9. juni 2021

Fem nye ambassadører i SIF

SIF har tilknyttet fem nye ambassadører til sit korps. Det er Jacob Brunsborg, Peter Ingemann, Rasmus Staghøj, Christian Borregaard og Tobias Hamann. 

Hen over de seneste måneder har SIF tilknyttet yderligere fem ambassadører til sit korps af kendte med tilknytning til Silkeborg og veneration for byens fodboldhold. Det er bestyrelsesformand i JYSK Holding, Jacob Brunsborg, journalist og tv-vært Peter Ingemann, ejendomsmægler og tv-vært Christian Borregaard, tv-journalist Rasmus Staghøj og tv-vært og hypnotisør Tobias Hamann.

Dermed tæller SIF’s ambassdørkorps nu 116 medlemmer.

Jacob Brunsborg er bestyrelsesformand i selskabet bag boligkæden JYSK, JYSK Holding og står dermed i spidsen for den verdensomspændende koncern, hans far, afdøde Lars Larsen, grundlagde med den første butik i Aarhus i 1979. Jacob Brunsborg er bosat i Silkeborg-området og JYSK har i forvejen en meget tæt tilknytning til Silkeborg IF med navnesponsoratet til JYSK park og senest også hovedsponsoratet i klubben, der træder i kraft fra næste sæson.

Peter Ingemann er journalist og kendt fra tv, hvor han har været vært på talrige programmer, først på DR (Hammerslag, Rene ord for pengene og Guld og grønne skove) og siden 2013 på TV2 (Nybyggerne, Størst, Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed og senest Ingemann og Vestkysten samt Ingemann, Fyn og Lolland-Falster, hvor han viser rundt i landsdelene på en kopi af sin ungdoms Puch Monza Juvel fra 1979). Peter Ingemann er bosat i Svejbæk og kommer oprindeligt fra Ry.

Christian Borregaard er ejendomsmægler og kendt fra programmet Beliggenhed, Beliggenhed, Beliggenhed, som han overtog værtskabet af (sammen med med-værten Sarah Lygum) efter Peter Ingemann. Når han ikke er på tv, driver han rådgiver-virksomheden Købersside.dk, der rådgiver boligkøbere, når de bevæger sig ud på boligmarkedet. Selv er han bosat lidt udenfor Silkeborg med sin familie.

Rasmus Staghøj er uddannet journalist og har igennem de seneste år gjort sig kendt som cykelsports-kommentator og -vært på TV2. Sammen med Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensen kommenterer han bl.a. Tour de France ligesom han dækker en lang række cykelbegivenheder i løbs-kalenderen for tv-stationen. Rasmus Staghøj er født i Silkeborg og har også en fortid som ansat i Silkeborg IF, idet han i en periode på seks måneder i 2010 var ansat som kommunikations medarbejder.

Tobias Hamann er mest kendt for sin sejr i Den store bagedyst på DR i 2014. Sejren førte til flere tv-programmer på DR, bl.a. Bag Verden – med Tobias, hvor han rejste rundt på Kloden og med inspiration fra de lande, han besøgte, bagte en særlig kage. Han har også været med i juleprogrammet Smagen af et Juleeventyr. Siden har Tobias Hamann, hvis farfar var hypnotisøren Ali Hamann, uddannet sig til hypnotisør i USA og deltog i 2018 i DR-dokumentaren, Hypnotisøren – Tobias og Ali Hamann. Tobias Hamann er vokset op i Gjessø udenfor Silkeborg.

Du kan se hele SIF’s ambassadørkorps her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 04.11. kl. 19.00
Scroll til toppen