5. december 2010

Flot kamp gav et point

Silkeborg IF spillede søndag aften en flot kamp – og fik et point ud af anstrengelserne imod Brøndby på NRGi Park i Århus. Jim Larsen scorede til slutresultatet 2-2 otte minutter før slutfløjtet.

Årets sidste kamp for Silkeborg IF stod for døren – og dermed den sidste chance for at sætte point ind på kontoen inden vinterpausen. Og selv om Silkeborg IF havde fordel af hjemmebane i søndagens opgør imod Brøndby, så blev kampen spillet på NRGi Park i Århus som følge af den tidlige vinterkulde.

Cheftræner Troels Bech havde foretaget et par enkelte ændringer i startopstilling i forhold til sidste uge. Tilbage var Dennis Flinta efter karantæne, og han gik ind på højrebacken i stedet for Thomas Hansen. I angrebet var Kaimar Saag blevet foretrukket i stedet for Henrik ”Tømrer” Pedersen, som tog plads på bænken.

Det gav følgende opstilling:

Lasse Heinze, Dennis Flinta, Jim Larsen, Simon Jakobsen, Christopher Poulsen.

På midten: Martin Svensson, Frank Hansen, anfører Martin Ørnskov, Christian Holst.

Helt fremme Jesper Bech og Kaimar Saag.

Banen på NRGi Park var på trods af årstiden i god stand, og den var overraskende grøn. Men det kunne der hurtigt blive lavet om på i løbet af kampen, eftersom de glidende tacklinger godt kunne mistænkes for at kunne flå græsset op.

Holst på overliggeren
Det var Brøndby, som kom bedst ud af starthullerne med et par forsigtige forsøg imod Lasse Heinzes mål. Tættest på kom de efter et hjørnespark, da en BIFer nåede højst til indlægget, men bolden gik forbi.

Den mulighed var dog ingenting i forhold til den chance, som SIF fik minuttet efter. Brøndbys målmand Michael Tørnæs lavede et dårligt udspark, og inden han nåede tilbage til målet, havde Christian Holst sendt en høj bold ind over ham, og bolden dumpede ned på overliggeren tæt på trekantssamføjningen.

Godt set af Christian Holst, og så var Brøndby advaret allerede fra begyndelsen!

Godt spil af SIF
Efter Christian Holsts chance satte hjemmeholdet et bedre præg på kampen.

Duellerne på midten af banen blev vundet af specielt Martin Ørnskov, og Kaimar Saags hurtighed i front var tæt på at kaste en friløber af sig efter et lille kvarters tid, men Michael Tørnæs nåede bolden først.

Det så lovende ud for resten af kampen.

Frank Hansen til 1-0
Og det gode spil skulle da også kaste et mål af sig efter 17 minutters spil. Efter forbilledligt spil på midten af banen, lagde Christian Holst et tidligt indlæg ind i feltet, og her havde Frank Hansen listet sig med ind. I en helt fri position bag et halvsovende BIF-forsvar, kunne han først tæmme bolden og stille og roligt sende den i kassen. Flot mål af hele SIF-mandskabet!

Det var anden kamp i træk, at Frank Hansen kom på måltavlen. Måske har vi fundet en ny ”torjäger” på midtbanen?

Brøndby var dog ikke sat helt af i den jævnbyrdige kamp. Nikolaj Agger havde et godt skud, som sneg sig over overliggeren. Mike Jensen havde ligeledes et forsøg på mål efter et nyt hjørnespark til Brøndby.

Samme Mike Jensen slap underligt nok for gult kort, da han i hidsighed forsøgte at sende Christopher Poulsen til tælling i en duel.

Udligning af Farnerud

Brøndby fik mere og mere spil i kampen efter Silkeborg IFs gode periode, og det endte også med at give mål.

SIF-forsvaret stod for passivt i venstre side, hvor Daniel Wass kunne føre bolden frem, og da bolden kom ind i feltet, kunne Alexander Farnerud lidt for uhindret sende udligningen i mål.

Ærgerligt for SIF, men efter spil og chancer var det retfærdigt nok.

Holst på stangen igen
Efter en god halv times spil testede Christian Holst igen træværket på Michael Tørnæs’ mål. På et direkte frispark knaldede den danske færing bolden på Tørnæs’ højre stolpe helt nede ved roden.

Virkelig flot spark af Holst, som havde fortjent en bedre skæbne. Han kunne på dette tidspunkt notere sig for to skud på stængerne – uden mål.

Kort efter brød Christopher Poulsen igennem i sin venstre side, hvilket var tæt på at blive til en god mulighed inde foran mål. Nu var det igen SIF, som havde taget teten i den ganske velspillede og afvekslende fodboldkamp.

Saag tæt på med hovedet
Kaimar Saag spillede en god første halvleg, og han var konstant en trussel med sin hurtighed overfor BIF-forsvaret. Et par minutter før pausen var han tæt på at omsætte et hovedstød til mål, men afslutningen sad lige på Michael Tørnæs, som kunne gribe bolden ud.

Tættere på kom det ikke efter en velspillet første halvleg.

Farnerud med mål igen
Silkeborg IF fortsatte de lovende takter fra begyndelsen af anden halvleg. De vigtige dueller på midtbanen blev vundet af Frank Hansen og Martin Ørnskov. Jesper Bech fik en god mulighed efter fem minutters spil af anden halvleg, men afslutningen gik forbi mål.

Men på trods af den gode start, var det Brøndby, som igen fik bolden i rusen. Alexander Farnerud fik en friløber efter et ærgerligt Ørnskov-boldtab i duel med Mike Jensen, og selvom Lasse Heinze forsøgte at møde ham tidligt, gik Farnerud forbi ham og trillede bolden i mål. 2-1 til Brøndby.

Dén var svær at acceptere, efter at hjemmeholdet havde spillet ganske fint og sagtens kunne have været foran selv.

Herefter faldt kampen for første gang lidt i tempo og underholdning. Brøndby var blevet tilfredse, og ville bare gerne køre sejren hjem, og Silkeborg IF formåede ikke at spille sig igennem Brøndbys midtbane og forsvar.

Tømrer på banen
Efter 65 minutters spil blev Henrik ”Tømrer” Pedersen sendt i aktion i stedet for Martin Svensson. ”Tømrer” lagde sig over på venstrekanten, mens Christian Holst lagde sig på højrefløjen i stedet for Svensson.

Og kort efter var det tæt på at føre til en stor chance foran Michael Tørnæs’ mål. Kaimar Saag fik bolden i feltet med ryggen mod mål, og her skulle han nok have prøvet at vende rundt selv i stedet for at aflevere bolden tilbage. I hvert fald løb chancen i ud sandet.

Lugtede af mål til SIF
Brøndby IF stod efterhånden virkelig langt tilbage på banen, hvilket gav flere og flere muligheder til SIF.

Christian Holst fik en ny stor mulighed, da han i fri position i feltet afsluttede lige i hovedet af Michael Tørnæs. Og på det efterfølgende hjørnespark var det nok engang tæt på efter sæsonens største gang klumpspil i det lille felt.

Det lugtede efterhånden gevaldigt af mål til SIF!

Lekic på banen
Efter 72 minutter blev Rajko Lekic sendt på banen i stedet for Jesper Bech. Og missionen for Lekic var egentlig ganske simpel: Scor det udlignende mål!

Det store pres, som SIF havde sat ind, var desværre forsvundet igen med små ti minutter tilbage af kampen. Brøndby stod fortsat sikkert i defensiven og havde enkelte farlige forsøg på kontra. Alexander Farnerud havde en stor chance for at bringe sig op på et hattrick, men Heinze reddede.

Med små ti minutter igen blev Simon Skibsted indskiftet i stedet for Kaimar Saag, som havde spillet en god kamp.

Jim Larsen til 2-2!
Og Skibsted fik i sin første aktion fremtvunget et hjørnespark, som var millimeter fra at føre til scoring efter klumpspil i feltet. Kunne det mål da ikke bare komme?

Og jo, det kunne det! Christian Holst modtog bolden i feltet og lagde den flot tilbage til Jim Larsen, som fra kanten af feltet kanonerede bolden over i Michael Tørnæs’ højre side. 2-2! Forløsende mål for SIF-mandskabet, efter at det havde været tæt på så mange gange.

Det udlignende mål fik Brøndby til at vågne lidt op igen, og de kom endelig lidt frem på banen igen. Ingen af holdene formåede dog at score i den nervepirrende slutning, og dermed går begge hold til vinterpause med et enkelt point. Og det kunne bagge parter være godt tilfredse med efter spil og chancer.

Mål

  • 1-0 Frank Hansen (17)
  • 1-1 Alexander Farnerud (27) 1-2 Alexander Farnerud (52)
  • 2-2 Jim Larsen (82)

Advarsel

  • Jan Frederiksen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta
  • Jim Larsen
  • Simon Jakobsen
  • Christopher Poulsen
  • Martin Svensson (65: Henrik “Tømrer” Pedersen)
  • Frank Hansen
  • Martin Ørnskov
  • Christian Holst
  • Jesper Bech (72: Rajko Lekic)
  • Kaimar Saag (81: Simon Skibsted).

BIF

  • Michael Tørnæs
  • Daniel Wass
  • Max von Schlebrügge
  • Daniel Stenderup
  • Jan Frederiksen
  • Jens Stryger Larsen
  • Mike Jensen (92: Brent McGrath)
  • Mikael Nilsson (88: Anders Randrup)
  • Jan Kristiansen
  • Nicolaj Agger (68: Paul Jatta)
  • Alexander Farnerud.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

1. DIVISION

SØNDAG 06.12 KL 15:00
Scroll til toppen

Menu