16. februar 2020

Kent N.: Forbandet over AaB’s føringsmål

Kent N.: Forbandet over AaB’s føringsmål

SIF’s cheftræner ærgrede sig godt og grundigt over det hurtige AaB-mål i 2. halvleg. “Fodbold handler også om kynisme, og dér straffer AaB os,” sagde han efter kampen.

Kent Nielsen var frustreret over AaB’s mål til 1-0 få sekunder inde i 2. halvleg. Foto: Ulla Myrhøj.

Det var en frustreret SIF-chef, der stillede op for pressen efter søndagens nederlag på 0-2 til AaB. Særligt den nordjyske føring til 1-0 få sekunder inde i 2. halvleg gav anledning til panderynker hos Kent Nielsen.

– Fodbold handler også om kynisme, og dér straffer AaB os. Spillerne slider og slæber og leverer en godkendt defensiv indsats i 2. halvleg, men små ting afgører, at AaB vinder, sagde Kent Nielsen og prøvede at forklare situationen, hvor Lucas Andersen spillede Kasper Kusk fri til scoringen 10 sekunder efter at 2. halvleg var sat igang.

– Jeg ved ikke, om det var fordi forsvaret ikke læste afleveringen godt nok – den var jo længe undervejs. Eller også prøvede de at trække off-side, men det var der i hvert fald ikke. Så det er et mål, jeg er frustreret over at vi indkasserer, sagde Kent Nielsen.

– Når man ligger, hvor vi gør, så slider man med mange ting, og det kræver disciplin. Jeg sagde til spillerne, at vi skulle lykkes med de simple ting for at vinde, og derfor er jeg så forbandet over deres første mål. Når man har tabt så mange kampe, som vi har, så bliver man ramt hårdt af modgang. Jeg kan ikke sætte en finger på arbejdsindsatsen. Men AaB havde kynismen, måtte Kent Nielsen konstatere.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen