21. februar 2023

Calisir hjem til svensk fodbold

Silkeborg IF har solgt forsvarsspilleren André Calisir til den nyoprykkede Allsvenskan-klub IF Brommapojkarna fra Stockholm-forstaden Bromma.

André Calisir kom til SIF i sommeren 2021 fra den græske klub Apollon Smyrnis og spillede sig direkte ind i SIFs startopstilling med en række kontante og stærke indsatser. I sin første sæson blev det til 17 Superligakampe for Calisir, mens det i indeværende sæson kun er blevet til fem kampe – fire i Superligaen og en enkelt europæisk. I alt nåede han altså 22 optrædener for SIF, inden han nu vender hjem til fødebyen Stockholm og Brommapojkarna.

– André Calisir fylder 33 år til sommer og havde udløb her i SIF til nytår. Han kom fantastisk i gang i den røde trøje og bragte noget hårdhed og duelstyrke til vores spil, men desværre er det blevet et mere ujævnt forløb hen ad vejen med en del småskader og færre kampe. Vi er samtidig meget stærkt besatte på de centrale forsvarspositioner, og vi har derfor accepteret et købstilbud fra Brommapojkarna, som netop er rykket op i Allsvenskan, hvor han har fået en treårig kontrakt i sin hjemby Stockholm – hvor han og familien endda har en lejlighed. André Calisir har været en rigtig god spiller for os og været en meget populær figur i omklædningsrummet med sin altid smilende og venlige udstråling, så vi vil sige ham kæmpe tak for indsatsen og for en rigtig god tid hos os i Silkeborg. Vi ønsker ham alt det bedste i Brommapojkarna, siger sportschef Jesper Stüker.

Den 187 cm. høje centerforsvarer har svensk-armensk baggrund og i forvejen erfaring fra den bedste svenske liga hos både IFK Göteborg og Djurgården, ligesom han ud over græske Apollon Smyrnis har spillet en stribe sæsoner i Jönköpings IF i den næstbedste svenske række. Nu glæder han sig til en ny opgave i Brommapojkarna, der anerkendes som en af de største talentfabrikker i svensk fodbold, trænes af nyansatte Olof Mellberg og kalder sig selv for Europas største fodboldklub målt på antal medlemmer.

– Jeg vil gerne sige tusind tak til hele klubben, holdkammeraterne, trænerne, fansene og byen for en rigtig god tid i Silkeborg, hvor jeg og familien har haft et par fantastiske år. Det har været en kæmpe fornøjelse at være en del af en rigtig god fodboldklub, som har nået nogle meget store ting både spillemæssigt og resultatmæssigt, og jeg har nydt at møde ind på JYSK park hver eneste dag. Jeg vil glæde mig til fortsat at følge med i SIFs kampe fra Stockholm, hvor jeg også er glad for at have fået en aftale med Brommapojkarna. Stor tak til alle og alt det bedste til holdet og klubben, lyder det fra den yderst sympatiske svensk-armener, der er noteret for 23 A-landskampe for Armenien.

Tack så mycket och allt gott i framtiden, André!

 

Se et portræt af Calisir fra vinteren 2022 i SIFtv her.

 

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen