22. august 2010

Dramatisk uafgjort mod Randers

Der var både et rødt kort til SIF og et mål i overtiden, da Silkeborg IF spillede 1-1 imod Randers FC på Silkeborg Stadion. Thomas Hansen blev Silkeborg IFs målscorer efter 92 minutters spil.

Hvilket drama, da Silkeborg IF i dag tog imod Randers FC på Silkeborg Stadion. Efter en lidt rodet første halvleg åbnede kampen sig i anden halvleg og Thomas Hansen scorede det udlignende mål efter 92 minutter. Jim Larsen blev smidt ud i slutfasen.

Silkeborg IF skulle forsøge at slette det kedelige nul, der stod ud for antallet af sejre i denne sæson. Til den mission havde Troels Bech lavet to ændringer i startopstillingen i forhold til sidste weekends nederlag til AC Horsens.

Dennis Flinta er ude med en mindre skade, og det gav plads til Simon Jakobsen på højre back. Ellers var defensiven som i sidste weekend med Lasse Heinze på mål, Henrik ”Tømrer” Pedersen på venstre back og et midterforsvar med de to fyrtårn, Jim Larsen og Thorbjørn Holst Rasmussen.

På midtbanen måtte Martin Ørnskov afsone en karantænedag, hvilket betød, at Jesper Mikkelsen var at finde på den centrale midtbane sammen med Frank Hansen. På kanterne lå Martin Svensson og Christopher Poulsen, mens Jesper Bech og Rajko Lekic som vanligt lå helt fremme.

Tæt på straffe
Det var Randers FC, der åbnede kampen bedst, hvilket allerede indenfor kampens første tre minutter gav tre hjørnespark, som dog alle blev afværget. I et af tilfældene var det endda ved at føre til en god kontramulighed for Rajko Lekic, som desværre strandede ved en sløset aflevering.

Afleveringerne fejlede dog absolut intet efter fem minutters spil, da Christopher Poulsen spillede ”Tømrer” fri på venstrekanten.  Den aflevering tog ”Tømrer” så pænt af og lagde et præcist indlæg fladt ind imod Rajko Lekic, som kom først til bolden og afsluttede lige forbi forreste stolpe – og der kan have været en ganske simpel grund til at Lekic ramte forbi målet.

TV-billederne afslørede nemlig, at Lekic i afslutningsøjeblikket fik et lille skub i ryggen i feltet. Der kunne Silkeborg IF sagtens have fået et straffespark i åbningsfasen, som det var tilfældet i sidste uge imod AC Horsens.

Randers FC på overliggeren
Syv minutter senere fik hjemmeholdet sit første hjørnespark, og det var tæt på at blive rigtig farligt, da bolden dumpede ned foran Christopher Poulsen, som dog fik overplaceret sit skud, der gik et godt stykke over mål.

Gode minutter fra de rødes side, men det var tæt på at blive ødelagt efter et kvarters spil, da Tidiane Sane efter lidt ping-pong headede bolden i en blød bue over Lasse Heinze og ned på overliggeren. Så kommer det ikke meget tættere på.

Derefter fik hjemmeholdet heldigvis mere ro på spillet efter en hektisk begyndelse.

Jimbojetten var flyvende
Udeholdet stod med en kompakt midtbane og ventede på, at Silkeborg IF skulle tage initiativet. Og det gjorde hjemmeholdet så. Både Martin Svensson og Henrik ”Tømrer” Pedersen havde flere gode aktioner på de to kanter, som var kommet rigtig fint i spil. Efter 28 minutter brændte det igen på foran Randers-målet.

Et hjørnespark endte hos Thorbjørn Holst Rasmussen udenfor feltet, og han lagde riposten ind i feltet til Rajko Lekic, som headede den videre til Jim Larsen, der i fri position satte hovedet på bolden, som desværre havnede i favnen på David Ousted i. Stor chance efter forbilledligt opspil. Det tegnede godt.

Efter 42 minutter var Silkeborg IF tvunget til at foretaget en udskiftning, da Thorbjørn Holst Rasmussen til sin egen frustration ikke kunne fortsætte. Thomas Hansen gik direkte ind i midterforsvaret.

Første halvleg endte med at blive en lidt rodet affære, men SIFerne kunne dog kigge tilbage på en første halvleg, hvor de gjorde alvor af ugens snak om at vise vilje og større løbevillighed.

Saag på banen
I pausen gik også Jesper Mikkelsen ud og Kaimar Saag kom på banen i stedet for. Det betød, at Jesper Bech gik ned på den centrale midtbane og Kaimar Saag lagde sig op i front sammen med Rajko Lekic.

Og det samarbejde var allerede fra anden halvlegs begyndelse ved at give pote. Kaimar Saag fandt Lekic på venstrekanten, som forsøgte at lægge bolden indover. Indlægget fik dog ikke den fornødne kvalitet, og det endte med et hjørnespark, som ikke udmundede sig i noget farligt for hjemmeholdet. Frisk start på anden halvleg af SIF.

Efter 52 minutter var det igen tæt på for hjemmeholdet. Frank Hansen lagde et millimeterpræcist indlæg fra højre side, som Rajko Lekic mødte med pandebrasken – men nok engang lige forbi stolpen. Igen et eksempel på de flotte angreb, som SIF tilspillede sig.

Stærke Jim
I den anden ende af banen havde Jim Larsen rigtig godt styr på damptromlen Yura Movsisyan fra Randers, som ellers har vist sig kropstærk, hurtigt og ikke mindst målfarlig. Jimbo lå konstant tæt på den armenske angriber, og han fik ikke held med at tromle sig forbi.

En ande,n der derimod tromlede af sted var Søren Berg, da han sendte en albue i hovedet på Frank Hansen midt på banen. Forsætligt eller ej, så burde dommer Michael Johansen have stoppet spillet, da Frank Hansen gik til jorden. I stedet for blev det til en rigtig god afslutning fra Randers FC, som Lasse Heinze lige akkurat fik reddet.

Randers i front
Efter 65 minutter skete så dét, der ikke måtte ske. Silkeborg IF havde netop haft en god mulighed med et efterfølgende hjørnespark. Det førte til en kontra til Randers FC, hvor Yura Movsisyan for en gangs skyld lykkedes med at bruge sin fysik. Han sendte bolden ind mod indskiftede Mikkel Cramer, som hele alene med Lasse Heinze ikke havde noget problem med at score til 1-0.

Klassisk og sikkert Randers-spil, men ærgerligt for hjemmeholdet, som ellers var kommet rigtig godt ud til anden halvleg. Det eneste, der manglede i anden halvleg for SIF, var de oplagte scoringschancer.

Degn på banen
Efter 73 minutter blev Peter Degn skiftet ind, og han gik direkte ind og sparkede et frispark lidt udenfor Randers-feltet. Hans afslutning havnede dog lidt svagt i muren.

Udskiftningen af Simon Jakobsen – som spillede en rigtig solid kamp – fremkaldte en større rokade på banen.  Henrik ”Tømrer” Pedersen gik over på højre back, Christopher Poulsen overtog venstre back og Peter Degn gik ind på højre kant.

Randers FC stod fortsat sikkert på banen og kunne lade det være op til SIF at skabe kampen.

Med godt ti minutters spil var Degn igen på spil med et frispark, som denne gang var i et indlæg i feltet, som et øjeblik var ved at sejle ind i fjerneste hjørne – men så kom et frelsende Randers-hoved i vejen.

Rødt til Jim Larsen og udligning
I slutfasen blev Jim Larsen sendt op i angrebet sammen med Lekic og Saag, og det fik hurtigt betydning. Den ellers velspillende forsvarsspiller blev nemlig smidt ud med et direkte rødt kort af dommer Michael Johansen.

Johansen mente, at Jim Larsen gik alt for hårdt til Kasper Lorentzen i en tackling. Og ja, Jim Larsen lavede frispark, men det røde kort lignede en overreaktion fra dommeren.

Så lignede det unægteligt, at alt håb var ude. 10 mand mod 11 og kun dommerens tillægstid tilbage.

Men redningen kom efter 92 minutter. Peter Degn sendte et indlæg ind i feltet, som i første omgang pareret af David Ousted, men på riposten stod Thomas Hansen klar og sendte udligningen i nettet – 1-1!

Og så kunne jublen bryde ud på Silkeborg Stadion, og tilskuerne kunne kort efter gå hjem med et point i bagagen. Det var trods alt et point mere, end det lugtede af i slutfasen, og den gode moral i at komme tilbage med en mand i undertal kan bestemt tages med til de næste udfordringer.

  

Mål

  • 0-1 Mikkel Cramer (66)
  • 1-1 Thomas Hansen (92)

Advarsler

  • Jesper Bech
  • Anders Egholm

SIF

  • Lasse Heinze
  • Simon Jakobsen (73: Peter Degn)
  • Thorbjørn Holst Rasmussen (42: Thomas Hansen)
  • Jim Larsen
  • Henrik “Tømrer” Pedersen
  • Martin Svensson
  • Frank Hansen
  • Jesper Mikkelsen (46: Kaimar Saag)
  • Christopher Poulsen
  • Jesper Bech
  • Rajko Lekic.

RFC

  • David Ousted
  • Søren Pedersen
  • Anders Egholm
  • Issah Ahmed
  • Søren Jensen
  • Alexander Fischer (60: Mikkel Cramer)
  • Morten Karlsen
  • Kasper Lorentzen
  • Tidiane Sane (60: Jonas Kamper)
  • Søren Berg
  • Yura Movsisyan (83: Ricki Olsen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 08.12. kl. 15.30
Scroll til toppen