7. maj 2022

”Det vildeste, jeg har oplevet på JYSK Park”

Efter den sene 1-0 sejr over Randers FC fredag aften, kommenterede Sebastian Jørgensen og Tobias Salquist på sejren og holdets succes i rekord-vilde rammer på JYSK park.

– Vi startede kampen fint med god intensitet, men som kampen skred frem, smed vi for mange bolde væk. Vi burde have scoret i 1. halvleg og bragt os foran tidligere, men i sidste ende var det bare dejligt at se bolden gå ind, for jeg synes det er fortjent, at vi vandt. Denne sejr siger utrolig meget om det her Silkeborg-hold. Den siger, at vi aldrig giver op, at vi kæmper til det sidste, og at vi ikke stopper med at spille fodbold, før kampen endegyldigt er slut. Vi spillede vores spil, og lige pludselig kom den chance, vi ventede på, og så har vi en angriber, der scorer, når han skal – han havde brug for et par forsøg i dag, men så længe han scorede et enkelt, er jeg tilfreds, lød det fra Sebastian Jørgensen, som herefter kommenterede på den utrolige opbakning, der mødte SIF-spillerne til kampen.

– Stemningen er det vildeste, jeg har oplevet her på JYSK Park. Jeg har spillet en del kampe her, og jeg tror ikke, at der er noget, der slår, det vi mærkede i dag. Jeg håber, at alle vil komme tilbage næste gang, for vi gav dem et show i dag, og det gør vi også næste gang. Og så blev det jo bevist igen, at man aldrig skal gå fra en fodboldkamp før tid. Om det er fedest at vinde 4-2 eller 1-0 på et mål i det 93. minut foran 7.700 tilskuere? Det er et godt spørgsmål, men jeg vil nu stadig vælge 4-2 sejren, og forhåbentlig selv have lavet et par mål. Men i sidste ende er det de tre point, der gælder, og dem fik vi, og det er jeg utroligt glad for, sagde en storsmilende Sebastian Jørgensen.

Herefter var det den velspillende Tobias Salquist, der kommenterede på dagens svære kamp mod Randers FC.

– Marginalerne var på vores side i dag. Randers havde også et par chancer, som de skulle score på – især til sidst, hvor de havde nogle farlige omstillinger. Som det går for os lige nu, vidste vi, at vi nok skulle få scoret, hvis bare vi kæmpede for det. Det var en fantastisk sejr i en fantastisk kulisse, sagde ”Salle”.

Slutteligt så Salquist frem mod de sidste tre opgør i Superligaen, hvor SIF skal møde FCK og Brøndby på udebane, mens FC Midtjylland venter på hjemmebane.

– Vi ser frem til alle opgør, men det er klart, at dét at møde FCK og Brøndby på udebane, er altid en stor oplevelse og fede kampe at spille. FC Midtjylland på hjemmebane heller ikke nogen dårlig kamp. Men vi ved også, hvor svære kampe, det bliver. Vi skal præstere på topniveau og ikke smide så mange bolde væk, som vi gjorde i dag, afsluttede Tobias Salquist på en smuk aften på JYSK park.

Interviews: Anders Mathiasen

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 19.02. kl. 16.00
Scroll til toppen

Menu