21. marts 2022

”De små kvaliteter i felterne afgør kampene”

Umiddelbart efter kampen mod FC Midtjylland kommenterede Anders Klynge og en tilbagevendt Oliver Sonne på det sene nederlag til herningenserne.

Midtbanedynamoen Anders Klynge var første mand ude af omklædningsrummet efter det ærgerlige nederlag til FC Midtjylland.

– Lige nu er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig, og det er en træls følelse, jeg står tilbage med, fordi de får scoret det mål dybt inde i tillægstiden. Det gør det endnu mere træls, at vi ender uden point, når vi egentligt har nogle store chancer for at få scoret til både 1-0 og 2-0. Vi havde en off-day mod Randers, hvor vi manglede nogle ting, så det gjaldt i høj grad om at komme ud at bevise, at vi kan spille med mod de store, som vi egentligt har vist hele sæsonen. Det fik vi gjort, og derfor er det heller ikke retvisende, at vi har tabt tre kampe i træk, når vi har haft chancerne til at vinde mod både Brøndby og Midtjylland. Marginalerne har manglet, men det skal nok komme i de næste kampe, når slutspillet går i gang, lød det fra Anders Klynge.

Herefter var det den tilbagevendte venstre back Oliver Sonne, der kommenterede på søndagens nederlag.

– Vi har egentligt spillet godt mod Brøndby og FC Midtjylland og ikke fortjent at tabe. De små kvaliteter i felterne afgør kampene, og dem har både Brøndby og FC Midtjylland. Vi har selv mulighederne for at komme foran i dag, men vi er ikke skarpe nok, og det ender Midtjylland med at udnytte, lagde Sonne ud.

Herefter kommenterede Sonne kort på, hvordan det var at være tilbage på fodboldbanen efter længere tid ude med skade.

– Det er godt at være tilbage på banen, men det er selvfølgelig aldrig optimalt for hverken mig eller Lukas (Engel), at det skal være på bekostning af en skade, at jeg kommer ind og får spilletid. Som fodboldspiller brænder du for at vise dig frem på banen, og det fik jeg lov til i dag, så det er jeg selvfølgelig glad for, afsluttede Oliver Sonne.

Interview: Anders Mathiasen

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen