Flinta inden bundbrag: Vi skal vise, at vi er gode nok
Silkeborg IF møder på søndag Esbjerg i en direkte duel i bunden af 3F Superligaen. En opgave som den nu snart tidligere SIF-spiller, Dennis Flinta ser frem til.
Det var dagen derpå for SIF’s Dennis Flinta, efter han onsdag eftermiddag offentliggjorde sit karrierestop. En stor karriere i SIF-trøjen lakker mod enden.
– Der var en masse der ringede og skrev. Så det var ganske fint. Jeg har jo lige haft et par dage, hvor jeg selv har vist det sådan rigtig. Men jeg kan mærke, at jo flere dage og timer der går, at jeg får det rigtig godt med det. Jeg er rigtig tilfreds med min tid her i SIF, og at det er slut, lyder det fra den snart afgående SIF-kaptajn.
Inden det slutter helt har han og holdet dog nogle særdeles vigtige kampe tilbage. Søndag gælder det en anden af de direkte nedrykningskandidater, når Esbjerg fB kommer på besøg. En kamp hvor SIF-holdet skal vise, hvad det er lavet af.
– Vi kan ikke blive ved med at sige, at vi skal vænne os til Superligaen, og det er derfor, at vi laver så mange fejl. Vi må til at vise, at vi er gode nok, lyder det fra Flinta, som ikke er i tvivl om, hvad han gerne vil bidrage til i sin sidste periode på holdet.
– Det er point på kontoen, som det handler om. Hvad enten om jeg er her, eller jeg ikke er her, så håber jeg, at det går klubben godt, fortæller Dennis Flinta.
Du kan købe din billet til kampen mod Esbjerg her.