14. oktober 2020

Carstensen, Alves og Co. klar til EM

Det danske U21-landshold kvalificerede sig tirsdag aften til EM-slutrunden i 2021 med en 2-1 sejr over Finland. Rasmus Carstensen lagde op til 1-0 målet.

Det danske U21-landshold er klar til EM-slutrunden i Ungarn og Slovenien til foråret. Det blev en realitet, da Danmark tirsdag aften i Aalborg vandt 2-1 over Finland på to mål af Ajax-spilleren Victor Jensen.

SIF’s Rasmus Carstensen var med i alle 90 minutter og stod for assisten til 1-0 målet. Efter godt kombinationsspil med Nikolai Laursen (FC Emmen) i højre side, sendte SIF-backen bolden fladt ind i det lille felt, hvor Victor Jensen stod klar mellem fire finske forsvarere og sendte bolden i nettet til dansk føring.

Finnerne fik udlignet på et straffespark i begyndelsen af 2. halvleg, men efter en time var Victor Jensen på spil igen og bragte atter Danmark i front.

Frederik Alves kom ikke på banen tirsdag aften i Aalborg.

Med sejren er Danmark EM-klar en runde før kvalifikations-turneringens afslutning. Tilbage står kun en udekamp mod Rumænien 17. november.

Slutrunden afvikles på grund af covid-19  i to faser. Det indledende gruppespil spilles i marts i fire grupper á fire hold, og knock-outfasen – kvartfinaler, semifinaler og finale – spilles i maj-juni. Ungarn og Slovenien er værter.

Ud over Danmark har fire andre nationer, Schweiz, Rusland, Spanien og Holland, også  kvalificeret sig før sidste runde. Desuden er Ungarn og Slovenien som værter automatisk kvalificeret. I alt 16 nationer er med i slutrunden.

Se højdepunkter fra kampen her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen