20. marts 2023

”Fansene var elektriske”

Lukas Engel og Oliver Sonne satte efter søndagens vilde, kaotiske og åbne 3-3 kamp ord på det dramatiske opgør – og på SIF-fansenes ukuelige støtte til byens hold.

Lukas Engel var først ude af omklædningsrummet.

– Kampen bølgede meget frem og tilbage. Jeg synes egentligt, at vi havde fint styr på det i 1. halvleg, hvor vi spillede godt, men de fik alligevel scoret to mål. I 2. halvleg blev det anderledes kaotisk – også for kaotisk til min smag. Vi formåede ikke rigtigt at sætte nogle afgørende angreb sammen, men vi blev alligevel ved med at komme tilbage, når FC Midtjylland fik scoret. Begge hold var tvunget til at vinde, hvilket resulterede i, at kampen blev kaotisk og åben, og begge hold jagtede endnu et mål. Når det så er sagt, må jeg sige, at jeg synes, at vi var klart bedst i 1. halvleg og et godt stykke hen i 2. halvleg, lagde Lukas Engel ud om den hektiske kamp, hvor SIFerne tre gange var nødsaget til at lave et comeback for at få noget med fra opgøret.

– Det er klart, når man lukker tre mål ind, er det svært at vinde fodboldkampe, og det så vi også i dag. Dog vil jeg stadigvæk sige, at den overordnede præstation var godkendt, selv om vi lukkede for mange mål ind. Nu endte vi med at ryge i den nederste halvdel begge hold, hvor man reelt skal kæmpe om overlevelse. Vi må tage tingene, som de kommer, for det er ingen hemmelighed, at vi gerne ville have været i top 6, hvor man spiller med om de ting, der er rigtigt sjove. Vi skal møde alle hold to gange og skrabe så mange point sammen, som vi kan, så vi kan sikre syvendepladsen, som også giver adgang til nogle fede kampe om at komme i Europa, konstaterede venstrebacken, inden han til sidst uddelte roser til de mange fremmødte tilskuere, der skabte en ”elektrisk” stemning.

– Det var en stor fornøjelse at spille foran de fans i dag. De var elektriske, og jeg er megaærgerlig over, at vi ikke kunne give dem en sejr og en plads i top 6, sluttede Lukas Engel af.

Også Oliver Sonne ærgrede sig over, at det ikke var nok til sejr at score tre gange.

– Det var en fed og hektisk kamp med en virkelig god stemning på lægterne, hvor vi leverede en god præstation, men også lukkede for mange mål ind, hvilket betyder, at det er en tom følelse, man står med lige nu. Vi føler, at vi kunne have taget alle tre point og sjettepladsen, men det gjorde vi ikke – og generelt synes jeg, at vi manglede kynisme i vores forsvar, hvor vi skal blive bedre til at lukke af, for man står med en følelse af, at vi skal kreere og arbejdede hårdere for vores scoringer i øjeblikket, end modstanderne skal, lagde Oliver Sonne ud, inden han kommenterede lidt på sin egen scoringsfrekvens, der har haft en opadgående kurve på det seneste.

– Man kan jo se en tydelig rød tråd igennem de mål, jeg har lavet på det seneste, for de ligner meget hinanden. Vi har en spillestil, hvor vores backs får lov til at gå med i offensiven og tage ansvar i angrebet, så det gør også mine muligheder for at score mål bedre. Derudover har Lukas Engel en fantastisk venstrefod, der slår nogle gode tidligere indlæg, som jeg kan sætte en fod på ved den fjerneste stolpe. De skal selvfølgelig også lige sparkes ind, men jeg kunne ikke score, hvis indlægget ikke var der, konstaterede Oliver Sonne.

Interviews: Anders Mathiasen

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen