bedste danske række efter to sæsoner i det fine selskab.

Overlevelse i fin stil

2016/17-sæsonen blev historisk, da det var første sæson med nyt superligaformat – 14 hold i stedet for 12 og et sindrigt gruppespils-og playoff-system som afslutning på sæsonen. For SIF blev det en godkendt sæson, en samlet 9. plads, og samtidig undgik Peter Sørensens mandskab de nervepirrende play-off kampe om at undgå nedrykning.

SIF fik en skæv start. Robert Skov, der i sæsonen inden havde vokset sig ind som holdets stjerne, kom hjem fra OL med en skade, og selv om udskiftningen i sommerpausen havde været stor, så var holdet ikke helt i sync med superligaen, da turneringen gik i gang midt i juli. Således var det magre udbytte to point efter de første syv kampe.

Væk var Christian Sørensen, Nicolaj Flø, Nicolaj Ritter og Adeola Runsewe pga kontraktudløb, mens ind var kommet Mikkel Cramer fra Skive, målmand Kristian Fæste og centralforsvarer Niels Bisp Rasmussen, begge fra Vejle samt Emil Lyng fra Esbjerg. Men der manglede tyngde på den centrale midtbane og målfarlighed i front.

Moro og Helenius
Derfor gik jagten ind på yderligere forstærkning, og det lykkedes inden transfervinduets lukning at hente Ibrahim Moro fri af et mislykket ophold i Tyrkiet ligesom Nicklas Helenius, der var blevet i overskud i AaB, kom på lejeophold i Søhøjlandet. Da Robert Skov samtidig var blevet klar, begyndte der at tegne sig et mere positivt billede.
En 9-0 sejr over Åbyhøj i pokalturneringen var indledningen på en stribe af 14 superligakampe med blot to nederlag – i Parken og Brøndby. Dermed overvintrede SIF på ligaens 10. plads efter 21. runder.

I de sidste kampe i forårets afslutning på grundspillet hentede SIF tilstrækkeligt point til at gå ind gruppespillet med et pænt forspring (seks point) til Viborg og AGF på de to øverste pladser. Undervejs var SIF blevet godt og grundigt ekspederet ud af DBU Pokalen med et 5-0 nederlag til AaB i Aalborg i 4. runde.

Superliga-livet sikret i Aalborg
I gruppespillet holdt SIF både Viborg og AGF bag sig – det blev definitivt afgjort i den sidste gruppekamp i Aalborg, hvor SIF vandt 1-0 på et mål af Robert Skov. Dermed var eksistensen i Superligaen sikret, og SIF kunne dermed gå ind i den sjove del af playoff-fasen om en kamp om Europa. OB var modstander i den første playoff-runde, og selv om SIF vandt 2-1 på Mascot Park tirsdag 16. maj på to mål af Robert Skov, blev det sæsonens sidste kamp. OB havde nemlig vundet 3-1 i Odense tre dage tidligere, og dermed blev OB samlet vinder.

SIF-truppen kunne gå på sommerferie med god samvittighed, for målet om overlevelse i comeback-sæsonen var mere end indfriet med 9. pladsen. Samtidig var det et signal til en større udskiftning i spillertruppen.

Nicolaj Agger, Andreas Albers, Emil Scheel, Jens Rinke og Rubio Rubin forlod alle SIF på grund af kontraktudløb, og Nicklas Helenius skiftede sit lejeophold i SIF ud med en kontrakt i fynske OB. I stedet blev en stribe andre spillere hentet ind. Målmand Peter Friis blev hentet i Viborg, Stephan Petersen i AGF, Casper Sloth i AaB, Marc Rochester Sørensen i HB Køge, Gustaf Nilsson på leje fra Brøndby og brasilianske Alex fra et mislykket ophold i Mexico. Den brasilianske angriber var dog uheldig og rev sit korsbåndi det ene knæ over inden træningen op til den nye sæson overhovedet var begyndt. Sammen med andre skader i truppen fik det manager Peter Sørensen til at hente Gregor Sikosek på leje fra Brøndby og Mate Vatsadze i Viborg på en korttidsaftale kor tid inden transfervinduets lukning i august 2017.

Jubilæum og stadionbyggeri
Udenfor banen var sæsonens store begivenhed moderklubben Silkeborg Idrætsforenings 100 års jubilæum, der blev fejret med stor reception i Søholthuset på selve 100 års dagen, 26. april 2017. Ud over at hygge sig med samvær med gamle kammerater kunne jubilæumsgæsterne se byggeriet af JYSK park skride hastigt frem med forventet indvielse fra sæsonstart 2017/18.

I hele sæsonen spillede SIF’s superligaspillere med et særligt 100 års jubilæumslogo på brystet, og Idrætsforeningen udgav en flot jubilæumsbog skrevet af forfatterne Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen. I sommerpausen op til den nye sæson blev jubilæet desuden markeret med en gallafest på det nye JYSK park for indbudte gæster.

Turbulent sæson endte lykkeligt

2015/16-sæsonen var år 1 efter den traumatiske superligaoplevelse med nedrykning og blot 14 point i 33 kampe. Målet var klart: SIF skulle hurtigt tilbage til Superligaen, og det lykkedes at indfri målet i næstsidste runde, da SIF vandt 3-1 i Horsens foran talstærk opbakning fra de mange medrejsende fans i udebaneafsnittet. Dermed var andenpladsen og oprykningen i hus.

Men let blev det ikke, og der skulle et trænerskifte til undervejs for at komme i mål med oprykningen.

Kim Poulsen var kommet til i vinterpausen 2014/15, og efter et ”gratis” forår, hvor nedrykningen var en realitet og det således handlede om at jagte succesoplevelser, var det nu alvor for Poulsen og holdet, der skulle ud og vinde kampe fra start.

Truppen var hen over sommeren blevet forstærket med rutinerede Martin Thomsen fra Hobro og Mikkel Vendelbo, der vendte hjem fra et tysk eventyr i Holstein Kiel plus angriberne Marcus Solberg og Andreas Albers. Det gav en solid tro på, at målet kunne nås.

Træg indledning og trænerfyring
Det gik imidlertid lidt trægt i indledningen. Nederlag til oprykningsrivalerne Lyngby, Horsens og Vejle indenfor de første 10 runder tilsat uafgjorte resultater mod Vendsyssel, Fredericia og HB Køge gav SIF en lunken midterplacering. Samtidig var det blevet til et farvel i DBU Pokalens 3. runde med et 0-1 nederlag til AGF. Da det i 10. runde blev 2-2 i Roskilde efter en sen udligning af hjemmeholdet, skred bestyrelsen til handling og foretog et skifte på trænerposten.

Kim Poulsen fik løbepas, og i stedet hentede man en gammel kending af klubben, Peter Sørensen, ind. Opvokset i Sejs og en del af mesterskabsholdet fra 1994 var det en mand, der kendte klubben indefra og desuden kom med solid trænererfaring fra bl.a. fire år i AGF.

Under Peter Sørensens ledelse blev oprykningen styret i hus, og særligt foråret blev en overbevisende omgang med ni sejre i de sidste 10 runder. Sørensen havde hentet Davit Skhirtladze i AGF i vinterpausen og desuden foretaget en trimning af truppen, hvor Jeppe Illum, Marcus Solberg, Tobias Salquist og Nicolaj Køhlert blev sendt videre på lejeaftaler.

Oprykningen sikret i Horsens
I næstsidste runde blev avancementet til Superligaen definitivt sikret med 3-1 sejren i Horsens. Kjartan Finnbogasson sendte ellers chokbølger gennem SIF-lejren med sin 1-0 scoring efter blot syv minutter, men en hurtig udligning af Robert Skov og en 2-1 scoring af Emil Scheel inden pausen gav ro i maven hos SIF, og så kunne Martin Thomsen med mål på straffespark efter en time definitivt afgøre tingene.

SIF-spillerne vendte hjem til hyldest-modtagelse på Mascot Park, hvor mange hundrede fans var mødt op ved bussens hjemkomst, og i sidste runde var der dømt fest med Vejle som gæst. Næsten 4.000 feststemte SIF-fans så det nybagte superliga-hold vinde aldeles overbevisende med 5-0, og norske Ulrik Flo, der var kommet til i vinterpausen, men ikke havde fået sit gennembrud, fik scoret sit første mål i SIF-trøjen. Det viste sig også at blive det sidste, idet Flo forlod SIF i sommerpausen op til den nye sæson.

SIF’s sportslige ledelse kunne gå på sommerferie med god samvittighed.

Thorbjørn Holst sagde stop
Det hele var dog ikke idel lykke. Med syv runder igen af sæsonen valgte en af SIF’s egne, Thorbjørn Holst Rasmussen, at indstille karrieren. Alt for mange skader gennem årene havde slidt på ham, og nu kunne han ikke mere. Han nåede 191 førsteholdskampe i Silkeborg IF.

Udenfor kridtstregerne var sæsonens mest markante begivenhed starten på byggeriet af byens nye stadion, JYSK park. Torsdag den 19. november 2015 sparkede købmand Lars Larsen og borgmester Steen Vindum byggeriet i gang – og så var der ellers fadøl og stadionpølser til de mange fremmødte på byggepladsen på Søholt. Det blev markeringen af starten på en byggeproces på godt halvandet år.

Rekord i antal u-landsholdsspillere
På talentfronten kunne man glæde sig over, at Gustav Dahl – talentfuld venstre back – blev indlemmet i førsteholdstruppen fra sæsonens start, og i vinterpausen blev også Jeppe Okkels hentet op i Peter Sørensens trup fra talentafdelingen. SIF kunne samtidig notere sig et rekordhøjt antal af ungdomslandsholdsspillere i 2015 – 15 i alt på landsholdene fra U16 til U21.

Traumatisk gensyn med Superligaen

Resultatmæssigt blev sæsonen 2014/15 en af de værste i SIFs historie. 14 point i 33 kampe var lige nøjagtigt ikke rekordlavt i Superligaen, men det var serien af manglende sejre på hjemmebane. Ikke en eneste gang lykkedes det SIF at vinde hjemme på Mascot Park, og det er aldrig sket før i Superligaens historie. Sommeren havde været særdeles stilfærdig for SIF på transfermarkedet. Christian Holst var taget hjem til København, hvor han kom på kontrakt i Fremad Amager, og eneste nye ansigt på Søholt blev Vejle-angriberen Nicolaj Agger.

Sæsonen blev egentlig indledt okay. 0-0 hjemme mod FC København var bestemt ikke noget dårligt resultat, slet ikke i lyset af, at SIF var tættest på sejren. Bjarni Vidarsson fik annulleret et mål efter hjørnespark i en situation, hvor det så ud til, at det mere var FCK-keeper Stephan Andersen, der fumlede, end det var SIF-islændingen, der gjorde noget ureglementeret.

Gradvist ned ad bakke
Men fra den godkendte start på sæsonen, gik det gradvist ned ad bakke. Der gik seks kampe, før sæsonens første mål blev scoret – i 2-2 kampen mod AaB 31. august med Emil Scheel som dobbelt målscorer – og efteråret gik uden en eneste sejr. De sidste fire kampe incl. pokalkampen mod Randers blev tabt 0-1, og da regnebrættet blev gjort op havde SIF blot tjent fire point i 17 kampe.

Problemet var ikke defensiven. Jesper Sørensens system med tre centrale forsvarere fungerede fint. Ikke i en eneste kamp i løbet af efteråret blev der scoret mere end to mål imod. Problemet var heller ikke spillet ude på banen. SIF var godt med i de fleste kampe og spillede sig også generelt frem til de chancer, der skal til for at score mål. Nej, problemet var effektiviteten foran mål. Der blev ganske enkelt scoret alt, alt for få mål af SIF i efteråret. Otte Superligamål blev det til, og det rækker ingen steder, hvis man vil undgå nedrykning.

Trænerskifte i vinterpausen
De udeblevne resultater fik konsekvenser. Jesper Sørensen blev sagt op et halvt år før kontraktudløb, og i stedet blev den erfarne sønderjyske, Kim Poulsen, ansat til at overtage holdet fra forårets sæsonstart. Ledelsen i SIF meldte desuden ud, at nedrykningen var sandsynlig, og at man derfor allerede i vinterpausen ville se på de nødvendige tilpasninger i truppen. Udmeldingen gav en frygtelig ballade i omgivelserne, idet den blev tolket som en kapitulation. Meningen var egentlig blot at udvise rettidig omhu og sikre professionel fodbold – også på den lange bane i Søhøjlandet.

Pokalturneringen blev en oase i det sejrsløse efterår, først med en 7-0 sejr i Sønderborg og siden en 4-0 sejr i Rødovre. Det var dog mod lavt rangerende hold, og selv om SIF skaffede forlænget spilletid mod Randers FC i fjerde runde af turneringen endte det med endnu et 0-1 nederlag og exit i pokalen.

Vinterpausen betød et farvel til fire spillere. Jesper Mikkelsen overgik til en trænerfunktion i talentafdelingen, Jesper Bech fik ikke kontraktforlængelse og fortsatte karrieren på deltid i 1. division, Bjarni Vidarsson tog hjem til Island for at spille i sagaøens bedste liga, mens Sune Kiilerich skiftede til Fredericia. Samtidig meddelte Daniel A. Pedersen, at han ville skifte til AGF ved sæsonens afslutning, når hans kontrakt var udløbet.

Lancering af Vision2018
Ingen nye kom ind, for samtidig med nedskæringerne lancerede SIF en ambitiøs plan, Vision2018, med satsning på talenterne fra SIFs egen blomstrende rugekasse, der i årets løb havde fostret 14 ungdomslandsholdsspillere. Satsningen skulle føre til balance i fodboldøkonomien senest i 2018.

Således rustet gik den nye cheftræner Kim Poulsen og spillertruppen i gang med forberedelserne til foråret. Og pointhøsten blev da også bedre. En serie på otte point i fem kampe tidligt i foråret gav håb om en række af de succesoplevelser, den nye træner havde sat som mål for resten af sæsonen. Den første sejr kom på en svær udebane i Randers – 2-1 med Nicolaj Agger og Daniel A. Pedersen som målscorere, og helt uforglemmeligt blev det to uger senere med 4-1 sejren i Haderslev over SønderjyskE. Nicolaj Ritter kom på mål-tavlen for første gang i sin SIF-tid, Adeola Runsewe scorede sit blot andet mål i sin SIF-tid og sidste sæsons topscorer Morten Beck, der havde haft en svær sæson i Superligaen, kom på scoringstavlen for første gang.

Med 2-2 i de næste to kampe mod Nordsjælland og Hobro begyndte det at ligne noget, men så fulgte kampe mod de tre FC-klubber, FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Tre nederlag og en negativ målscore på 0-6 knækkede den optimistiske kurve, og resten af sæsonen blev ikke noget at skrive hjem om. 1-1 i Odense og 2-2 mod SønderjyskE var lufthuller i den stribe af nederlag, resten af sæsonen bød på.

Det sluttede karakteristisk for sæsonen med et 1-3 nederlag i Slagelse til mednedrykkerne fra FC Vestsjælland for øjnene af blot 1200 tilskuere.

Talentgennembrud og nyt stadion
Skal man se på sæsonen med positive briller kunne man glæde sig over at de unge talenter, Robert Skov og Jens Martin Gammelby, fik deres definitive gennembrud og blev stamspillere. Desuden spillede Tobias Salquist fem løfterige kampe sidst på sæsonen som erstatning for en skadet Thorbjørn Holst, og Kasper Dolberg, som SIF i vinterpausen havde solgt til Ajax Amsterdam med skifte i sommerpausen, fik sin debut. Det samme gjorde Gustav Dahl fra sydbyklubben Mariehøj IF. Et indhop og en startplads blev det til i sæsonens sidste kampe.

Udenfor banen var der flere ting at glæde sig over. Det lykkedes i løbet af sæsonen at få finansieringen til byens nye stadion, JYSK Park, på plads, og i maj gav byrådet endeligt grønt lys for 120 mio. kr. byggeriet på Søholt med bevillingen af deres halvdel af anlægssummen. Dermed stod det ved sæsonudgangen klart, at SIF spiller på et nyt stadion fra forårsstart 2017.

Glæde gav det også hos økonomidirektøren at det lykkedes at både erhverve og videresælge den præmierede bygning på Papirfabrikken, der havde huset højskolen Performers House. Efter højskolens konkurs købte Silkeborg IF Invest A/S bygningen af konkursboet, udviklede et banebrydende lejlighedsprojekt og derefter solgte bygningen videre med millionfortjeneste til to lokale entreprenører. Salget betød, at selskabet kunne opjustere forventningerne til 2015-resultatet til et overskud på mellem to og seks millioner kroner på trods af nedrykningen.

Ved sæsonens afslutning sagde SIF farvel til Daniel A. Pedersen, der skifede til AGF, Morten Beck, der valgte at skrive kontrakt med Hobro, målmand Kasper Jensen, der ikke fik forlænget sin kontrakt og assistenttræner Anders Gerber. Allerede inden sæsonafslutningen hentede SIF tre spillere til den kommende sæson, Martin Thomsen i Hobro, Andreas Albers i Vejle og Marcus Solberg i AGF.

En svær sæson endte i jubel

Når facit skrives om sæsonen 2013/14 erobrede SIF 66 point i 33 kampe og blev en ganske overbevisende vinder af NordicBetLigaen og vendte dermed tilbage til Superligaen efter blot en sæsons ophold i den næstbedste række. Men bag de overbevisende tal gemmer der sig en beretning om en sæson, der i efteråret truede med at blive en fiasko, rettede sig op hen over efterårets afslutning, vinteren og foråret og alligevel sluttede med uro, der endelig blev forløst i en gigantisk fest på Mascot Park efter 3-1 sejr over Lyngby i sæsonens sidste kamp.

Sommeren 2013 blev ganske dramatisk i Silkeborg IF. Som en konsekvens af nedrykningen blev der skåret drastisk i spillertruppen. 11 spillere forsvandt på den ene eller anden måde, bl.a. blev topscorer Marvin Pourié solgt til FC København, Kasper Risgård skiftede til det senere mesterhold AaB, Lasse Heinze fandt ny arbejdsgiver i Horsens og Martin Svensson gik til Randers FC.

Tilmed kom Jesper Sørensen til som ny mand på cheftræner-posten. Den hidtidige assistent fra AGF afløste Viggo Jensen på posten i et planlagt skifte.

Nye spillere

Til erstatning for nogle af de mange, der forsvandt, blev der hentet otte nye spillere ind, dels talenter fra egen talentsektor, dels nogle unge, sultne spillere med potentiale.  Morten Beck – potent angriber med masser af mål i støvlerne – kom til fra Skive, fra AGF kendte Jesper Sørensen midtbanespilleren Emil Scheel og back-talentet Frans Dhia Putros, der blev hentet til SIF, og der kom også helt ny målmandsbesætning i førstemålmand Kasper Jensen, der senest havde optrådt i Vejle, og reservekeeper Thomas Nørgaard, der vendte “hjem” til SIF efter ophold i Aarhus Fremad.

I OB fandt SIF hurtige og kreative Christian Sørensen og i kombination med de rutinerede spillere, der blev tilbage – Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen, Frank Hansen, Christian Holst  bl.a. tilsat talenter, der i forvejen befandt sig i truppen – Jeppe Illum, Daniel A. Pedersen, Nicolaj Køhlert, Simon Jakobsen og Sune Kiilerich – kom de spillere til at udgøre hovedrollerne på SIFs hold i 2013/14-sæsonen.

Den blev indledt planmæssigt med en sikker 4-1 sejr over Brønshøj hjemme på Mascot Park i første spillerunde, men herefter gik der alvorligt grus i maskineriet. 0-5 nederlag i Hobro i næste runde var en alvorlig lærestreg om at tingene ikke ville komme af sig selv trods SIFs status som en af oprykningsfavoritterne, og nederlag i Horsens i den efterfølgende runde  – efter en indsats, SIFerne trods alt kunne være bekendt efter fadæsen i Hobro – efterlod SIF i rækkens midterfelt.

I de følgende fire runder hev SIF point hjem med hiv og sving. Bagud mod både Hvidovre og Lyngby lykkedes det at vinde henholdsvis 4-2 og 3-2, og det blev også til sejre over Fredericia og Marienlyst inden SIFerne i ugen med overgang fra september til oktober røg ind i otte rædselsdage. Først 1-2 nederlag hjemme til HB Køge, derefter en afklapsning på 0-3 i Vejle for derefter at nå bunden med 1-2 nederlag til Vendsyssel hjemme på Mascot Park. Efter 11 runder lå SIF og raslede nede på en syvendeplads. Drømmen om hurtig tilbagevenden til Superligaen var ved at lide en stille død.

Systemskifte

En udsat kamp mod Marienlyst på grund af Christian Holst og Ari Mohr Jónssons udtagelse til det færøske landshold blev imidlertid vendepunktet. Jesper Sørensen besluttede i samråd med sin trænerstab at foretage en taktisk ændring, der skulle stoppe styrtblødningen. Alt for mange mål imod havde været SIFs største problem i de første 11 runder, og cheftræneren sadlede om. Tre mand i forsvaret og to wingbacks, der kunne trække med tilbage, når SIF var under pres skulle stoppe blødningen.

Det virkede. En stime på syv kampe uden nederlag blev effektfuldt indledt med en 5-0 sejr over AB, og så krøb SIF opad og kunne efter fem sejre og to uafgjorte kampe overvintre på en tredjeplads lige udenfor oprykningspladserne, der blev indtaget af AC Horsens og Hobro – sidstnævnte havde haft et suverænt efterår og var langt foran konkurrenterne, da turneringen gik i vinterhi.

Vintermånederne brugte SIF blandt andet til at bygge på den fysiske fremtoning ledet af klubbens nye fysiske træner, Lars Raundahl Rasmussen, der arbejdede ud fra devisen om, at “en dag uden træning er en dag uden mening.” Det var hårdt, men effektivt, og det var en flok knivskarpe SIFere, der stillede til forårsstart. En ung fyr, Jens Martin Gammelby, dukkede op fra talentsektoren og indtog som den naturligste ting i verden en fast plads i forsvaret indtil en skade satte ham ud af spillet i næstsidste spillerunde.

Sejren i anden spillerunde på 1-0 over Hobro på udebane indikerede en retning, der gik mod oprykningsdrømmen, og selv om nederlaget ugen efter til Brønshøj var en streg i regningen, og selv om det også blev til nederlag i den følgende spillerunde i topkampen mod Horsens, så var der en tegning i holdet, der gav grobund for optimisme.

Uforglemmelig sejr

Den var velbegrundet. I de næste seks kampe tabte SIF ikke. Helt uforglemmetlig var overtidssejren over Hobro i en aftenkamp på Mascot Park fredag den 9. maj. Et sæsonrekord stort publikum på næsten 4.500 skabte en elektrisk stemning, og jublen var endeløs, da Morten Beck med et mål dybt inde i overtiden sikrede sejren på 2-1. Jens Martin Gammelby lagde en høj bold op på kanten af feltet, hvor Beck tæmmede den med ryggen mod mål, vendte rundt og hamrede den i nettet.

Man skulle således hen i sæsonens afslutning, før der kom lidt grus i maskineriet igen. I Hjørring tabte SIF et skridt med 0-1 nederlag, og efterfølgende missede SIFerne et matchbold, da en 2-0 føring hjemme på Mascot Park mod Vejle blev sat over styr, så oprykningen glippede med 2-2. Det viste sig i dagene efter, at Vendsyssel havde brugt en ulovlig spiller og blev taberdømt, hvilket reelt sendte SIF i Superligaen alligevel, men usikkerheden om en eventuel Vendsyssel-appel af afgørelsen forplantede sig til spillertruppen, der spillede en dårlig kamp i HB Køge og måtte nøjes med 1-1.

Inden sidste spillerunde mod Lyngby blev det dog afgjort, at Vendsyssel også ved appelinstansen tabte sagen – SIF var rykket op. Det skulle fejres i sidste rundes hjemmekamp mod Lyngby. Gratis adgang fik 6.731 tilskuere til at strømme til Mascot Park, og de blev belønnet med en overdådig 2. halvleg af SIF, der fik vendt 0-1 til sejr på 3-1. Så var der ellers pokaloverrækkelse ved klublegenden Morten Bruun, oprykningstrøjer fra uhlsport og fest-øl fra Carlsberg, mens tilskuerne blev lukket ind på banen og kunne deltage i festlighederne.

En turbulent sæson, der endte i succes, var afsluttet på værdig vis.

Se video fra fest-kampen mod Lyngby og den efterfølgende fejring. Klik her.

En tur ned i næstbedste række

Det blev en både turbulent og trist sæson, der på mange måder dokumenterede Murphy’s lov om, at alt hvad der kan gå galt, går galt. Og sæsonen sluttede trist med en sidsteplads i Superligaen og dermed nedrykning til næstbedste række, NordicBetligaen.

Det blev indledt med træner Troels Bechs afgang. Et tilbud fra OB var for fristende for succestræneren, der i løbet af de tre et halvt år, han stod i spidsen for Silkeborgs bedste hold, fik sammentømret en robust enhed med streg under kollektiv og holdsamarbejde. Det var en usædvanlig afbrydelse af et samarbejde mellem træner og klub, for ingen i SIF ønskede at slippe Bech, der havde et år tilbage af sin kontrakt. Men i respekt for trænerens ambitioner og det flotte stykke arbejde, Troels Bech havde lagt i Silkeborg i tre en halv sæson, gav man slip på ham mod en økonomisk kompensation fra Fyn.

I stedet for Troels Bech kom en anden træner fra samme spillergeneration, Keld Bordinggaard, ind på posten. Efter en årrække i DBU, både som assistent for Morten Olsen og træner for det danske U21-landshold søgte den tidligere SIF’er, der var med på mesterholdet fra ’94, tilbage i klubrækkerne.  Umiddelbart lignede det et godt match, Bordinggaard kendte klubben og stod for samme boldbesiddende spillestil, som Troels Bech havde implementeret.

Det startede da også med sejr over oprykkerne fra Esbjerg på udebane, men herefter fulgte en deprimerende kæde af fem nederlag på stribe, blandt andet bøllebank i Nordsjælland på 6-1. Alt for mange lette mål imod og store problemer med at score i den anden ende, hvor Marvin Pourié var ene om at vise en smule farlighed, kendetegnede SIF’erne i en deprimerende periode.

SIF havde ellers før sæsonen forstærket sig med den islandske midtbanespiller Bjarni Vidarsson og den lynhurtige kant-raket Adeola Runsewe, men de nye havde svært ved at finde ind på et hold, der virkede rådvildt i sin ageren på banen.

Kortvarig optimisme
Uafgjort mod FC Midtjylland og Horsens samt sejre over Sønderjyske og AaB gav en kortvarig optimisme, der dog viste sig ikke at kunne holde i længden. Efter fire nederlag i træk i slutningen af oktober og starten af november slap kreditten for Bordinggaard op. Efter 1-2 nederlaget til bundrivalen Brøndby 11. november skred SIF-ledelsen til en afbrydelse af samarbejdet. I 16 kampe under Bordinggaard var det kun blevet til 11 point, og det der på forhånd havde lignet en sæson, hvor SIF’erne skulle forsøge at krybe lidt højere op i tabellen, end de 43 point i de seneste tre sæsoner havde rakt til, havde nu udviklet sig til en kamp om at undgå nedrykning.

SIF hentede for tredje gang i historien Viggo Jensen ind, og den erfarne træner satte straks sit præg på tingene. Han forandrede formationen fra 4-3-3 til 4-4-2, gav Martin Svensson chancen som makker til Marvin Pourié i angrebet og flyttede Dennis Flinta fra back-positionen til nøglerollen i Viggo Jensens system som defensiv central midtbane.

Det så ud til at virke. I de sidste fire kampe i efteråret tjente SIF syv point og var kun et sidste-minuts-drømmehug fra AGF’s Jens Jønsson fra at tjene ni, hvilket ville have været nok til at overvintre over stregen på bekostning af Esbjerg og Brøndby. Nu måtte SIF gå til vinterpause placeret under stregen,men dog med en vis optimisme i bagagen.

Trist march mod degradering
Men foråret skulle blive en trist march mod degradering – og intet ville ligesom gå SIF’s vej. Flere gange i løbet af foråret var Viggo Jensens mandskab tæt på at hæve sig op over stregen, men nøglekampe mod Sønderjyske, AaB og Esbjerg blev tabt, og så hjalp det intet, at foråret også bød på jubelbrøl efter 1-0 over FC København og 3-1 over AGF. Silkeborgenserne skæbne blev endeligt beseglet på en råkold maj-aften i Horsens i tredjesidste spillerunde, hvor en flok modløse SIF’ere indkasserede et nederlag på 0-2.

Undervejs måtte målmand Lasse Heinze lade sig operere på grund af en hofteskade, og da truppens to øvrige målmænd, Josip Solic og Christian Schulz, også var skadede, måtte sportschef Peder Knudsen i huj og hast hente den kontraktløse færøske landsholdskeeper Gunnar Nielsen ind fra kulden. Den gæve færing gjorde, hvad han kunne, men savnet af regelmæssig kamppraksis kunne han ikke kompensere for og føjede sin egen grumme historie til beretningen om et generelt usikkert SIF-forsvar, da han baskede bolden i eget net i skæbneopgøret mod Horsens.

Oveni kom en kedelig personalesag, da den rutinerede venstreback Christopher Poulsen på grund af private økonomiske problemer forfalskede direktionens underskrift for at opnå et lån i banken. Pengene kom aldrig til udbetaling, og Poulsen forsøgte selv efterfølgende at “trække forfalskningen tilbage,” men skaden var sket, og SIF måtte skride til fyring af Christopher Poulsen og blev samtidig ramt af en mediestorm af orkanstyrke, der ikke ligefrem virkede befordrende for den koncentration, der ellers skulle have været rettet mod kampen om at undgå nedrykning.

14 mål af Pourié
Oveni var nøglespilleren Thorbjørn Holst skadet i hele foråret, så selv om enmands-hæren Marvin Pourié stod for 14 sæsontræffere kunne nedrykningen ikke afværges. Silkeborg sluttede på Superligaens sidsteplads med 31 point og tog Horsens med sig ned efter en gyserafslutning, hvor horsensianerne på hjemmebane tabte 0-1 til Brøndby i en direkte duel om at undgå nedrykning. Suveræn mester blev FC København med en ligeså suveræn andenplads til FC Nordsjælland. Oprykkerne fra Randers og Esbjerg markerede sig også stærkt, Randers med en tredjeplads og Esbjerg med sejr i pokalfinalen over netop Randers og et forrygende forår, hvor en vinterplacering under nedrykningsstregen blev omvekslet til en fjerdeplads.

Lige ved og næsten

For tredje sæson i træk indsamlede Silkeborg IF 43 point til tabellen, og målet om forbliven i Superligaen blev nået flot og i god tid. Til gengæld gav løfterigt spil og en overvintren på sjettepladsen liv til de europæiske drømme via en femteplads, men i de sidste runder manglede kynismen, og sæsonen endte derfor med en tilfredsstillende 8. plads, selvom det var lige ved og næsten, at det blev til mere.

Sæsonen startede perfekt med en sejr over rivalerne fra FC Midtjylland, der ellers dominerede kampen med en mand i undertal. I stedet for at løfte Silkeborgs spil, lykkedes det dog kun at hente to point i de næste syv kampe.

Vendepunktet kom i en 2-0 sejr over Lyngby i 9. spillerunde, hvor Jesper Mikkelsen fik comeback på førsteholdet. Hans rutine var en kærkommen tilgang til det skadesplagede mandskab. Af nød genopfandt han sig selv som midterforsvarer og leverede en række pragtpræstationer. Det smittede af på en anden rutineret herre, Henrik ‘Tømrer’ Pedersen, der fandt sin anden ungdom og scorede fire afgørende mål i lige så mange kampe. I resten af efteråret var det kun de senere mestre fra FC Nordsjælland, der besejrede drengene fra Søhøjlandet.

Succesen i ligaen fulgte umiddelbart i hælene på en knusende 8-2-sejr over 2.divisionsklubben FC Fyn i Pokalturneringen, hvor Silkeborgs nye tysker, Marvin Pourie, hamrede sine første fire mål i den røde trøje ind. Otte dage senere sørgede Christian Holst for yderligere avancement med sin scoring i den ekstraordinære spilletid mod Randers. Tredjerundekampen tabte Silkeborg 4-3 til 2. divisionsklubben Næsby efter at være kommet bagud 3-0 efter en halv times spil.

På grund af den flotte afslutning på efteråret, lykkedes det Silkeborg at kæmpe sig op på en sjetteplads – blot tre point fra fjerdepladsen og billetten til europæisk fodbold.

Vinterpausen var nærmest en gentagelse af vinteren forinden, da atter en Silkeborg-spiller blev solgt til en norsk topklub. Midtbanestyrmanden Martin Ørnskov tog turen til Viking Stavanger efter at have været i Silkeborg siden han var fem år gammel. Han nåede 207 kampe og 15 mål for Silkeborg i en alder af bare 26 år.

Ørnskovs sidste højdepunkt med Silkeborg kom da han gjorde Dennis Flinta følgeskab på Ligalandsholdet, som Thorbjørn Holst desværre måtte melde afbud til grundet en skade.

Forårets første kamp så længe ud til at blive tabt indtil influenzaramte Dennis Flinta dukkede op i overtiden og sikrede 2-2 mod OB. Herpå fulgte sæsonens andet hjemmebanenederlag til bundproppen HB Køge. En kendsgerning, Silkeborg-truppen rettede op på i tredjesidste spillerunde, hvor man vandt 3-1 i Køge.

Højdepunktet i foråret kom da AGF blev besejret 2-1 på MASCOT PARK. På det tidspunkt havde Silkeborg ikke tabt til et jysk hold i næsten halvandet år. To sejre og et uafgjort resultat mod både FC Midtjylland og AGF, men alligevel sluttede Silkeborg under de to lokalrivaler i tabellen.

Silkeborgs Marvin Pourie blev brugt som indskifter i efteråret, hvor det blot blev til et enkelt Superligamål. Men han fik chancen fra start i flere af forårskampene, og det gav pote. Otte mål blev det til i lige så mange kampe fra start, og ved sæsonafslutningen kunne det konstateres, at Marvin var ligaens farligste angriber, da han kun skulle bruge 139 minutter per mål. En rigtig god første sæson for den unge angriber. Kantspilleren Christian Holst scorede 10 gange og blev dermed Silkeborg-topscorer samt ligaens mest scorende midtbanespiller.

I andensidste runde spillede Silkeborg uafgjort på hjemmebane mod SønderjyskE, og dermed missede man femtepladsen, der gav adgang til Europa League – i stedet gik pladsen til AGF.

Kampen om det danske mesterskab stod mellem de forsvarende mestre fra FCK og sæsonens store overraskelse fra FC Nordsjælland. Før sidste spillerunde var der to point imellem de to hold til FC Nordsjællands fordel. Silkeborg mødte FCK og tabte 2-1 i Parken, mens FC Nordsjælland vandt 3-0 over Horsens. Dermed tabte FCK mesterskabsduellen mens Silkeborg dumpede ned på 8. pladsen.

Kvalifikationen til Europa hang som en gulerod foran næsen på Silkeborg-truppen gennem det meste af sæsonen, og derfor var det et lidt slukøret mandskab … men samtidig meget ‘sultent’ mandskab, der gik på sommerferie. Cheftræner Troels Bech takkede af efter 3,5 gode år ved roret og afløses til den nye sæson af Keld Bordinggaard.

Fantastisk præstation i vanvittig turnering.

Silkeborg IF åbnede Superliga-sæsonen 2010/11 på helt forfærdelig vis med kun tre point i de første syv kampe og en tilhørende jumboplads – men i kraft af en lang stribe overbevisende præstationer og resultater, kunne Søhøjlandets Helte til sidst juble over en flot og fuldt fortjent femteplads – den bedste placering i ti år for SIF.

Inden da skulle de rød-hvide dog grueligt meget igennem, og det forfærdelige 2010-forår så ud til at sidde i spillerne endnu, da sæsonen 2010/11 blev åbnet med en lidt for lille 4-1 lussing i Farum.

Kun tre point efter tre gange uafgjort skrabede SIFerne sammen i de første syv kampe – hvorefter et vendepunkt opstod i Parken, hvor SIF flot hentede 2-2 og nyfunden selvtillid og spilleglæde.

Det trak renter hen over de næste tre kampe, som gav ni point – efter flotte sejre over OB og SønderjyskE på Silkeborg Stadion og en 2-0 gevinst i Brøndby.

Resten af efteråret fortsatte de gode takter med enkelte udfald, og SIF overvintrede på en godkendt 8.-plads.

Det var dog ikke nok til at overbevise de såkaldte fodboldeksperter, der var flittige med dommen over SIF, som blev betragtet som den måske mest sikre nedrykker, mens mange klubber rundt omkring oprustede kraftigt for at undgå netop et sådant scenarie.

Der blev taget afsked med den mangeårige højrekant Peter Degn, og kort inde i forårsturneringen blev forsvarsklippen Jim Larsen solgt til storklubben Rosenborg for en ganske betydelig transfersum.

Også Rajko Lekic blev solgt til amerikanske New England Revolution, og så fik dommedagsprofeterne ellers travlt igen. Det var de tilbageværende SIF-spillere og cheftræner Troels Bech dog ligeglade med, og SIF imponerede stort med en stime på syv kampe i træk som ubesejrede, hvoraf de tre gav fuld gevinst.

Det burde jo være rigeligt til at sikre sig en tidlig overlevelse, men sådan udartede Superliga-sæsonen 2010/11 sig ikke. Slet ikke!

Den var nemlig – bortset fra FC Københavns totalt suveræne dominans – historisk tæt, og på trods af det fornemme SIF-forår skulle vi helt hen til tredjesidste spillerunde, før overlevelsen blev sikret med en forrygende fodboldfest af en 4-3 sejr over AaB på et gyngende Silkeborg Stadion. Blandt andet med den tidligere AaBer Kasper Risgård som SIF-spiller, efter at den stærke midtbanemand var kommet hjem til dansk fodbold fra udlandet.

Hjemmebanenederlaget mod Lyngby ugen efter blev et bump på vejen, for i sidste runde cementerede SIF femtepladsen med en fin 2-1 sejr i Horsens, og så kunne det altså konstateres, at SIF havde sikret sig den højeste placering i ti år.

Bundstriden blev i øvrigt først afgjort nærmest i overtiden af sidste spillerunde, hvor Esbjerg og Randers spillede 2-2. Dermed blev begge de jyske traditionsklubberne taberne i det gyseragtige nedrykningsdrama, mens HB Køge og AGF omvendt sikrede sig oprykning fra den næstbedste række.

En pose blandede bolcher.

Silkeborg IF imponerede hele fodbold-Danmark med et forrygende efterår, der gav både landsholdsudtagelser og medaljedrømme – men skuffede fælt i et historisk tæt forår, hvor SIFerne rutsjede ned gennem tabellen og først sikrede sig endelig overlevelse i næstsidste spillerunde.

Silkeborg IF tog hul på den nye SAS Liga-tilværelse med en duel med den anden oprykker, HB Køge. Kort før tid sørgede nyindkøbte Jesper Bech for det udlignende 1-1 mål i en kamp, hvor både han, Frank Hansen og Lasse Heinze debuterede for SIF.

Men allerede i sæsonens anden kamp eksploderede SIF i en spillemæssig rus, der skulle vare lige til påske.

Lokalrivalerne fra FC Midtjylland blev slagtet med hele 4-0 på et kogende Silkeborg Stadion, der i efteråret lagde græs til en række helt uforglemmelige oplevelser.

Blandt andet blev Brøndby to gange slået markant – først med 4-1 i september og siden med 3-0 i december, hvor Steven Lustü spillede sin afskedskamp i årets sidste spillerunde. En kamp, hvor SIF-spillerne stillede op med overskæg som en hyldest til den afgående Lustü.

Også i pokalturneringen gik det glimrende – FC Hjørring, Marstal/Rise og Viborg FF blev slået ud af turneringen af de flyvende SIFere, der med fremragende fodbold blev landets darlings.

Også hos DBU blev der lagt kraftigt mærke til Søhøjlandets Helte, der sendte et historisk antal spillere med på ligalandsholdets tur til Thailand i starten af 2010. Både Jim Larsen, Jesper Bech, Rajko Lekic og Martin Ørnskov var med på turen til turneringen King’s Cup, som Danmark vandt i fin stil efter store bidrag fra SIFs repræsentanter. Både Jesper Bech, Jim Larsen og Rajko Lekic kom således på måltavlen for Danmark.

Både Jesper Bech og topscorer Rajko Lekic fik endda spilletid på A-landsholdet – Bech i efteråret og Lekic i marts, mens også Jim Larsen blev indkaldt uden at få spilletid.

SIF indledte forårssæsonen på næsten lige så forrygende manér, som efteråret var gået. De to første kampe efter vinterpausen blev vundet, og ved påsketid var alskens ekspertkommentatorer sikre på, at SIF ville blande sig i medaljestriden til det sidste – men sådan skulle det ikke gå.

Troels Bechs tropper faldt nemlig fuldstændig sammen i løbet af et forsømt forår, der kan siges at være begyndt med et grotesk pokalnederlag i kvartfinalen mod de senere vindere af turneringen, FC Nordsjælland, der i tredje minuts overtid sørgede for forlænget spilletid, hvor SIF blev sendt ud.

Også i SAS Ligaen sejlede det for SIF, der tabte de seks efterfølgende kampe og pludselig befandt sig i den modsatte ende af tabellen i forhold til, hvordan det så ud blot en måned efter at have ligget særdeles lunt i svinget.

I næstsidste spillerunde sikrede SIF sig dog en ny billet til det fineste selskab, da de nykårede mestre fra FC København blev slået 2-0 på Silkeborg Stadion.

SAS Ligaen var uhørt tæt med et revitaliseret Randers FC-hold, der fra et håbløst udgangspunkt på fantastisk vis endte med at sikre sig overlevelse på bekostning af AGF og allerede nedrykkede HB Køge.

SIF endte på en 8.-plads, som på den ene side må siges at være rigtig flot for en oprykker – men på den anden side var der så sandelig løfter om mere i sæsonens løb, og derfor endte anstrengelserne med et lidt skuffet udtryk.

SU-SU-SUPERLIGA

For andet år i træk var der kun et enkelt punkt på Silkeborg IFs sportslige dagsorden i sæsonen 2008/09: oprykning til SAS Ligaen. Og mens projektet ikke lykkedes det foregående år, kunne SIF endelig lade champagnepropperne springe, da oprykningen blev sikret en skøn juniaften – endda uden, at SIF var i kamp.

Forinden var gået et turbulent år med massive udskiftninger i den sportslige sektor, hvor både den nyansatte sportsdirektør Peter Kjær og cheftræner Peder Knudsen i løbet af efteråret blev fortid i SIF.

Det hele så ellers lovende ud, da det nu kombinerede fodbold- og ejendomsselskab Silkeborg IF Invest A/S i sommerpausen op til den nye sæson oprustede organisationen med den tidligere SIFer, landsholdsspiller og tv-ekspert Peter Kjær som sportsdirektør. Samtidig blev der hentet en stribe kæmpe profiler til klubben – for eksempel to af de mest scorende SIF-spillere nogensinde, Rajko Lekic og Henrik “Tømrer” Pedersen, kom hjem til Søholt, mens Thomas Bælum blev hentet til SIF fra den hollandske Æresdivision.

Alligevel gik det ikke helt som håbet i efterårssæsonen, hvor en række skuffende resultater måtte sluges – blandt lavpunkterne var nederlag i Valby mod Frem og hjemmebane-uafgjorte mod Hvidovre, Thisted, Kolding og Køge. Cheftræner Peder Knudsen fik silkesnoren med tre kampe resterende af efterårssæsonen, men blev efter gensidig overenskomst siddende i stolen til de afsluttende kampe, hvor Lyngby og Næstved blev slået i sikker stil som et fornemt punktum for Knudsen.

Den sidste kamp i efteråret mod FC Amager blev senere aflyst på grund af konkurs – en skæbne, der også overgik Køge i et år, hvor finanskrisen som i resten af samfundet trak sine dybe spor ind i fodboldverdenen. Også de visionære planer om et nyt, silkeborgensisk fyrtårn i form af et nyt stadion med multiarena på Søholt fik et hak i tuden, da politikerne fik kolde fødder i et år med forestående kommunalvalg.

Samtidig med afskedigelsen af Peder Knudsen sagde sportsdirektør Peter Kjær sin stilling op, da han ikke følte, at hans ambitioner stod mål med de forhåndenværende økonomiske midler til fortsat oprustning af spillertruppen. Og dermed var der altså igen tomt på sportsdirektør-kontoret og i cheftrænerstolen hos SIF.

Men optimismen rejste sig igen ufortrødent op til det altafgørende forår, hvor SIF på forhånd ellers havde et grimt hul op til Viborg og Herfølge på de to oprykningspladser. Som ny mand i cheftrænerstolen blev Troels Bech nemlig præsenteret – og dét var noget, der passede det silkeborgensiske fodboldpublikum.

Og tilsyneladende også spillertruppen – for SIF, med Troels Bech i spidsen, leverede et forrygende forår, hvor 12 ud af 15 kampe blev vundet (de tre af dem dog uden kamp på grund af FC Amager og Køge Boldklubs konkurser).

En af de tre kampe, hvor SIF ikke fik fuld gevinst i foråret, var forårspremieren mod lokalrivalerne fra Viborg FF, der på førstepladsen overvintrede med fire point ned til SIF. De grønne naboer var heldige med at slippe fra et godt fyldt Silkeborg Stadion med 0-0, men støt og roligt kværnede SIF-maskinen sig gennem forårets kampe. Og da facit skulle gøres op, var der såmænd blevet ædt hele 19 point på Viborg, som skuffende endte på tabellens fjerdeplads.

I stedet var det Gladsaxe-klubben AB, der sloges med Herfølge og Silkeborg IF om de to oprykningspladser. SIF havde slået såvel AB som Herfølge på både hjemme- og udebane, men begge hang rigtig godt på i toppen, hvor SIF dog kunne sikre sig oprykning til sæsonens sidste hjemmekamp, hvor konkurstruede Frem kom på besøg.

Først kort inden søndagskampen vidste man, at Frem ville møde op på Silkeborg Stadion, hvor der var dækket op til fest. Men en lykkehjulsflugter fra en Frem-spiller betød 2-2 i slutfasen – og så fusede festen ud, mens neglene måtte endnu en tur i de silkeborgensiske hækkesakse frem til den efterfølgende weekends afsluttende kamp i Thisted, hvor SIF med blot et enkelt point ville sikre sig en Superliga-billet.

Nervøsiteten holdt sig dog kun intakt til den følgende onsdag, hvor AB tog imod Herfølge i en udsat kamp, som blev vist på storskærm i Søholthuset. Her brød jubelen løs, efterhånden som Herfølge satte AB mere og mere eftertrykkeligt på plads, for med sejren sikredes SIF den forjættede oprykning uden at være i kamp. Og det kan nok være, at der blev drukket en Faxe Kondi eller to dén aften i Søholthuset, mens SU-SU-Superliga-råbene gjaldede over Silkeborg…

Blandt sæsonens store profiler var – som håbet og vel nok også forventet – angrebsduoen Rajko Lekic og Henrik “Tømrer” Pedersen, der med henholdsvis 20 og 13 mål bidrog godt til den flotte oprykning; og Lekic blev endda delt topscorer i Viasat Divisionen. Den talentfulde kantspiller Martin Svensson blev af både publikum på Silkeborg Stadion og SIFs ungdomsafdeling kåret til sæsonens spiller, mens den tilsvarende ære overgik Thorbjørn Holst Rasmussen – kåret af Midtjyllands Avis.

Efter to års fravær var Silkeborg IF igen en del af dansk fodbolds fineste selskab, og den traditionsrige fodboldby fra Søhøjlandet boblede igen af optimisme inden gensynet med den SAS Liga, som var i en rivende udvikling og gennemsyret af endnu en rekordsættende tv-aftale. Toget buldrede af sted – og SIF havde indløst billet til første klasse.

De største sejre kom uden for banen.

Efter nedrykningen fra den bedste række gjaldt det kun én ting i sæsonen 2007/2008 – en direkte returbillet. Men trods opretholdelsen af en fuldtidsprofessionel trup og tilgangen af nogle spændende spillere lykkedes missionerne på banen ikke rigtigt via en kombination af uheld, skader, manglende skarphed og kvalitet. Til gengæld var der fuld fart over selskabet bag fodboldklubben, der med et kvantespring meldte sig ind i dansk fodbolds økonomiske top – og dermed spirede optimismen igen i fuldt flor på Søholt.

Sommeren indvarslede en storvask på Søholt, hvor flere håndfulde spillere enten blev solgt eller ikke fik forlænget kontrakterne. Men der kom omvendt også nye ansigter – mest prominente var Steffen Ernemann fra AC Horsens og Simon Azoulay Pedersen fra Esbjerg.

SIF fik et forvarsel om en svær sæson allerede efter de første runder af Viasat Divisionen. Efter seks spillede kampe var kun de to således blevet vundet, mens resten var endt uafgjort. Og netop uafgjort var et irriterende nøgleord gennem efterårssæsonen, for trods overvægt i spil og chancer i samtlige kampe, blev der hentet alt for få sejre. Og at SIF var det eneste ubesejrede hold, da vinterpausen indtraf, var en ringe trøst.

Simon Azoulay Pedersen stjal ellers overskrifterne i den første turneringskamp, hvor SIF måtte helt hen i andet minuts overtid, før 1-0 sejren mod FC Fredericia blev sikret. Azoulay scorede fire mål i de første fem kampe, og han endte også som sæsonens topscorer efter i alt 11 scoringer.

Dét antal distancerede med to mål Jimmy Mayasi og Steffen Ernemann, der delte andenpladsen på topscorerlisten med 9 mål. Ernemann blev efter sæsonen kåret som årets spiller i lokale Midtjyllands Avis, men samlet set indfriede holdet ikke forventningerne.

Ved vinterpausen lå SIF et godt stykke efter SønderjyskE på andenpladsen – og suveræne Vejle på førstepladsen, der endte med at slå rekorden for flest point i 1. divisions historie.

Derfor blev der oprustet i truppen – med indkøb af den albanske U21-landsholdsspiller Renato Arapi og den estiske A-landsholdsspiller Kaimar Saag, mens også Thomas Hansen blev lejet i AGF – og senere købt.

Det var nu også bydende nødvendigt med nye kræfter, for hele sæsonen døjede SIF i helt uhørt grad med skader. Især i foråret var skadeslisten lang som en Henrik Schnedler-tværpasning, og for eksempel holdets anfører, David Preece, måtte sidde udenfor hele foråret igennem.

Med kniven for struben indledte SIFerne forårssæsonen, men det sløje 0-0 resultat mod Århus Fremad på Silkeborg Stadion i premierekampen gjorde det mere end svært at indhente de lyseblå sønderjyder. Sidste chance var hjemmekampen midt i april mod netop SønderjyskE, men trods en spillemæssigt udmærket præstation måtte SIF se sig besejret med 2-1. Dét nederlag kunne SIFerne ikke rejse sig fra, og allerede i fjerdesidste spillerunde var det en matematisk sikret kendsgerning, at SIF ikke kunne rykke op.

Netop en spillemæssigt udmærket præstation var symptomatisk for SIF-sæsonen, men desværre var det endnu mere symptomatisk, at der manglede en udtalt grad af skarphed i begge ender. Især foran modstandernes mål blev der brændt alt for mange chancer, og sæsonens endelige facit – en ubrugelig tredjeplads – var naturligvis ikke acceptabelt.

Hele foråret igennem fulgte TV2-programmet LPS den silkeborgensiske jagt på SAS Liga-oprykning. De mange fjernsynskiggere, der satte seerrekord på programmet, kunne følge SIF helt tæt på og var sågar med i omklædningsrummet til flere kampe. Indslagene satte stor fokus på klubben, trænere og spillere til stor glæde for fans, sponsorer og andre interesserede i den danske fodboldverden. Men programmet fik altså ikke den champagneprop-springende finish, som der var blevet håbet.

Til gengæld var det værd at lade propperne springe for bestyrelsen i SIF Fodbold Support A/S, der i foråret ændrede selskabets navn til Silkeborg IF Invest A/S. Denne navneændring blev effektueret af flere årsager – især fordi, at selskabets forretningsområde ændredes til også at omfatte ejendomsinvestering, hvilket førte til et køb af ejendomskomplekset Papirfabrikken i Silkeborg midtby, hvor de massive, fremtidige lejeindtægter altså vil komme SIF til gode. Dette køb formedelst den nette sum af 459 mio. kr.

At det kunne lade sig gøre, skyldtes en imponerende kapitaltilførsel i juni 2008, hvor Silkeborg IF Invest A/S hentede 138 mio. kr. takket være næsten 1.000 investeringsvillige både eksisterende og nye aktionærer.

Derudover tilbagekøbte Silkeborg IF Invest A/S de fulde transferrettigheder fra fremtidige spillersalg af det investeringsselskab, der i de økonomisk turbulente år efter årtusindskiftet var sprunget til – og dermed var fodboldforretningen igen “herrer i eget hus”.

Med eet havde SIF meldt sig som en af de økonomisk stærkeste klubber i dansk fodbold, og mens der også blæste positive vinde omkring muligheden for at opføre et nyt stadion på Søholt med tilhørende multiarena, var det – trods den manglende oprykning – meget svært at bevare pessimismen på SIFs vegne.

En forbandet sæson.

Silkeborg IF måtte i sommeren 2007 for anden gang på fire år opleve den tort, at der skulle vinkes farvel til Superliga-fodbold oven på en forfærdelig og helt igennem forbandet sæson. I årets løb nåede SIF blandt alt for meget andet at gennemleve en status som Europas ringeste hjemmehold, en spiller- samt to trænerfyringer og et sidste kig i tabellen, der forkyndte, at SIF rykkede ned som nummer 12 ud af 12 i SAS Ligaen.

Det hele begyndte ellers så lovende, da SIF midt i juli rejste til Esbjerg for at indlede en ny sæson med en to måneder gammel ottendeplads og ambitioner om endnu mere pakket ned i bagagen. Anfører Michael Hansen bragte SIF i front inden pausen, men da et Hördur Sveinsson-skud umiddelbart i starten af anden halvleg prellede af på stolpen, var det et forvarsel om mørke skyer, der trak sig sammen over Søhøjlandet. For tre kvarter senere stod der 2-1 på måltavlen, og dét var indledningen på et efterår med kun to sejre, samme antal uafgjorte – og sindssyge 14 nederlag. Heraf faldt de ni på hjemmebane, og dét var det samme antal kampe, som SIF havde spillet på Silkeborg Stadion. En statistik, der kvalificerede SIF til den lidet flatterende titel som det ringeste hjemmehold i europæisk fodbold.

I virkeligheden fandtes der kun to et halvt lyspunkt i løbet af efteråret – de to første gjaldt udesejrene i Viborg og Vejle, mens det halve kom i Brøndby, hvor SIF i et brag af en kamp hentede uafgjort. Resten var den pureste tristesse.

I september var der dramatik på Søholt, hvor Bajram Fetai blev fyret efter at have skabt utilgivelig ballade på træningsbanen, og i oktober så SIF ingen anden udvej end at afskedige cheftræner Viggo Jensen – med fire kampe tilbage inden julepausen. Som midlertidig løsning på posten indtrådte den mangeårige klubmand Peder Knudsen som cheftræner og Ebbe Sand som assistenttræner – den mangeårige landsholds- og Schalke 04-spiller Ebbe Sand, der fra starten af den nye sæson var blevet talentchef i klubben og med Viggo Jensens afgang forfremmet til sportschef – og efter sæsonen i øvrigt fik ændret titel til teamchef.

Men heller ikke det nye blod på trænerbænken gav point – de sidste fire kampe blev tabt, og Peder Knudsen meddelte, at han ikke ville fortsætte i cheftræner-rollen. SIF-spillerne kunne dermed gå på ferie med otte point op til SAS Liga-redningen og et ubesat trænersæde.

Tre nye spillere ankom på Søholt i julemåneden – talenterne Anton Smedegaard og Casper Henningsen, mens den mest markante var den tidligere landsholdsspiller Steven Lustü, der blev købt hjem fra norske Lyn Oslo. Ingen af de tre vidste, hvem der skulle træne dem efter nytårsskiftet, og alle pressens gætterier blev da også gjort til skamme, da SIF indkaldte til pressemøde på årets anden dag i 2007. Her blev den tidligere leder af Silkeborg Fodbold College, Preben Lundbye, præsenteret som klubbens nye cheftræner, og træningen begyndte på den nye og helt fantastiske kunstgræsbane på Søholt, som efter et samarbejde mellem SIF, Jyske Bank, Silkeborg Kommune og DBU blev taget i brug i november.

Optimismen begyndte så småt at vise sig i og omkring klubben, og yderligere tre spillere blev tilknyttet i det åbne transfervindue. Ugandiske Hassan Mubiru, finske Antti Okkonen og Stefan Schmidt fra Brøndby trak den røde trøje over hovedet, mens fodboldforretningen igen fremviste et overskud – denne gang på trekvart million kroner.

Forårspremieren skulle foregå i Horsens, der netop var holdet, som SIF jagtede. Mere end 1000 rød-hvide fans tog turen for at hjælpe SIF på vej, men i en grotesk og dramatisk afslutning på “seks-points-kampen” måtte gæsterne konstatere et 2-1 nederlag og en efterhånden umulig opgave.

Der blev dog pustet lidt liv i redningsvesten, da SIF ugen efter vandt i Nørreskoven over Vejle, men herefter fes gassen ud. Blandt andet erfarede SIF, at ikke engang fire scorede mål var nok til den hjemmesejr, der stadig lod vente på sig. I en vanvittig kamp vandt AaB således med 6-4 – en tangering af superliga-rekorden for flest antal mål i en kamp. Og nu vi er ved dét med rekorderne – SIF måtte i forhold til hjemmebanestatistikken konstatere, at man med forbandelsen hvilende over Stadion Allé var endnu ringere end dét Lyngby-hold, der med amatører spillede sidste halvdel af sæsonen 2001/02 til ende. Av.

Først i tiende forsøg kom der et enkelt hjemmebanepoint på tavlen, men vejen frem mod et sejrssangs-rungende omklædningsrum i det gamle stadionhus virkede fortsat mineret.

Selv om man ikke kunne forvente at få ret mange chancer i jagten på SAS Liga-redning, så var især Viborg og Horsens’ tilsvarende ringe resultater af en sådan karakter, at der faktisk var indtil flere gode muligheder for at lukke hullet. Men blandt andet en jammerlig præstation med efterfølgende nederlag i Viborg – og en udligning af Horsens med tyve sekunder tilbage af overtiden på Silkeborg Stadion – betød, at SIF i tredjesidste spillerunde fik cementeret nedryknings-skæbnen matematisk.

SIF sluttede nogenlunde hæderligt af, og de sidste fem kampe gav kun et enkelt nederlag. Og endnu bedre – søreme om ikke hjemmesejren endelig kom i hus – i 16. forsøg (!), da Brøndby besøgte Silkeborg Stadion i næstsidste runde. Efter en flot præstation kunne jubelen bryde løs med 2-1 stående på lystavlen.

SIF-ledelsen følte dog, at der skulle både andre boller på suppen og en ny start til, inden Viasat Sport Divisionen på den anden side af sommerferien stod for døren. Preben Lundbye blev efter kun fem måneder i stolen sendt ud af trænersædet, og Peder Knudsen blev udnævnt som manden, der skulle genrejse SIF. Vel vidende, at det næste år skulle blive et særdeles afgørende kapitel i historien om SIF.

Den Midtjyske Saga.

SIF cementerede i sæsonen 2005/2006 sin status som et sikkert element i den bedste, danske fodboldrække. Slutresultatet blev – som året før – en 8.-plads efter et forår, hvor der endte med at være langt til både top og bund. Forinden var passeret elementer som vintermåtter, islandsk og engelsk invasion, hjemmekamp i Viborg med en skadet Viggo Jensen og en ødelagt fest i Parken. Men det hele begyndte med et indledende dødsstød til en arvefjende…

AGF kom nemlig på besøg på Silkeborg Stadion i sæsonens allerførste SAS Liga-kamp. Og som sædvanligt ønskede århusianerne nok, at de var blevet hjemme. For som præsten prædiker, drypper det på degnen – eller hvordan det nu er. I hvert fald indledte den gamle GFer Peter Degn SIFs SAS Liga-sæson med et smukt lob, der lagde kimen til 2-1 sejren i sæsonpremieren. 32 kampe senere var historiske AGF fortid i den bedste række.

Efter den gode SIF-åbning fulgte et nederlag i Brøndby og en sejr over SønderjyskE – men derfra blev det tungt. 11 SAS Liga-kampe kampe skulle således passere, inden de rød-hvide igen kunne række armene op over hovedet efter 1-0 sejren over OB på Silkeborg Stadion.

Men efteråret var så sandelig en blandet fornøjelse. Pokalturneringen var hurtigt overstået efter en særdeles langtrukken sejr i Dalum og et nederlag i Brøndby – og mange skader, blandt andet hos sidste sæsons forrygende topscorer Kim Olsen, gjorde det stort set umuligt at stille med enslydende hold to kampe i træk. Mest konstante over hele sæsonen var Jens Berthel Askou og den nyindkøbte målmand David Preece, der ved sæsonens afslutning blev kåret til årets spiller af Midtjyllands Avis.

Et lyspunkt i et mørkt efterår var SIFs første sejr nogensinde over FC Midtjylland på SAS Arena. Her åbnede Dennis Flinta scoringen, og han skulle siden vise sig at udvikle sig markant – især i forårssæsonen – hvor han var en af de allermest fremtrædende spillere i SIF. Inden da skulle efteråret afsluttes – med udlægning af hasteindkøbte, kommunale vintermåtter, der blev lagt ud for at undgå aflysninger af kampene mod Esbjerg og AaB på Silkeborg Stadion, der stadig ikke havde fået varme i banen.

Efteråret sluttede med to nederlag i træk inden julen og vinterpausens transfervindue, hvor SIF var flittige aktører. Således blev den gamle gulddreng, Michael Hansen, og de to islændinge Hördur Sveinsson og Bjarni Olafur Eiriksson hentet til det midtjyske, hvor man til gengæld sagde farvel til gamle klassikere som Henrik Ipsen og Ulrik Pedersen samt den unge forsvarer Jonas Troest, der tog til Bundesligaens Hannover 96.

Alle tre SIF-indkøb spillede samtlige forårets 13 SAS Liga-kampe og måtte betegnes som væsentlige forstærkninger. Indkøbene blev blandt andet muliggjort af fodboldforretningens sunde økonomi, der igen præsenterede overskud – og Jyske Banks forlængelse af hovedsponsoratet samt samarbejdet med Investeringsselskabet, der gav mere økonomisk råderum og slagkraft.

Mest markant skød den islandske geyser Hördur Sveinsson sig ind i fodbolddanmarks bevidsthed, da han med fire mål i de to første forårskampe var kraftigt medvirkende til en superstart på det nye år. Først blev Viborg slået på egen bane med 3-2 efter et sent sejrsmål (hvor Viggo Jensens jubelscener kostede en forstrækning i det ene ben). Og ugen efter gik det med 2-0 så ud over Brøndby, der også blev slået af SIF – i Viborg. Hertil var spillestedet nemlig lagt, da vintermåtterne ikke kunne forhindre en kampflytning af SIFs første hjemmekamp i foråret på det frosne Silkeborg Stadion. I alt scorede Sveinsson 7 mål i 13 kampe – mange af disse efter oplæg fra Dennis Flinta, der fandt ind i et sublimt samarbejde med den nye angriber. Sammen med sin mere end solide landsmand Bjarni Olafur Eiriksson inspirerede Hördur Sveinsson til mangt et heltekvad om islandske sagaer i den danske sportspresse.

Også Kim Olsen kom tilbage, da han med 3 scoringer i 5 kampe – alle som indskifter – markerede sig som en torjäger, der ikke havde glemt sin målnæse under den ni måneder lange genoptræning.

Lige så rædderligt, som SIF sluttede efterårssæsonen af, lige så forrygende var forårs-starten – og afslutningen. Med to afsluttende SAS Liga-sejre over de to FCer fra henholdsvis Nordsjælland og København, kilede SIF sig lige nøjagtig ind på en slutplacering som nummer 8 i ligaen, hvilket på et hængende hår opfyldte sæsonens målsætning.

Den sidste kamp i SAS Ligaen var i Parken mod de nykårede mestre fra FC København, og her fik de flabede gæster fra Silkeborg spoleret lidt af kjøwenhawnernes guldfest. For med en enkelt Hördur Sveinsson-scoring og en dobbelt af Kim Olsen rejste SIF – for andet forår i træk – fra Parken med 3 gode point pakket ned i sportstaskerne.

Som afslutning på sæsonen nåede SIF semifinalen i pilotprojektet Viasat Cup, der var indført mellem de 12 SAS Liga-klubber pga. en sidste runde spillet allerede midt i maj af hensyn til VM-slutrunden. Her havde SIF dog ingen spillere med…

Kompetent comeback.

SIF er og bliver en Superligaklub.

Efter det ene års fravær vendte SIF tilbage til landets bedste række som om intet var hændt. Godt nok havde SIF rent teknisk status af oprykker, men reelt var der tale om, at et fuldgyldigt medlem af SAS Ligaen var tilbage. Således var der ikke et eneste hold, der formåede at hente tre sejre i sæsonens tre møder med SIF.

For FC København blev møderne med SIF nærmest til de rene mareridt, mens kampene mod den mægtige hovedstadsklub for SIF stod tilbage som nogle af sæsonens absolutte højdepunkter. Det hele startede den 24. juli 2004, hvor SIF markerede sin tilbagevenden til SAS Ligaen ved periodevis at udspille mestrene fra FCK. Kampen sluttede 2-2, hvilket gæsterne skulle være lykkelige for.

Den flotte kamp gav SIF vinger, og tre sejre senere befandt SIF sig alene i spidsen for SAS Ligaen. Hele holdet spillede som i en rus med målmageren Rajko Lekic i spidsen, og folk strømmede til Silkeborg Stadion for at se, om det hele ikke bare var en god drøm. Det var det jo nok i nogen grad, for pludselig kom der en spillerstrejke og et spillersalg i vejen for euforien.

Den historiske spillerstrejke begyndte den 17. august og varede en uges tid. SIFs spillere måtte ikke længere benytte klubbens træningsfaciliteter, men selve træningen fortsatte på alternative lokaliteter under anfører Ulrik Pedersens ledelse, mens Viggo Jensen kørte til Sverige for at se fodbold. En enkelt spiller – Rajko Lekic – benyttede dog strejken til at tage en tur til Spanien, hvilket resulterede i, at SIF mistede sin topscorer til den spanske 2. divisionsklub Xerez umiddelbart inden transfervinduet lukkede.

Strejken satte sig ikke dybere spor hos SIF, men tabet af Lekic gjorde, for i løbet af den efterfølgende måned dumpede SIF ned som nummer ti efter en sort serie på seks nederlag i træk – en ny rekord. SIF kom dog tilbage på sporet igen med en storsejr på 4-1 over FC København og sluttede efteråret så solidt, at der var pæn afstand til nedrykningspladserne, da man gik på vinterferie.

SIF har meget ofte leveret bedre resultater i foråret end i efteråret, og denne sæson var ingen undtagelse. 15 kampe gav 26 point, hvilket placerede SIF blandt forårets absolut bedste SAS Liga hold.

Peter Degn lavede sæsonens mest spektakulære mål fra banens midte hjemme mod Esbjerg, målmand Henrik Ipsen kom på alles læber med en pragtkamp i Brøndby, Christian Duus sagde farvel efter en lang og flot karriere, men manden på alles læber var og blev SIFs nye nummer 19, Kim Olsen.

Olsen kom til SIF på en fri transfer fra engelske Sheffield Wednesday og bragede igennem i SAS Ligaen med 11 mål, blandt andet leverede han som den første SIF-spiller hele fire af slagsen i en kamp i landets bedste række i hjemmekampen mod OB, som SIF vandt 4-2. 1-0 Olsen. 2-0 Olsen. 3-2 Olsen. 4-2 Olsen. Sådan.

Ellers blev kronen på SIFs forårsværk sat i udekampen mod FC København. FCK mødte frem med syv sejre i træk, mens SIF på sin side ikke havde vundet i Parken i mere end ti år. Den slags statistik gjorde bare ikke det store indtryk på SIF, som fuldt fortjent vandt med 1-0 for øjnene af over 25.000 tilskuere.

I det hele taget leverede SIF et meget kompetent indtryk igennem hele foråret. Det blev efterhånden tydeligt for enhver, at spillestilen var blevet ændret til det mere boldbesiddende med vægten lagt på teknisk fodbold langs græsset. En del af forklaringen skal utvivlsomt søges på Silkeborg Fodbold College, som leverede hele otte af de spillere, der fik spilletid på førsteholdet i sæsonens løb.

Også SIFs andethold nød godt af de unge talenters boldtække. Som sædvanligt lå DS-holdet helt i top, men denne gang spillede man om mere end æren. Der var nemlig oprykningspladser på spil, og med en suveræn førsteplads sikrede SIF sig adgang til 2. division. Gamle SIFere kan sagtens huske dengang, det var førsteholdet, som spillede i 2. division – nu er det andetholdet!

Uden for banen var der også meget at glæde sig over, blandt andet, at det generelle tilskuerboom i dansk fodbold også nåede til Silkeborg, hvor man kunne notere det højeste tilskuertal på hjemmebane i syv sæsoner. I klubbens regnskab kunne man ligeledes spore fremgang, idet SIF Fodbold Support A/S for første gang siden rekonstruktionen kom ud af et regnskabsår med et overskud. Det blev på lidt over en million.

Det kunne man så varme sig over på de dage, hvor frosten umuliggjorde fodboldspil på Silkeborg Stadion. Som et af de få stadions i SAS Ligaen har Silkeborg Stadion ikke varme under græstæppet, hvilket betød to udsatte kampe i sæsonens løb.

Som oprykker havde SIF i sæsonen 2004/05 dispensation til at få kampene udsat, men frem over skal vinteraflyste kampe afvikles på Viborg Stadion.

Tur-retur i en fart.

Der er nu noget ved de juni-dage…

Den 12. juni 2004 kunne SIF fejre ti-året for klubbens eneste mesterskab, og dagen efter – søndag den 13. juni – blev det en kendsgerning, at SIF efter blot en enkelt sæson vendte tilbage til SAS Ligaen. Oprykningen blev sikret definitivt med en suveræn sejr på 3-0 på udebane over SønderjyskE i næstsidste spillerunde.

Sejren i Sønderjylland blev kronen på et ualmindeligt flot forår, hvor SIF vandt 12 ud af 15 turneringskampe med en så fornem målscore som 38-12. Der var ingen over og ingen ved siden af SIF, som hele sæsonen igennem var blevet spået en hurtig tilbagevenden til landets bedste række.

Helt så let var det nu ikke, og som SIFs træner Viggo Jensen udtrykte det, var der tale om “en større præstation end mange går rundt og tror”. Hermed hentydede den erfarne oprykningsekspert til det pres, der hvilede over hele klubben og ikke mindst spillerne i en sæson, hvor udfaldet ville blive retningsgivende for hele firmaets fremtid.

En fortsat tilværelse udenfor rampelyset i landets næstbedste række ville have betydet en gradvis afvikling af SIFs fuldtids-model, og i alle de nye spillerkontrakter var der da også indbygget to scenarier: Et for SAS Ligaen og et andet for 1. division. Ja, kontraktforlængelserne med nøglespillere som Henrik Ipsen og Thomas Poulsen var ganske enkelt betinget af oprykning.

Alt dette var der ikke mange, der tænkte på, da SIF den 3. august 2003 indledte den nye tilværelse i 1. division med at pulverisere B1913 med 6-0. Solen skinnede, der kom langt flere tilskuere end frygtet og SIFs nye angrebses Rajko Lekic sagde goddag til sit nye hjemmepublikum med et vaskeægte hattrick. Scoringer af Lekic kom SIFs tilhængere til at vænne sig til, for da sæsonen var omme, havde målmaskinen fra Montenegro nettet 31 gange i alt og blevet topscorer i 1. division.

Det gik dog slet ikke så let endda i efteråret. To nederlag i træk i 3. og 4. spillerunde sendte hurtigt SIF ned på syvendpladsen, og så begyndte en sej kamp for overhovedet at hænge på i den absolutte top. I efterårets sidste 11 kampe tabte SIF ikke, men måtte ikke desto mindre nøjes med en tredjeplads, da der skulle gøres halvvejs-status.

Foråret startede med et chokerende hjemmenederlag i pokalen mod 1. divisions-kollegerne fra Nykøbing Falster, og stort bedre så det ikke ud i den efterfølgende turneringskamp på Silkeborg Stadion imod Fremad Amager, idet gæsterne udlignede til 1-1 tre minutter inde i overtiden.

Kæmpe-frustration hos SIF, men i de absolut sidste sekunder lykkedes det alligevel den stoute stopper Jens Berthel Askou at flugte sejrsmålet ind. Når man kigger tilbage, var det utvivlsomt sæsonens vigtigste mål, for det banede vejen for en serie på syv sejre i træk. Den sidste af de syv var top- og lokalopgøret mod Randers FC, hvor hele 6.347 tilskuere skabte superligastemning på lægterne til kampen mellem de to hold, der endte som oprykkere.

Vinterpausen bekom tydeligvis SIFs fuldtidsspillere godt. I modsætning til konkurrenterne kunne SIF intensivere træningen i de kampfrie måneder, hvilket blev udnyttet til fulde. Allerede i forberedelseskampene viste SIF stor styrke med sejre på stribe over etablerede superligahold, og da turneringen for alvor spidsede til, var det SIF, der satte dagsordenen. Spillerne viste, at de var professionelle i mere end en forstand, og det var næppe tilfældigt, at SIF afgjorde så mange kampe til sidst. SIF scorede i sæsonens løb i alt 13 mål i kampenes sidste ti minutter, mest ekstremt i Ølstykke, hvor 0-1 blev vendt til 2-1 i de sidste to minutter!

Det allermest glædelige for SIF var, at klubben kunne konstatere så massiv en opbakning i den svære sæson i 1. division. Sponsorerne bakkede fortsat op, ligesom tilskuertallene var utroligt opmuntrende. At der ville komme næsten 3.500 tilskuere i gennemsnit pr. hjemmekamp i 1. division havde ingen turdet drømme om, men til gengæld understregede de tilsvarende udebanetal, at SIF var havnet i en anden verden. Der kom 21.542 tilskuere i alt til SIFs 15 kampe, og det var ikke stort mere end, hvad der kunne komme på en god dag, når SIF gæstede Parken i SAS Ligaen.

At SIF har bredden og ungdommen på plads understregedes af de fornemme resultater, som de øvrige hold i den professionelle afdeling præsterede. Både SIFs Ynglingeligahold og SIFs Juniorligehold blev nummer to i Danmark, oven i købet begge med samme pointtal som vinderne, mens SIFs DS-hold strøg helt til tops i pulje 3, blandt andet efter at have besejret AGF med 10-0 (!) undervejs.

Farvel til Superligaen.

488 kampe. 179 sejre, 153 uafgjorte, 156 nederlag. 706 scoringer og 607 point.

Det var, hvad SIF opnåede i de 16 sæsoner i træk, det blev til i landets bedste fodboldrække siden oprykningen i 1987. SIF blev dengang kaldt en døgnflue, hvilket klubben ikke just viste sig at være, men desværre var SIF heller ingen evighedsblomst.

Onsdag den 18. juni 2003 blev nedrykningen en kendsgerning, da SIF med et nederlag på 3-4 mod OB på Odense Stadion mistede det sidste lille håb om at overleve endnu engang.

At det skulle ende så galt, var der ingen, der vidste, da sæsonen gik i gang, men der skulle ikke gå mange spillerunder, før man fik en fornemmelse af, at der ville blive tale om endnu en overlevelseskamp for SIF og holdets nye træner Viggo Jensen. Navnlig gjorde det ondt, at SIFs to rutinerede midterforsvarere Jacob Juhl og Michael Larsen kun kom til at optræde i sammenlagt en håndfuld kampe i hele sæsonen. Larsen måtte efter sin alvorlige hofteskade fra foråret erkende, at han ikke kunne vende tilbage til topfodbold, mens Juhl i tredje spillerunde ødelagde det meste af sit knæ og ikke fik flere kampe i hele sæsonen.

Uden for banen var tingene mindst lige så turbulente som indenfor kridtstregerne. SIF havde i mange år døjet med at få driften i det professionelle selskab til at hænge sammen, og mandag den 23. september måtte ledelsen ty til sidste udvej for at forhindre en lukning: Alle ansatte måtte ned i løn.

I de følgende dage handlede det hele meget lidt om selve spillet. Der blev forhandlet på livet løs mellem ledelsen og de ansatte, der viste stor forståelse for situationen i nødens stund. Det endelige resultat blev, at spillerne, trænerne og de øvrige ansatte i SIF Fodbold Support A/S måtte sluge en lønnedgang på gennemsnitligt 23 procent som et led i rekonstruktionen af det professionelle selskab.

Rekonstruktionsplanen, der blev præsenteret på en ekstraordinær generalforsamling den 3. december 2002 indebar desuden en kapitaltilførsel på i alt 17 millioner kroner, 10 millioner kroner fra Silkeborg Fodbold Holding A/S samt en nedskrivning af selskabets lån i Jyske Bank på syv millioner kroner. Endelig kom der nye folk i bestyrelsen, heriblandt Kent Madsen, der blev ny formand for SIF Fodbold Support A/S.

Jyske Bank var en væsentlig medspiller omkring rekonstruktionen af den professionelle fodboldklub, og den lokale bankgigant trådte endnu engang til, da TDC meddelte, at man stoppede som hovedsponsor for SIF pr. 31. december 2003.

Efter kampene i efteråret så det alt andet end lyst ud for SIF. SIF lå sidst med fem point op til redning, og ydermere begyndte Viggo Jensen nu for alvor den store ombrydning af holdet. Flere af de rutinerede spillere måtte vige pladserne for nye, unge spillere som Christopher Poulsen, Kenneth Fabricius, Anders Veller, Thomas Olsen, Muhammed Akinci.

“Ungdomsoprøret i Søhøjlandet”, blev manøvren kaldt i medierne, og Viggos unge løver var efter et mægtigt ryk i Påsken i fuld gang med at bringe sig i sikkerhed. En 5-1 sejr over Farum for øjnene af 7.229 begejstrede tilskuere på Silkeborg Stadion bragte SIF fire point “over stregen”, inden filmen for alvor knækkede i maj måned.

SIF mødte i slutfasen rivalerne fra det usædvanligt brede bundfelt på stribe, men trods de gunstige betingelser indkasserede SIF nederlag på nederlag, og netop den manglende evne til at sætte sig igennem mod de direkte bundkonkurrenter kostede i den sidste ende SIF pladsen i SAS Ligaen efter et forår, der ellers bød på mange opløftende præstationer.

Da det endeligt gjaldt, stod det unge SIF-hold dog ikke distancen, og på mange måder blev kampen i tredjesidste spillerunde imod Viborg symptomatisk for hele sæson-forløbet. SIF gjorde det hurtigt svært for sig selv ved at komme bagud med 0-2, men på en forrygende fight blev kampen vendt totalt på hovedt efter pausen. SIF kom på 2-2 og pressede hårdt, inden Viborg kort før tid lukkede og slukkede med et sejrsmål på straffespark.

Det sidste farvel til Superligaen blev til gengæld det smukkest mulige, idet svenskeren Henrik Dahl scorede et forrygende mål til 4-3 i overtiden, da sølvvinderne fra Brøndby blev slået med 4-3 på Silkeborg Stadion i et sandt drama i sidste spillerunde.

Kampen mod Brøndby betød også et farvel til en af SIFs mest populære spillere igennem de senere år Jesper Thygesen, der sammen med Lars Brøgger og Rasmus Hansen forlod SIF efter sæsonen.

Den værste krise.

En forbandet sæson.

Anderledes kan man ikke beskrive det fodboldår, der var tæt på at ende i den helt store katastrofe for SIF. Først på næstsidste spilledag reddede SIF livet i SAS Ligaen efter at have været alverdens modgang igennem undervejs.

Det gik galt allerede fra starten af sæsonen. I sommerens løb var Henrik Pedersen og Thomas Røll Larsen blevet solgt til henholdsvis engelske Bolton og FC København, klubrekordholder Morten Bruun havde indstillet karrieren, og da målmand Peter Kjær så efter fire kampe skiftede til den tyrkiske klub Besiktas, var en stor del af holdets rygrad forsvundet. Hverken de tilbageblevne eller de nyindkøbte slog til fra starten, og i takt med de mange nederlag forsvandt den sidste rest af selvtillid hos spillerne. Tilbage var kun en masse frustrationer, der blandt andet udmøntede sig i, at både Michael Larsen og Brian Pedersen blev udvist to gange i starten af sæsonen.

Et lyspunkt i al elendigheden skulle have været Europa Cup kampene mod spanske Real Zaragoza, men også disse kampe udviklede sig til de rene mareridt. Da SIF landede i Spanien den 12. september til det første opgør, blev det meddelt fra UEFA, at på grund af terrorangrebet på World Trade Center dagen forinden, aflyste man alle europæiske klubkampe, og på vejen hjem måtte SIF-flyet nødlande i Paris, da en af sponsorerne døde undervejs. Da kampene endelig blev afviklet, var SIF uden chance. 0-3 på La Romereda i Zaragoza blev fulgt op af 1-2 hjemme foran en forstemmende kulisse på alt i alt 751 sjæle (!) på Silkeborg Stadion.

Det gav håb, at SIF undervejs hentede målmageren Bo Nielsen fra den økonomisk trængte bundkonkurrent AGF, men på trods af, at “Bonaldo” lavede hattrick i sin første ligakamp efter hjemkomsten til SIF, fortsatte nedturen. Bemeldte kamp sluttede 4-3 til Esbjerg for øjnene af ny bundrekord til en superligakamp på Silkeborg Stadion, hvor sølle 1.677 tilskuere i silende regn fuldendte tristessen.

Efter 13 spillerunder lå SIF totalt isoleret i bunden af ligaen med blot tre points, og bestyrelsen så ingen anden udvej end at fyre den ellers så vellidte træner Benny Johansen. Ind på scenen trådte Morten Bruun, der trods sin mangel på træner-erfaring fik held til at vende billedet. En helt igennem fornem slutspurt på efteråret indbragte fire sejre på stribe, og med en afsluttende sejr på 4-0 ude mod bundkonkurrenterne fra Vejle, kunne SIF stik imod alle odds holde juleferie på den rigtige side af nedrykningsstregen. En af SIFs største profiler på banen var målmand Henrik Ipsen, der blandt andet satte ny klubrekord ved at holde sit mål rent i 429 minutter i træk.

Til trods for, at Lyngby kort før julepausen blev erklæret konkurs, og at der som en konsekvens heraf kun rykkede et hold yderligere ud af SAS Ligaen, blev foråret et langt, sejt træk for SIF.

I tredjesidste spillerunde havde SIF dog tilkæmpet sig den første chance for at sætte tingene på plads. Modstanderen var pikant nok Esbjerg, som blev trænet af SIFs kommende chef Viggo Jensen. Med to minutter tilbage var SIF reddet, men så udlignede Esbjerg til 1-1. SIF måtte derfor vente endnu en uge med nerverne uden på tøjet, og nervepirrende blev det i det direkte bundopgør mod Vejle. 6.513 tilskuere mødte op og kunne lettet fejre den 1-0 sejr, som Henrik Pedersen sørgede for efter 71 minutters spil. Pedersen var blevet lejet hos Bolton i sæsonens sidste spillerunder, og med sin afgørende scoring lagde “Tømreren” nye alen til sin i forvejen enorme popularitet hos SIFs tilhængere.

Sæsonen 2001/02 vil i høj grad også blive husket for en protestsag, der skæmmede nedrykningskampen mellem SIF, Vejle og AGF. Efter at Vejle havde tabt en kamp med 0-4 mod AB, kom det frem, at københavnerne havde benyttet fire ikke-EU spillere på holdet. Eller med andre ord: En mere end det er tilladt ifølge DBUs regler. DBU dømte først kampen 3-0 til Vejle, men fordi en af ABs fire ikke-EU spillere var fra Polen og dermed omfattet af en associerings-aftale mellem EU og flere østlande, blev kendelsen omstødt i unionens eget appeludvalg, så det oprindelige resultat stod ved magt.

I den sidste ende fik AB-sagen ingen betydning for SIF, for trods den håbløse start, bevarede holdet sin ligastatus ved egen hjælp og sørgede dermed for en lykkelig afslutning på en forfærdelig sæson.

Omsider pokalmestre.

Torsdag den 24. maj 2001 blev en mærkedag i SIFs historie!

Det var nemlig dagen, hvor SIF med en fornem sejr på 4-1 over AB for første gang vandt den danske pokalfinale. Kampen blev spillet i Parken i København, hvor tusindvis af tilrejsende silkeborgensere skabte en fantastisk ramme i en anden halvleg, hvor AB blev totalt udspillet. Efter 0-1 ved pausen angreb SIF som i en rus ned mod SIF-tilhængerne, der blev belønnet for deres støtte med hele fire mål – det ene flottere end det andet.

Pokalsejren over AB blev det store klimaks på en flot sæson. Men blot tre dage senere kom det store antiklimaks, da SIF aldeles ufortjent tabte 0-1 hjemme mod Brøndby og dermed reelt mistede mesterskabschancen. Det største tilskuertal i seks år på Silkeborg Stadion var ellers mødt op for at hjælpe pokalvinderne frem mod »The Double«, men de måtte gå skuffede hjem.

I den sidste ende blev det til bronze for SIF, hvilket ikke var helt tilfredsstillende efter et forår, hvor SIF hele tiden var med fremme. Efteråret var mere la-la, og SIF måtte undervejs lægge ryg til et sviende nederlag på 1-7 mod Brøndby på Silkeborg Stadion. Det største nederlag i den bedste række nogensinde.

I det hele taget var det på Silkeborg Stadion, at det kiksede for SIF. Ude tabte SIF kun to kampe i hele sæsonen, men ganske usædvanligt måtte SIF finde sig i hele fem nederlag på hjemmebane. Efter en overgang at have ført ligaen med fire points foran nummer to satte SIF både guld og sølv overstyr i sæsonens tre sidste hjemmekampe, der indbragte nul points. Set over hele sæsonen var en medaljeplads dog et aldeles godkendt resultat, idet mange fra start spåede SIF en bundplacering.

Ud over holdets triumfer kunne SIF glæde sig over en sæson med mange flotte individuelle præstationer, som fik den nye landstræner Morten Olsen til at spærre øjnene op. Olsen udtog fire spillere fra SIF til ligalandsholdet og – hvad der var nok så bemærkelsesværdigt – fire spillere fra SIF til sin udvidede bruttotrup til forårets afsluttende VM-dobbeltkampe. To af disse fik debut på A-landsholdet i sæsonens løb.

Den første var målmageren Henrik »Tømrer« Pedersen, som blev skiftet ind i udekampen mod Færøerne den 16. august 2000. Den næste var Peter Kjær, som efter et utal af reservetjanser endelig fik debut på A-landsholdet, da han afløste Peter Schmeichel i dennes afskedskamp mod Slovenien den 25. april 2001. Hermed skrev Kjær dansk fodboldhistorie, idet han med sine 35 år, 5 måneder og 20 dage blev den ældste landsholdsdebutant nogensinde.

Thomas Røll Larsen havde også en fornem sæson, som kulminerede, da trænerne i ligaen valgte ham til Forårets Profil. Den elegante midtbanespiller vakte stor opmærksomhed sæsonen igennem, vel nok allermest, da han blev købt af FC København for et beløb, der angiveligt skulle være det største i en handel mellem to danske klubber.

Beløbet gav et tiltrængt løft til SIFs slunkne pengekasse. Regnskabet for 2000 blev nemlig primært reddet af Investeringsselskabet af 28. december 2000, som for 15 millioner kroner købte 50 procent af transfer-rettighederne til SIFs spillere i de kommende ti år, samt af Jyske Bank, som for fem millioner erhvervede reklamerettighederne til Jyske Bank tribunen i de næste 30 år.

Jyske Bank tribunen var en del af den stadion-ombygning, der blev indviet den 22. oktober 2000 i forbindelse med hjemmekampen mod Haderslev FK. Sponsorloungen blev udvidet med blandt andet restaurant og receptionslokaler ligesom endetribunen blev bygget sammen med den ene langside for derved at skabe et hjørne med overdækkede ståpladser.

Sæsonen blev rundet af med en testimonialkamp for SIFs klubrekordholder Morten Bruun, der efter 424 kampe på førsteholdet rundede karrieren af. Ikke færre end 70 tidligere og nuværende førsteholdsspillere var mødt op og spillede to interne kampe for at hylde Morten Bruun for hans lange tid i SIF.

Ikke alle var så heldige selv at kunne bestemme slutdatoen for sit fodboldliv, for i løbet af sæsonen måtte ikke færre end fire spillere trække sig tilbage på grund af fodboldinvaliditet. Den uheldige kvartet var Peder Knudsen, Peter Lassen, Michael Hansen og Jan Larsen.

Godt begyndt, men ikke fuldendt.

I løbet af sæsonen 1999/2000 var der flere varsler om et topresultat, men når det virkelig gjaldt, formåede SIF ikke at slå til. En sjetteplads var i underkanten af det forventede, ikke mindst set i lyset af, hvor godt SIF lå placeret undervejs. Det hele startede i den rene eufori under den nye træner Benny Johansen. En 4-0 sejr i Vejle, hvor SIF ikke havde vundet siden 1990, bragte SIF på førstepladsen i Faxe Kondi Ligaen, og selv om pusten forsvandt lidt i løbet af efteråret, sluttede SIF på tredjepladsen før vinterpausen. Det blev til adskillige kæmpesejre, hvilket betød, at SIF kunne præsentere både ligaens bedste angreb og det bedste forsvar, da der blev gjort halvårs-status.

At SIF havde ligaens mest scorende hold i efteråret kunne primært tilskrives Peter Lassen og Henrik Pedersen, der nettede 24 gange i alt i de 18 kampe. Desværre gik der grus i det ellers så velsmurte maskineri i foråret, hvor det blot blev til fem mål i alt fra den dynamiske duo. Lassen lavede de to, hvilket lige akkurat var tilstrækkeligt til, at den snakkesalige forward endte som topscorer i Faxe Kondi Ligaen med 16 scoringer. Lassens kommentar til titlen: Det er bedre end sex!

Lassen og Pedersen blev sammen med Peter Kjær udtaget til ligalandsholdet, og også her markerede Lassen sig med en scoring imod Norge efter blot 29 sekunders spil.

SIF blegnede generelt i foråret, hvor holdet faldt tilbage efter ellers at have besat andenpladsen med blot ti runder tilbage af turneringen. Hvor SIF i efteråret havde scoret næsten to mål pr. kamp, sneg det tilsvarende snit sig i foråret kun lige op på et enkelt mål. Et væld af skader satte også sit tydelige præg på formen. Konstant var der ti-tolv spillere på skadeslisten, og det hele blev på tragikomisk vis sat på spidsen, da Nicki Kristensen blev sat ind i en kamp mod Herfølge, modtog bolden, afdriblede en modstander, blev sparket ned og båret ud igen!

Også udenfor banen skete der ting og sager i SIF. I februar måned indledte SIF et samarbejde med den hollandske storklub PSV Eindhoven. SIF var i Holland og møde PSV i en træningskamp, og samarbejdet førte også en lejeaftale med det ghanesiske stortalent Godwin Attram med sig. Attram blev hermed den første afrikanske spiller i SIF nogensinde.

På det samme pressemøde, hvor aftalen med PSV blev præsenteret, offentliggjorde SIF, at man havde lavet et tøjsponsorat med Hummel. Det betød farvel til Adidas, som ellers havde klædt SIF på i alle årene i den bedste fodboldrække. Til gengæld fortsatte SIF samarbejdet med Tele Danmark, som forlængede sit hovedsponsorat til og med 2003. Efter megen byråds-polemik kunne SIF i foråret omsider tage første spadestik til den store ombygning af Silkeborg Stadion, der skal bringe tilskuer-faciliteterne op på et internationalt niveau.

SIFs økonomi kom også i mediernes søgelys. Ikke kun fordi klubben måtte præsentere sit dårligste økonomiske resultat nogensinde med et underskud på 15,5 millioner kroner, men også fordi SIFs anfører Morten Bruun i oktober 1999 udgav bogen »På banen«, hvor han åbent fortalte, at han tjente 70.000 kroner om måneden som fodboldspiller. Som en konsekvens af de utilfredsstillende resultater både på og udenfor banen valgte SIF efter sæsonen at fritstille tre kontraktspillere, Kern Lyhne, Kim Nørholt og Jens Overgaard.

For SIFs målmand Peter Kjær blev sæsonen lidt af et personligt triumftog. Han fik TIPS-Bladets Gyldne Bur som Årets Målmand i Danmark 1999, han blev kåret til Årets Spiller i SIF af både Midtjyllands Avis og SIF selv, og endelig blev han udtaget til den danske trup til EM-slutrunden i Holland/Belgien. Som et kuriosum kan tilføjes, at reservemålmand Henrik Ipsen blev noteret for to kampe, som SIF vandt med sammenlagt 8-0!

Tæt på og alligevel langt fra.

På mange måder blev sæsonen en frustrerende oplevelse for SIF. Der var gode momenter og enkelte højdepunkter undervejs i forløbet, men i den sidste ende hjalp det så lidt. I ligaen var SIF længe med i det europæiske kapløb og endte alligevel med den dårligste placering i otte år, i pokalen blev det for tredje år i træk til en semifinaleplads, og i UEFA Cup’en lykkedes det heller ikke denne gang for SIF at avancere til tredje runde.

Tomrer_vs_Roma.jpg

Henrik Pedersen udfordrer en Roma-forsvarer i UEFA Cup kampen
mod de italienske giganter på Silkeborg Stadion.
I turneringen var det som om, at SIF aldrig for alvor kom i gang. Alt for mange kampe endte uafgjort, ligesom det ikke på noget tidspunkt lykkedes for SIF at vinde to kampe i træk. Alligevel var SIF på den ene, den anden eller den tredje (!) måde med i kampen om de europæiske billetter helt frem til turneringens sidste spilledag, idet UEFAs sammenlægning af pokalvindernes Europa Cup og UEFA Cup’en forårsagede det rene kaos i dansk fodbold. Det vil føre for vidt at komme ind på de finurlige regler her. Det skal blot konstateres, at SIF undervejs i foråret havde mulighed for at kvalificere sig til Europa enten som nummer fire i ligaen, som tabende pokalsemifinalist eller som dansk fodbolds fair play repræsentant. Forvirret? – jamen, det var vi alle sammen…

Det stod hurtigt klart for de fleste, at et topresultat skulle hentes i pokalturneringen, og med to indledende efterårs-sejre kvalificerede SIF sig også for tredje år i træk til semifinalen. Mange havde undt SIFs og hele Danmarks træner Sepp Piontek at kunne slutte sin trænerkarriere med en pokalfinale i Parken, men det satte tyskerens gamle klub AaB en stopper for. Den første semifinale endte 4-4 efter et brag af en kamp på Silkeborg Stadion, hvorefter AaB satte tingene på plads med 2-0 i returen. Ellers havde SIF et godt tag på mestrene og formåede som det eneste hold i hele sæsonen at vinde på Aalborg Stadion.

Sæsonens absolutte højdepunkt var mødet med mægtige AS Roma i UEFA Cup’en. SIF overlevede med en professionel indsats kvalifikationskampene mod NK Mura fra Slovenien (0-0 og 2-0), inden Roma kom op af hatten i første runde. I en time bød SIF det italienske storhold trods i det første opgør i Silkeborg, men en kæmpechance blev ikke udnyttet, hvorefter romerne lukkede leddet med to hurtige mål. SIF ydede endnu en respektabel indsats i returkampen på det imponerende Stadion Olimpico i Rom, uden dog at kunne forhindre et samlet nederlag på 0-3.

Op til sæsonen tegnede SIF sig for en international succes på transfer-fronten, idet den unge forsvarskomet Martin Laursen blev solgt til den italienske klub Verona for et beløb tæt ved 10 millioner kroner. Det var mere end en fordobling af klubbens hidtidige salgsrekord og en god pris for en spiller, der blot havde været stamspiller i en halv sæson. En del af beløbet investerede SIF i starten af efteråret i angriberen Peter Lassen. Lassen blev købt hjem fra belgiske Aalst og formede i resten af sæsonen en særdeles giftig angrebsduo sammen med Henrik Pedersen. I alt 27 scoringer blev de to noteret for. Pedersen lavede 16 og blev dermed den SIFer, som har lavet flest mål for klubben i en enkelt superligasæson.

Ellers var sæsonens største SIF-profil den hurtige kantspiller Thomas Poulsen, som spillede sig med på ligalandsholdets vintertur til Sydamerika. Her deltog også målmand Peter Kjær. For Kjær blev sæsonen på sin egen måde værd at huske, idet han scorede sine første to mål for SIF – begge på straffespark. Også anfører Morten Bruun kunne notere en milepæl i sin SIF-karriere, idet han i en kamp mod AGF satte ny klubrekord med sin kamp nummer 349.

Medaljesamlingen komplet.

Stabilitet var om noget sæsonens nøgleord for SIF. Blot fire nederlag blev det til i 33 kampe, ligesom holdets stabile forsvar blot lukkede 30 mål ind. Hermed kunne SIF bryste sig af at råde over superligaens bedste defensiv, hvilket da også førte frem til klubbens første sæt sølvmedaljer.

En glad Sepp Piontek (øverst til venstre) præsenterer sit hold
efter, at sølvmedaljerne er erobret på sidste spilledag.
SIF startede forrygende og var ubesejret i sæsonens første 14 spillerunder. I forhold til de foregående sæsoner var navnlig holdets udebaneform markant forbedret og resulterede i en stribe sejre på fremmede stadions. Blandt de mere markante sejre var en 2-1 triumf i Brøndby. Kendetegnende for holdet var også den gode moral, som blev lagt for dagen. Hele fem gange i løbet af efteråret formåede SIF at vinde kampe, hvor man undervejs havde været bagud.

SIF overvintrede på en delt andenplads, men på trods af den gode placering havde mange eksperter travlt med at afskrive holdet før de afgørende kampe. I vinterpausen skiftede SIFs store profil Jesper Thygesen nemlig til konkurrenterne fra Brøndby, uden at SIF købte nogle store navne som erstatning. I stedet brugte SIF kræfterne på at udvide sit kapitalgrundlag via en succesfuld aktieudvidelse, som indbragte klubben tæt ved 30 millioner kroner.

Tabet af Thygesen fik for så vidt ingen negativ indflydelse på SIFs eget spil, men alligevel blev midtbanegeneralens afgang kostbar for SIF. Ikke nok med, at »Thyge« med to mål forhindrede SIF i for første gang at nå pokalfinalen, han scorede også i den vitale 2-1 sejr til Brøndby på Silkeborg Stadion i forårets første superligakamp.

Efter denne match fortonede SIFs mesterskabschance sig, men man kørte stadig parløb med FC København i kampen om sølvmedaljerne. På intet tidspunkt i sæsonen var der mere end tre points afstand mellem de to klubber, og før sidste spilledag havde FCK et forspring på et point til SIF. Men historien fra mesterskabsåret 1994 gentog sig, FCK tabte hjemme med 0-4 til AaB, og så kunne SIF med en 2-1 sejr hjemme over Vejle knibe sig forbi københavnerne.

Sejrsmålet mod Vejle blev meget betegnende scoret af forårets fund i superligaen Henrik »Tømrer« Pedersen. Efter at have været glemt i to år på grund af skader flåede den robuste angriber det ene superligaforsvar efter det andet i stykker og scorede ni gange i løbet af foråret.

Det var dog som nævnt i den anden ende af banen, at SIF for alvor udmærkede sig. Målmand Peter Kjær stod fremragende sæsonen igennem og blev belønnet med en plads som tredje-keeper i Danmarks VM-trup. Foran ham arbejdede en velsmurt trio bestående af sweeper Johnny Hansen samt de to pålidelige markører Bora Zivkovic og Martin Laursen. Laursen var forårets store forsvarskomet, mens Zivkovic udmærkede sig med flere afgørende scoringer i sæsonens løb. Alle sat ind efter nogle af SIFs frygtede hjørnespark.

To af sæsonens mest mindeværdige kampe blev spillet mod træner Sepp Pionteks gamle klub AaB. Den ene vil blive husket for et mareridt af en afslutning, hvor 2-0 til SIF blev forvandlet til 2-2 i dommerens overtid, mens den anden bød på fantastisk spil og en storsejr på 4-0 til SIF.

For Heine Fernandez blev det den sidste sæson i SIF. Den populære spydspids nåede at blive noteret for 96 officielle scoringer for SIF på ni sæsoner, hvilket placerer ham som klubbens suverænt farligste angriber i nyere tid.

Turbulens og trænerskifte.

 

Der har nok aldrig været så mange mennesker inde i Søholthusets festsal som til det pressemøde, SIF holdt mandag den 18. november 1996. Men det var heller ikke just hverdagsnyheder, den tæt pakkede sal blev præsenteret for: Preben Elkjær forlod SIF til fordel for en direktørstilling for sportskanalen TVS – og Sepp Piontek overtog det ledige trænersæde.

Trænerskiftet var kulminationen på en særdeles turbulent efterårssæson, som hvad resultaterne angik mindede meget om efterårssæsonen året før. I superligaen gik det elendigt, men derimod gjorde SIF en god figur på de europæiske arenaer.

Det sidste først. SIF foretog en bevidst gambling, da man valgte at satse 100 procent på at spille sig frem til UEFA Cup’en via Toto Cup’en. Den indledende pulje blev vundet suverænt, hvorefter SIF først besejrede russiske Uralmash og dernæst kroatiske Segesta Sisak i puljevinderkampene – begge gange med 2-1 ude og 0-1 hjemme – før man endelig var klar til første runde i UEFA Cup’en. Her ventede som sædvanligt(!) et østeuropæisk storhold, og trods en respektabel indsats mod russiske Spartak Moskva måtte SIF igen neje sig. Moskovitterne vandt begge kampe og gik videre med en samlet score på 5-3.

Superligaen udviklede sig til et mareridt. Efter en rimelig start lykkedes det nemlig blot for SIF at vinde en enkelt af efterårets sidste 14 kampe. Frustrationerne var tydelige hos både spillere og træner. Holdet led med fjorten dages mellemrum to forsmædelige nederlag på henholdsvis 1-6 og 0-6 mod AGF og OB, mens træner Preben Elkjær ved to lejligheder blev bortvist fra bænken.

Det sidste indtryk fra det turbulente efterår var dog udmærket, idet SIF gik ubesejret igennem de sidste fem spillerunder i superligaen og tilmed reddede sig en semifinaleplads i pokalturneringen efter en sand gyser mod Herfølge. SIF måtte dog endnu engang nøjes med at være lige ved og næsten i pokalen, for i forårets pokalsemifinaler gik det galt mod FC København.

Bortset fra denne nedtur gik det dog fint med Sepp Piontek ved roret. Nedrykningen kom på betryggende afstand, og SIF fik sagt undskyld til publikum for en halvskidt sæson ved at levere et brag af en kamp mod AGF i den sidste hjemmekamp. SIF var bagud tre gange, men vandt 4-3 på et straffesparksmål af Johnny Hansen i overtiden.

En af forårets store profiler var angriberen Nocko Jokovic, der blandt andet præsterede at score i seks på hinanden følgende kampe. Desuden vendte Peter Sørensen efter mindre end et års ophold i hollandske Groningen hjem til SIF.

Den tidligere SIF-træner Bo Johansson tiltrådte som dansk landstræner i sommeren 1996, men på trods heraf kom der for første gang i otte år ingen SIF-spillere på A-landsholdet i løbet af sæsonen. Jesper Thygesen og Christian Duus snusede lidt til B- og ligalandsholdet, men det var alt.

Ombygningen af Silkeborg Stadion gik for alvor i gang. Sponsorloungen blev udbygget, pressefaciliteterne forbedret, langsiden blev til siddetribune, der blev bygget en ny tribune bag det ene mål, og endelig blev tilskuerne præsenteret for et nyt indgangsparti. De første alvorlige skridt mod et stadion af international klasse var hermed taget.

Fodbold på fuld tid.

Det eneste man kunne regne med i sæsonen 1995/96 var, at SIF kunne man ikke regne med! Ustabilitet var om noget nøgleordet for sæsonens SIF-hold, hvilket var en meget frustrerende oplevelse for både ledelse, træner Preben Elkjær og den på papiret meget stærke spillertrup.

SIF-ledelsens konklusion på de svingende præstationer var, at hvis klubben ville fastholde sin position i dansk fodbolds absolutte top og videreudvikle sig internationalt, så var tiden nu inde til at indføre fuldtids-professionelle tilstande i SIF. De første fuldtidskontrakter blev skrevet med Michael Larsen og Heine Fernandez i foråret 1996, og i månederne herefter fulgte resten af truppen trop.

I superligaen gjorde SIF ikke det store væsen af sig. På et tidspunkt var nedrykningsstregen ved at komme lidt for tæt på, men så viste det ustabile hold sig pludselig fra sin positive side og vandt hele fem kampe i træk – ganske vist med en vinterpause imellem, men alligevel. En fornuftig forårssæson var dog pludselig ved at bringe SIF med i kapløbet om UEFA Cup pladserne, men så gik det meget betegnende galt mod to bundhold i de sidste par kampe.

Næ, det var i Europa Cup’en, at SIF for alvor markerede sig. Først fejede holdet nordirske Crusaders af banen med sammenlagt 6-1 og dernæst røg SIF ind i Sparta Prag. Første kamp var i Tjekkiet, hvor Sparta tidligere havde besejret klubber som Real Madrid, Barcelona og Juventus. Mod SIF gik den imidlertid ikke, for efter en fantastisk disciplineret indsats besejrede SIF tjekkerne med 1-0 på et tidligt mål af Heine Fernandez.

Returkampen blev en ny gyser. SIF kom bagud 0-2, reducerede og pressede voldsomt, da Keld Bordinggaard præsterede en nærmest magisk detalje. Med venstre fod hentede han bolden ned fra himlen, hvorefter han i samme bevægelse flugtede bolden centimeter forbi målhjørnet med det modsatte ben. Det er et af den slags øjeblikke, der fryser sig fast i en fodboldelskers erindring, men det bragte desværre ikke SIF videre i turneringen…

Også i den hjemlige pokalturnering skabte SIF furore – eller rettere: Heine Fernandez gjorde. Med en suspekt scoring mod Lyngby bragte han SIF på vinderkurs, men blev efterfølgende idømt karantæne for angiveligt at have scoret målet med hånden. En grotesk dom, som SIF da også protesterede imod og fik omstødt – vel at mærke efter at Heine havde afsonet sin karantæne.

Lyngbys to mål i den nævnte pokalkamp blev i øvrigt lavet af den litauiske landsholdsspiller Arunas Suika, som SIF skrev kontrakt med fra det nye år. Et andet midtvejs-indkøb var Henrik Risom, som formedelst 1,8 mio. kr. skiftede til SIF fra OB.

SIFs eneste landsholdsspiller Jacob Laursen skiftede umiddelbart efter sæsonen til engelske Derby County for 4,3 mio. kr. Forinden nåede Laursen dog at repræsentere SIF ved EM-slutrunden i England, hvor han fik en halv times spilletid mod Kroatien.

Reservemålmand John Rasmussen skrev et lille stykke SIF-historie, da han blev skiftet ind i en kamp mod Næstved. En skade sent i kampen gjorde nemlig, at han måtte smide handskerne og blive sat ind som angriber!

Tæt på nedrykning og nyt mesterskab.

 

Det blev en paradoksal sæson for SIF, som i løbet af et halvt år var tæt på både det helt store mareridt og den helt store triumf.

Den nye svenske træner Bo Nielsson blev kastet for løverne fra starten, for allerede en måned efter, at han var tiltrådt, ventede SIFs vel nok vigtigste kampe nogensinde, nemlig kvalifikationskampene til Champions League mod ukrainske Dynamo Kiev. Deltagelse i Champions League ville rent økonomisk betyde et spring ind i det næste årtusinde for SIF, så alle sejl blev sat til. Blandt andet hentede SIF hele to udenlandske spillere op til de vigtige kampe. Først den tidligere norske landsholdsmålmand Einar Rossbach som erstatning for den skadede Peter Kjær og dernæst serberen Slobodan Marovic.

Dinamo-Kiev-SIF-3-1.jpg

Den kyrilliske version af Champions League drømmen, der
forsvandt: Dinamo Kiev-SIF 3-1.
Lige lidt hjalp det dog. Efter en hæderlig indsats måtte SIF se sig besejret med sammenlagt 1-3, men det var ikke det værste ved sæsonstarten. Det værste var, at SIF ikke kunne vinde. Efter de første otte kampe havde mesterholdet stadig ikke vundet en kamp, og efter 13 ud af grundspillets 18 runder lå holdet sensationelt placeret under nedrykningsstregen.

Da situationen så allerværst ud, viste spillerne dog, at det skulle være løgn. En vital sejr blev hentet ude mod Fremad Amager i en hård fight, hvor hele to SIFere – Peder Knudsen og Marovic – fik det røde kort. Dernæst hentede SIF points mod de tre tophold i superligaen og sluttede af på fornemste vis med at knuse AGF med hele 5-0 på Århus Stadion, blandt andet på tre mål af Kenni Sommer.

På trods af den flotte redningsaktion valgte SIFs ledelse at fyre træner Bo Nielsson først i det nye år. Ansvaret for SIFs deltagelse i slutspillet blev lagt i hænderne på SIFs tidligere anfører og hjælpetræner under Viggo Jensen, Frank Petersen. Han fik sat skik på holdet, som i en forrygende offensiv udgave gennembankede den ene konkurrent efter den anden. Da også Brøndby blev besejret foran et udsolgt Silkeborg Stadion, lå holdet pludselig nummer to med alle muligheder for at genvinde mesterskabet.

Desværre fusede festen ud. SIF hentede blot et enkelt point i sine sidste fem kampe og endte som nummer tre. Alligevel blev SIF sæsonafslutningens mest omtalte klub, idet man engagerede ingen ringere end hele Danmarks Preben Elkjær som cheftræner fra den kommende sæson. Det var noget, medierne kunne bruge, og SIF kom i pressens søgelys som aldrig før.

En anden, som kom i søgelyset, var SIFs stabile forsvarer Jacob Laursen. Han debuterede på landsholdet i King Fahd Cup i januar 1995, og spillede dernæst resten af forårets landskampe. Peter Sørensen var med i landsholdstruppen imod Finland, men kom ikke på banen.

Sæsonen bød på en hel lille målmands-saga, idet SIF nåede op på at benytte hele fire målmænd. Kjær, Rossbach, den normale reserve John Rasmussen og endelig den 38-årige (!) old boys målmand Jens Krogh, som blev skiftet ind i en kamp mod AaB, da Einar Rossbach blev udvist.

Det Store Triumftog

Ingen kan påstå, at SIF ikke vandt sit første danmarksmesterskab med stil. Holdet spillede attraktiv fodbold, scorede mål på samlebånd, trak store tilskuertal og indtog førstepladsen i superligaen stort set gennem hele turneringen. Den uforglemmelige sæson 1993/94 blev i sandhed et stort triumftog for SIF.

Der var mange kampe af afgørende betydning den sæson, men den måske allervigtigste spillede SIF allerede i turneringens tredje runde hjemme mod Brøndby. Umiddelbart inden kampen var holdets store navn Jakob Kjeldbjerg blevet solgt til Chelsea, og da Brøndby så i en håndevending bragt sig foran 2-0, så det hele lidt sort ud. Men på forunderlig vis vendte SIF totalt kampen på hovedet og vandt 4-2 for øjnene af et begejstret publikum. Den kamp blev starten på noget stort.

Resten af efteråret leverede SIF den ene attraktive kamp efter den anden. Holdet tabte kun to ud af 18 kampe og kunne overvintre på superligaens førsteplads.

Vinterpausen blev de store forventningers ventetid. Alt var gearet til et topresultat. SIF købte superligaens topscorer Søren Frederiksen af Viborg for et rekordbeløb, hele fem SIFere var med på ligalandsholdets tur til Fjernøsten, Frederiksen fik debut på A-landsholdet i en kamp mod England, SIF fik i Tele Danmark en landsdækkende hovedsponsor, på stadion stod en ny overdækket ståtribune klar og ventede på, at slutspillet skulle begynde. Hvad alle andre efterhånden også gjorde…

Slutspillet blev en nervepirrende affære. Det suveræne spil fra efteråret blev afløst af en lidt mere kalkulerende stil. På udebane løb SIF ind i et par alvorlige nederlag, men til gengæld var Silkeborg Stadion en fæstning. Her vandt SIF seks ud af syv kampe og lukkede blot et enkelt mål ind.

Det hele eksploderede i de sidste fire kampe. Først satte SIF Brøndby af i mesterskabskampen med en 1-0 sejr hjemme, så blev OB affærdiget med de samme cifre, og i den næstsidste spillerunde kunne SIF så sikre sig mesterskabet med en udesejr over den eneste tilbageværende konkurrent FC København. Silkeborgenserne valfartede til Parken, hvor kampen blev overværet af det højeste tilskuertal i superligaens historie, nemlig 26.679. De mange tilrejsende SIF-fans fik dog en lang næse, idet SIF tabte 1-4.

Situationen før sidste spillerunde var dermed den, at SIF skulle præstere et bedre resultat end FC København for at blive mestre. SIF mødte hjemme AaB og vandt 2-0 på to mål af topscorer Heine Fernandez, og i Odense indhentede OB en københavnsk føring i anden halvleg og vandt med 3-2 på et mål i overtiden. SIF havde vundet mesterskabet.

Hele byen tog del i den spontane jubelfest, som samtidigt var et farvel-party for den populære træner Bo Johansson. For sit arbejde med SIF blev Johansson hædret med titlen som Årets Træner, og siden hen kaldte DBU jo også på Silkeborgs svensker…

For første gang blev en SIF-spiller topscorer i den bedste række. Hæderen tilfaldt Søren Frederiksen, som scorede 18 mål, heraf dog blot de fem for SIF.

Højdepunkter fra SIFs guldsæson på Youtube.

En halvleg fra UEFA Cup’en.

Mange var på forhånd spændte på at se, hvordan SIF ville klare sig med en ny træner. SIFs hold var i høj grad blevet synonymt med den temperamentsfulde Viggo Jensen, men det viste sig at gå godt nok endda med en ny mand ved roret. Også selv om svenske Bo Johansson kun havde en måneds tid til at arbejde med holdet, før han sendte det i kamp for første gang. Ja, de fire OL-landsholdsspillere Michael Hansen, Michael Larsen, Jakob Kjeldbjerg og nyindkøbet fra Vejle Jacob Laursen nåede han knap nok at få hilst på, før det gik løs. De var nemlig til OL det meste af juli måned.

SIFs nye svenske træner Bo Johansson (stående) ved præsentationen i Søholthuset.

På trods af de lidt hektiske betingelser fik SIF en glimrende start. Holdet scorede et hav af mål og blev kendt som »holdet uden angribere«, fordi den normale topscorer Heine Fernandez var langtidsskadet. Andre tog dog over, og da der blev gjort status over sæsonen viste det sig, at forsvareren Jakob Kjeldbjerg og midtbanespilleren Keld Bordinggaard delte topscorerværdigheden.

Den hovedspilsstærke midterforsvarer Jakob Kjeldbjerg var i det hele taget holdets store profil og blev efter sæsonen valgt til Årets Spiller af Spillerforeningen. En fornem hæder, som ingen SIFer hverken før eller siden er blevet tildelt. Også landstræneren havde bud efter Kjeldbjerg, som i sin anden landskamp den 30. januar 1993 mod USA leverede det hidtil eneste landskampsmål lavet af en SIFer.

Michael Larsen fik debut på landsholdet imod Argentina i februar måned, og den 2. juni var d’herrer Kjeldbjerg og Larsen begge med i landsholdets startopstilling mod Albanien i Parken. Det var første gang, denne ære overgik hele to spillere fra SIF i den samme kamp.

Efter den gode sæsonstart, hvor SIF blandt andet vandt sin største sejr i den bedste række nogensinde med 6-0 over B1909, faldt SIF tilbage til en position lige bag de forreste. Før den sidste kamp eksisterede chancen for den første Europa Cup kvalifikation i klubbens historie dog stadig, men for at det skulle lykkes, skulle SIF ikke alene vinde i OB, men AaB skulle også tabe til mestrene fra FC København. Ved pausen så det hele lyst ud, idet SIF førte 1-0 og AaB var bagud med 1-3, men i anden halvleg skred det hele. SIF tabte 1-2 og AaB vandt 6-4. Farvel til UEFA Cup’en!

Foråret betød goddag til en ny målmand og farvel til en SIF-legende. Målmanden var Peter Kjær fra Vejle og legenden var Ingvar Johansen. Den lille midtbanestrateg nåede med sine 325 førsteholdskampe at blive den spiller med det på det tidspunkt næstflest kampe i klubbens historie. Hans afskedskamp blev i øvrigt spillet på Silkeborg Stadion mod det zambianske landshold.

En speciel glæde for holdet var det, at midtbanespilleren Henrik Kastbjerg endelig vendte tilbage for alvor. Efter to alvorlige benbrud havde mange afskrevet Kastbjerg, men han kom tilbage og markerede sig endda med sin i alt femte scoring for SIF. Den fjerde faldt tre et halvt år tidligere…

Atter på afgrundens rand.

Historien fra foråret gentog sig for SIF. Man måtte så grueligt meget igennem for derefter alligevel at redde livet i superligaen i sidste øjeblik.

Årsagen til at der var nedrykning hele to gange i 1991 var omlægningen af superligaen. Efter den korte turnering i foråret 1991 gik man nu i gang med den nye struktur, som betød, at ti hold i den første turneringshalvdel om efteråret kæmpede om otte pladser i forårets slutspil. To hold blev altså sorteper.

At SIF var tæt på at blive det ene, var der næppe nogen, der havde regnet med halvvejs i efteråret. På dette tidspunkt lå SIF på andenpladsen, ikke mindst takket være inspirerende spil fra holdets første udenlandske indkøb, den polske midtbanegeneral Grzegorz Wiezik. Desværre blev Wiezik alvorligt skadet i en træningskamp i februar måned, og siden blev han aldrig den samme spiller.

Da der manglede syv spillerunder, åndede alt idyl i SIF, men en sort serie på fem nederlag på stribe – den værste SIF-stime i ti år i den bedste række – bragte holdet på randen af nedrykning. Før sidste spillerunde var situationen den, at SIF skulle have et point mere end enten Vejle eller Næstved for at undgå katastrofen.

Scenen for SIFs sidste kamp var Aalborg Stadion, og her trådte en kun 17-årig knægt frem i rampelyset. Han hed Kenni Sommer, og med to mål var han mere end nogen anden den, der reddede situationen. SIF vandt 3-2, og da Vejle samtidigt tabte, var SIF klar til slutspillet.

Et lyspunkt i helt bogstaveligste forstand i det mørke efterår var indvielsen af et lysanlæg på Silkeborg stadion. Financieringen af lysanlægget var en halvvarm politisk kartoffel, men til sidst fandt SIF og politikerne frem til en løsning, hvorved man undgik at komme i den forsmædelige situation, at SIF ville være nødt til at afvikle en eventuel Europa Cup kamp i Ikast eller Århus.

Sammenlignet med efteråret blev foråret en udramatisk affære for SIF. På trods af, at alle hold fik deres pointshøst fra efteråret halveret inden slutspillet, var SIF for langt bagud til for alvor at spille nogen rolle i toppen af rækken. Det mest bemærkelsesværdige fra forårets kampe var SIFs 3-2 sejr i Brøndby – et resultat, der kostede nationalhelten Morten Olsen trænerjobbet i mesterklubben.

Heine Fernandez blev sæsonens topscorer i SIF og fik sin debut på landsholdet i en kamp mod Island i efteråret 1991. Kampen markerede afslutningen på den islandske landstræners virke på sagaøen, og det var væsentligt. Hans navn var nemlig Bo Johansson, og han blev SIFs nye træner fra sommeren 1992.

Apropos landsholdet, så havde SIF en lille andel i sommerens altoverskyggende danske fodboldbegivenhed, EM-sejren i Sverige, idet anfører Morten Bruun var med i den danske EM-trup. Dog uden at få spilletid.

Otte minutter fra nedrykning.

 

1991 var et specielt år, idet superligaen blev introduceret samtidig med, at turneringen blev lagt om fra at følge kalenderåret til at gå fra efteråret til foråret. Denne omlægning betød, at foråret 1991 var en selvstændig turnering, hvor ti hold spillede i alt 18 runder. For SIFs vedkommende blev det oven i købet til endnu to kampe, hvilket betød, at man alene i foråret spillede næsten lige så mange kampe som hele den foregående sæson. Jo, kravene til spillerne var for alvor ved at blive skærpet.

Kampen om en plads i den nye superliga var ligeledes skarp, og her var SIF så tæt på at blive sorteper, som tænkes kan. Før sæsonen var truppen ellers blevet forstærket med de to OL-landsholdsspillere Jakob Kjeldbjerg og Michael Hansen, men alligevel endte SIF i bunden. Et langt stykke hen af vejen gik det dog nogenlunde, og SIF formåede endda som det første danske hold i over et år at besejre UEFA Cup semifinalisterne fra Brøndby med 1-0. Blot et enkelt point i de sidste fire kampe var dog ikke tilstrækkeligt til at undgå to nervepirrende kvalifikationskampe mod nummer to i 1. division B1909.

Hjemmekampen blev et sandt mareridt, for trods føring på både 1-0 og 3-2 endte SIF med at tabe 3-4 mod de undertippede fynboer. Blot tre dage senere var der returopgør i Odense, og her lykkedes det stik mod alle odds for SIF at redde livet i superligaen. I målet stod reservemålmand Brian Jørgensen fantastisk i sin blot fjerde førsteholdskamp, og fremme foran var det den rutinerede Ole Skov, der med et kludemål blot otte minutter før tid sikrede SIF en sejr på 2-0. Jubelen ville selvsagt ingen ende tage i omklædningsrummet efter kampen, hvor ingen tænkte på, at sæsonen havde haft et meget skuffende forløb for SIF.

Mindre end 24 timer efter kampen mod B1909 stillede SIF op til sin første internationale turneringskamp nogensinde – mod svenske Hammarby i Toto Cup’en – og sandelig om ikke spillerne red videre på bølgen fra dagen i forvejen og vandt 4-1.

Den store spiller hos SIF i det forsømte forår 1991 var angriberen Heine Fernandez, der nettede i syv af sæsonens sidste ni kampe. Deriblandt i begge kampe mod B1909.

Morten Bruun blev som den første SIF-spiller i historien udtaget til en EM/VM kvalifikationskamp. Det var en hjemmekamp mod Østrig, som Danmark vandt 2-1.

Undervejs i sæsonen var SIF part i et af de mere kuriøse opgør, en udekamp mod Lyngby, som startede med høj sol og endte i en sand snestorm efter pausen. Her var TV2 hurtige og fangede en fantastisk sekvens på SIFs sidelinie, hvor en fire-fem spillere er i færd med at skifte til støvler med lange knopper, mens en rasende Viggo Jensen forsøger at genne folk tilbage til arbejdet.

Til tops i 1. division.

 

1990 var det sidste år, hvor landets bedste række blev kaldt 1. division. Betød navneskiftet mindre, var det til gengæld en alvorlig sag for mange klubber, at der kun var plads til 10 hold i den nye superliga i stedet for de hidtidige 14. Fire hold røg direkte ud, mens to skulle ud i nervepirrende kvalifikationskampe.

Sæsonen blev altså lidt af et udskilningsløb, hvor SIF imidlertid valgte at tage teten fra starten. Efter en indledende pokaldukkert mod 3. divisionsholdet Ølstykke (1-2 hjemme) var »De røde« flyvende. I de første ti kampe formåede ingen at besejre SIF, som i over en måned kunne sole sig på ligaens førsteplads. Datoen for SIFs erobring af den danske fodboldtop var den 22. april.

SIFs vel nok største profil i dette forrygende fodboldforår var midtbanespilleren Morten Bruun, som i løbet af sæsonens første halvdel opnåede seks landskampe. Det var navnlig hans sammenspil med anfører Brian Skaarup i SIFs højreside, som vakte furore, og i løbet af foråret kom også Skaarup på landsholdet. Han fik debut som indskifter imod Vesttyskland.

En tredje markant figur på SIF-mandskabet var den unge sweeper Troels Bech, som blev landskendt ved to gange inden for kort tid at score direkte på hjørnespark. Bech formåede også at score hele fire gange i to på hinanden følgende topopgør. Jo, der var gang i sagerne i SIF det forår.

Desværre kunne SIF ikke holde stilen sæsonen igennem. Holdet faldt mere og mere tilbage, og først i næstsidste runde reddede holdet sig definitivt fri af nedrykningsfaren. Jævnbyrdigheden i rækken var imidlertid så udtalt, at SIF dermed var med i kampen om en plads i UEFA Cup’en. Det glippede dog med den smallest mulige margin: SIF lå a points med Ikast, men lokalrivalernes målscore var to mål bedre!

Den lidt svage afslutning kunne dog ikke udviske indtrykket af en meget flot sæson, hvor SIF for alvor manifesterede sig som et hold, man måtte regne med i toppen af dansk fodbold. Fjerdepladsen var den bedste placering i klubbens historie, og for første gang nogensinde kvalificerede SIF sig dermed til en europæisk turnering. Ganske vist den upåagtede Toto Cup, men alligevel.

For træner Viggo Jensen bød sæsonen på endnu en stor udfordring, idet DBU ansatte ham som træner for det olympiske landshold. Nok en stor anerkendelse af Viggos store arbejde i SIF.

Et etableringsår.

1989 blev et etableringsår for SIF efter den første sæson i 1. division, der startede så eurofisk og endte med at slutte godt og solidt. Mange spåede SIF en svær sæson nu, hvor modstanderne var mere forberedt på, hvad Viggo & Co. kunne byde på.

Sæsonen startede med en historisk SIF-begivenhed den 8. februar i Valletta på Malta, hvor angriberen Hans Erfurt blev klubbens første A-landsholdsspiller nogensinde. Erfurt var med på det danske ligalandshold, som slog Malta med 2-0.

Allerede inden sæsonstarten røg SIF ind i en alvorlig styrkeprøve. SIF besluttede sig for som den tredje danske klub – efter Brøndby og AGF – at gå på Børsen. Betingelsen fra SIFs økonomiske samarbejdspartner Jyske Bank var, at SIF selv skulle sælge aktier for mindst tre millioner kroner – så ville banken garantere for de resterende fire af de syv millioner, som der blev udbudt aktier for. Og det lykkedes lige akkurat. SIF solgte for helt præcist 3.063.000 kroner. Klubben var hermed på Børsen, hvor SIF-aktien blev noteret første gang den 7. april.

På den sportslige front fik holdet noget af et chok, da SIFs mest markante spiller Ingvar Johansen brækkede benet i en træningskamp umiddelbart inden sæsonstart. Ingvar kom først tilbage sidst på efteråret, men holdet klarede sig endda. Nedrykning kom aldrig på tale, ligesom der sæsonen igennem var langt til en topplacering.

To af sæsonens mest mindeværdige kampe spillede SIF imod Lyngby. Den første på udebane mod et favoriseret Lyngby-hold, der bragte sig foran efter ni (!) sekunder, men siden måtte se sig besejret med 3-2. SIF blev Lyngbys onde ånd, for i returkampen i næstsidste spillerunde lykkedes det for SIF at tage point fra Lyngby og dermed spille mesterskabet i hænderne på OB. Det var en tjeneste, som OB ikke glemte os for, men det kommer vi tilbage til senere…

Tilskuerrekorden på Silkeborg Stadion faldt igen. Det gjorde den nogle gange i debutsæsonen i 1. division, men den 28. maj 1989 fik den atter et tryk opad. 8.816 tilskuere mødte op for at se SIF mod Vejle. Eller rettere: De mødte op for at se den gamle landsholdsstjerne Preben Elkjær sæsondebutere for Vejle. Også Elkjær vender vi tilbage til senere…

I efteråret blev SIFs højre back Brian Skaarup udtaget til A-landskampen mod Belgien på udebane. Skaarup måtte dog tilbringe hele kampen på bænken og dermed have sin debut til gode.

En euforisk debut.

»Bookmakerne er begyndt at give odds på, om SIF får fem hjørnespark i 1. division!«

Denne dommedags-melding fra en af landets respekterede journalister er for længst blevet et udødeligt citat i SIF. For selv om spådommen blev lanceret med et glimt i øjet, så fortæller udsagnet alligevel noget om den generelle opfattelse af SIFs debutanter før klubbens første sæson i 1. division: SIF blev ikke levnet mange chancer.

For at gøre ondt værre solgte SIF oven i købet sin ubetinget største profil kort ind i januar måned. Det var landsholdsspilleren Jan Bartram, som SIF under stort postyr havde hvervet fra AGF i efteråret 1987. Bartram blev solgt til Glasgow Rangers formedelst 1,4 mio. kr. Ikke noget dårligt provenu for en spiller, man havde kontrakt med i en uges tid og som aldrig kom i aktion for SIF.

At SIF udmærket kunne klare sig uden Bartram skulle dog hurtigt vise sig. Fodbold-Danmark blev pludselig dus med navne som Hans Erfurt, Ingvar Johansen og Peter Vesterdal, for i løbet af en håndfuld kampe havde SIF lagt sig på andenpladsen i 1. division med otte points i fem kampe! Blandt andet blev Brøndby i SIFs anden hjemmekamp besejret med 1-0 for øjnene af et rekordpublikum på over 6.000 tilskuere.

I det hele taget strømmede publikum til SIFs kampe. Lokalopgørene mod Ikast og AGF var de rene sællerter, og da regnskabet skulle gøres op efter SIFs euforiske debutsæson, viste det sig, at holdet fra den midtjyske provinsby havde samlet tredjeflest tilskuere af alle, nemlig 55.509 tilskuere til 13 hjemmekampe. For at kunne klare presset måtte en ståtribune i al hast etableres på det hyggelige, men primitive Silkeborg stadion.

SIFs topscorer blev Hans Erfurt med ti mål, hvilket bragte den kropsstærke forward i landsholdets søgelys. Erfurt blev i efteråret udtaget til kampe mod både England og Sverige, men måtte tilbringe dem begge på bænken. Ingvar Johansen blev udtaget til ligalandsholdets tur til Brasilien efter sæsonen, men måtte melde afbud på grund af en skade.

Det var dog ikke kun på spillerfronten, at der blev lagt mærke til SIF. Efter sæsonen blev holdets temperamentsfulde træner Viggo Jensen kåret til Årets træner, mens Poul Erik Wils-Jensen – bedre kendt som PEWI – blev valgt til Årets leder i dansk fodbold. SIFs debutsæson i landets bedste fodboldrække var og blev en kæmpesucces.

En plads i skyggen.

Uden at fornærme fortidens silkeborgensiske fodboldkoryfæer, så kan man nok godt påstå, at Silkeborg IF ikke tidligere i sin mere end 80-årige levetid har markeret sig i toppen af dansk fodbold, som klubben gør i dag. Før oprykningen til 1. division i 1987 havde klubben aldrig før spillet i den bedste hjemlige række og havde aldrig haft en spiller på landsholdet.

Silkeborg IF blev stiftet den 26. april 1917. I den anledning skrev den lokale Silkeborg Social-Demokrat, at »Boldspillet tager sin begyndelse på Søndag Formiddag Kl. 9 1/2 paa Sportspladsen. Og forhåbentlig er der hermed indledt en ny Æra for vore lokale Sportskredse.« Eftertiden har vist, at det ikke var for meget sagt.

SIF-anno-1953.jpg

SIF anno 1953 med træner Poul Bjerre i øverste række til venstre.

I klubbens første leveår spillede SIF i de forskellige jyske rækker. A-rækken, mellemrækken og fra 1942 endda mesterrækken, som var den fornemste jyske række. De danske mesterskaber var på den tid forbeholdt de store københavnske klubber, som i det hele taget styrede hele fodboldudviklingen herhjemme. Her var ikke plads til en lille klub fra provinsen.

Nu skal det ikke lyde som om, at det kun var københavnernes skyld, at SIF ikke markerede sig mere, for resultaterne var heller ikke til en plads blandt de allerbedste. Således gjorde klubben først sin entre i Danmarksturneringen under DBU så sent som i 1962, hvor det blev til en lynvisit i 3. division. Siden vendte SIF tilbage, og i 1966 rykkede holdet endog op i 2. division, hvor man stort set tilbragte de næste ti år.

SIF anno 1967. Sæsonen 1967 blev SIFs første i 2. division,
og holdet nåede tilmed pokalsemifinalen.

I slutningen af 1970erne gik det dog helt galt. I løbet af to sæsoner suste SIF ned i Danmarksseriens glemsel. Men da det så allersortest ud for klubben, kom hjælpen i skikkelse af klubbens tidligere spiller Arne Sørensen. Han var nu en foretagsom forretningsmand, og med ham som primus motor stiftede man i 1982 det professionelle aktieselskab SIF Fodbold Support A/S og indførte betalt fodbold i SIF.

På den sportslige front gav initiativet tilsyneladende omgående afsmitning, for samme år rykkede SIF atter op i 3. division. Succesen fortsatte det følgende år med klubbens første fuldtidstræner Bjarne Jensen ved roret, og SIF strøg direkte op i 2. division. Her sikrede klubben sig sin på det tidspunkt bedste placering overhovedet med en fjerdeplads i 1984, men siden tabte holdet pusten, og i efteråret 1986 syntes elevatoren atter at pege nedad. SIF måtte skride til den ubehagelige løsning at fyre den populære Bjarne Jensen, og under ledelse af den snu Svend Hugger lykkedes det på mirakuløs vis at redde livet i 2. division på sidste spilledag. Der er ingen tvivl om, at Huggers redningsaktion er en af de mest væsentlige årsager til, at SIF i dag har en position blandt landets bedste klubber. For hermed var scenen klar til den nye træner Viggo Jensen.

Det er næppe for meget sagt, at den temperamentsfulde Viggo Jensen revolutionerede klubben på det sportslige område, og mandens ildhu kombineret med en forstærket spillertrup betød, at SIF efter sæsonen 1987 for første gang var klar til den bedste række.

Skyggetilværelsen var for alvor blevet skiftet ud med en plads i solen.

Næste Kamp

1. DIVISION

SØNDAG 27.09 KL 14:00
da_DKDanish
da_DKDanish
Scroll til toppen

Menu