22. august 2023

FCK away: Tag med i Parken

Vi bliver mange SIF’ere i Parken lørdag eftermiddag. Læs alt om vores away til hovedstaden her.

Kampen
På en svær udebane i Danmarks nationalarena får drengene brug for alt den opbakning, de kan få, hvis vi skal have point med hjem fra Parken, hvor ubesejrede FC København tager imod.

Bustur
Heldigvis ser vores historisk flotte opbakning med røde trøjer og flot fremmøde til udebanekampe ud til at fortsætte og de to første busser fra SIFosis og Stoltheden & Stoltheden Ungdom er allerede udsolgt her tirsdag!

I skrivende stund har SIFosis netop opgraderet til en større bus, og der er derfor et begrænset antal ledige pladser, så hold dig ikke tilbage og book din plads inden det er for sent. Afgang fra JYSK park kl. 11.00 og hjemkomst er forventet ca. 22.30.
Køb din billet til bussen lige her.

Quiz

Varm op til kampen med tre hurtige spørgsmål om Silkeborg IF og vores kommende modstander, FCK. Find svarene nederst på siden.

  • Hvad blev resultatet i vores største sejr over FCK?
  • Hvem har scoret vores seneste to mål imod FCK?
  • FCK er ubesejrede i denne sæson, vi har selv haft en flot stime uden nederlag i sæsonen 1997/98. Hvor mange kampe var vi da ubesejrede?

Tilskuerinfo
Udebaneafsnittet finder du på D-tribunen ved afsnit D1, beliggende på det nordvestlige hjørne af Parken. Dørene til afsnittet åbner en time før kampstart kl. 15.00.

Billetsalg

Vi opfordrer til, at du køber din kampbillet på forhånd – så sparer du gebyret på 40 kr. som pålægges ved køb på stadion. Køb billet til kampen lige her.

Voksen 145 kr.

Børn (0-14 år) 75 kr.

Har du allerede købt billet til afsnittet A11, så fortvivl ikke, du kan sagtens bruge den på udebaneafsnittet i D1 og du skal dermed ikke foretage dig yderligere.

Ankomst i bil

Vi anbefaler at finde alternativer til at køre i bil direkte til Parken. Vær opmærksom på at det ikke er tilladt at parkere på Parkens arealer på kampdag, og grundet få pladser og stor efterspørgsel er der begrænsede parkeringsmuligheder i nærområdet. Vi anbefaler at søge mod Østerbroområdet eller Ydre Nørrebro for parkeringsmuligheder. Husk at betale for parkeringen!

Offentlig transport

Metroringen (M3 – rød linje) har 2 stoppesteder tæt ved Parken: Vibenshus Rundel (anbefalet til udeholdet) og Trianglen med kort gåafstand til udebaneafsnittet. Flere busruter har også stoppesteder tæt på Parken så brug Rejseplanen til at finde din direkte rute.

TV

Er du forhindret i at tage med til Parken kan kampen ses på 6’eren.

Svar

  • 5-0 Målscorere: Peter Sørensen, Michael Hansen x 2, Allan Reese og Søren Frederiksen
  • Søren Tengstedt
  • 14 kampe
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen