16. april 2018

Nederlag i Hobro slukker SIF’s håb

Nederlag i Hobro slukker SIF’s håb

Håbet om at undgå nedryknings-playoff blev slukket efter at SIF mandag aften tabte 0-1 i Hobro.

SIF kan nu ikke engang i den yderste teori undgå playoff-kampene om at undgå nedrykning. Det står klart efter mandagens nederlag i Hobro på en aften, hvor SIF-gnisten aldrig blev tændt. En tidlig føring til Hobro slog SIF omkuld, og sejren til Hobro må siges at være såre fortjent.

Hobro er nu sikre på overlevelse og europæisk playoff, og AGF sikrede sig også, da århusianerne efter sejren over Helsingør også er 10 point foran SIF i pulje 1 med tre kampe igen.

SIF måtte undvære Marc Rochester, der før kampen måtte trække sig med en lårskade. I hans fravær fik Jeppe Okkels startplads på venstrekanten. Tilbage fra karantæne var Casper Sloth og Ibrahim Moro, hvilket i forhold til AGF-kampen senest rykkede Mikkel Vendelbo ned på venstre back og Sammy Skytte ud på bænken.

Tidlig Hobro-føring
Det ellers fine forårsvejr dagen igennem holdt op en time før kickoff og blev afløst af massiv regn. Det gav oveni ujævnhederne et vådt underlag, og så var der lagt op til direkte spil over græshøjde. I den øvelse var Hobro i indledningen bedst og kom da også tidligt foran. Allerede i det 5. minut kiksede offside-fælden for SIF, da en høj bold fik lov at passere hele bagkæden, så Wilfried Domoraud kunne stige til vejrs og heade bolden i nettet til 1-0.

Efter målet tog Hobro foden lidt af speederen og trak sig lidt længere tilbage på banen. Det gav SIF mere spil og mere ro uden at det dog førte til chancer. Midt i halvlegen havde Hobro periodens bedste tilbud med et hovedstød fra nært hold fra Vitus Hammershøi-Mistrati. Bolden havnede dog i favnen på Peter Friis.

Salquist med stor chance
SIF’s største – og eneste – chance i 1. halvleg faldt efter godt en halv time, da et frispark fra Casper Sloth passerede Hobro-forsvaret, så en fri Tobias Salquist fik en skudchance fra tæt hold. En benparade fra Jesper Rask reddede hjemmeholdet fra at indkassere udligningen.

En alt i alt sløj indsats af SIF i 1. halvleg, og det tog Peter Sørensen konsekvensen af i pausen og bytte Okkels og Moro for Magnus Mattsson og Sammy Skytte.

Justesen-mål underkendt
Umiddelbart ændrede det ikke på kampbilledet med Hobro som farligst og bedst spillende. Et hjørnespark i kort variation gav Mads Justesen en skudchance tæt under mål, og Hobro-veteranen sendte bolden i nettet. Dommer Benjamin Willaume-Jantzen fløjtede imidlertid for frispark – tilsyneladende fordi Justesen skubbede i situationen – så SIF kunne stadig håbe på at komme tilbage i kampen.

Håbet svandt, som minutterne gik, og de 1-0 på måltavlen holdt kampen ud. Hobro var tæt på 2-0, da Emmanuel Sabbi headede på stolpen med et lille kvarter igen.

SIF spiller igen allerede torsdag. Her kommer Hobro på besøg på JYSK park med kampstart kl. 18.00. Billet til den kamp kan købes her.

Kampen i tal:
Alka Superliga, gruppespil, pulje 1, 3. runde (29. spillerunde) mandag 16. april kl. 19.00 på DS Arena i Hobro:
Hobro IK – Silkeborg IF 1-0 (1-0)
Mål: 1-0 Wilfried Domoraud (5.)
Advarsler: Martin Mikkelsen, Jesper Bøge, Hobro, Simon Jakobsen, Jens Martin Gammelby, SIF.
Tilskuere: 2.013
Hobro IK (4-4-2): Jesper Rask – Jesper Bøge, Rasmus Minor Petersen, Mads Justesen, Björn Kopplin – Martin Mikkelsen (60.: Mikkel M. Pedersen), Vito Hammershøi-Mistrati, Jonas Brix-Damborg, Edgar Babayan (75.:Yaw Amankwah) – Wilfried Domoraud (54.: Emmanuel Sabbi), Pål Alexander Kirkevold
Cheftræner: Thomas Thomasberg
Silkeborg IF (4-2-3-1): Peter Friis – Jens Martin Gammelby, Simon Jakobsen, Tobias Salquist, Mikkel Vendelbo – Ibrahim Moro (46.: Sammy Skytte), Casper Sloth – Vladimir Rodic, Davit Skhirtladze, Jeppe Okkels (46.: Magnus Mattsson) –  Gustaf Nilsson (80.: Mate Vatsadze).
Manager Peter Sørensen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen