23. september 2023

Kent inden VFF: “Vi har været skarpe foran mål”

Kent Nielsen har stor respekt for det, som Viborg FF har præsteret, men SIF-chefen ser alligevel muligheder for at forlænge sejrsstimen på søndag.

Silkeborg IF jagter fem på stribe, når Viborg FF søndag klokken 14.00 gæster JYSK park til et vaskeægte midtjysk lokalbrag.

Viborgenserne har normalt godt fat i SIF, og cheftræner Kent Nielsen har da også stor respekt for søndagens modstander.

– Viborg er en spændende størrelse og en klub, SIF har kørt et mangeårigt parløb med. På mange parametre har begge klubber gjort det godt på hver sin måde, og det er lidt samme størrelse og udfordringer, vi står over for. Jeg har enorm respekt for det, VFF har sat sammen, siger Kent Nielsen og går dybere ind på søndagens modstander.

– De har en utrolig dygtig træner i Jacob Friis, der har en meget afklaret spillestil. Viborg har, ligesom os, mistet et par store profiler i transfervinduet, men de er også i gang med at få kørt de nye, spændende spillere ind. De står kompakt og er svære at finde spilrum imod, så vi bliver udfordret maksimalt på søndag, siger Kent Nielsen.

SIF-chefen er dog ikke i tvivl om, at det formstærke SIF-mandskab også kan gøre ondt på Viborg FF.

– Vi har været utrolig skarpe foran mål, og det er svært at gardere sig imod, men bare fordi vi har været skarpe indtil nu, er det ikke ensbetydende med, at det fortsætter. Men vi skal have fart og ekstra kvalitet, når vi har bolden, så skal vi nok skabe nogle chancer. Derudover er vi også selv svære at skabe chancer imod, siger Kent Nielsen.

Det er søndag klokken 14.00, SIF tager imod Viborg FF på JYSK park, og du kan sikre dig billet lige her.

Anders Klynge håber, at mange fans støtter SIF mod Viborg. Læs mere her.

Du kan også sikre dig en matchworn SIF-trøje fra kampen. Læs hvordan her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen