17. august 2020

Brink: Det så rigtig godt ud

Brink: Det så rigtig godt ud

Det var en rigtig god sejr, som SIF hentede hjem, da holdet i sæsonens første træningskamp vandt 3-1 over SønderjyskE. Der er dog stadig plads til forbedringer, lyder det fra en af målscorerne i kampen.

Med en firsttimer fra kanten af feltet hamrede Mark Brink Silkeborg IF foran i fredagens træningskamp mod SønderjyskE. En perfekt start på sæsonen for midtbanespilleren.

– Den ramte jeg fandme godt. Det var dejligt at se den gå ind, og dejligt at få bevist, at jeg er en midtbanespiller, som gerne skulle bidrage med nogle mål, fortæller den tidligere Esbjerg-spiller, som nu efterhånden har været i SIF i et halvt års tid.

Scoringen blev senere fulgt op af endnu et flot mål, da SIF fik kombineret sig flot frem i højre side, og fik udspillet SønderjyskE-mandskabet. De gode offensive momenter i kampen var da også noget, som midtbanespilleren kunne glæde sig over efterfølgende.

– Af at det var den første kamp, så synes jeg, at det så rigtig godt ud. Men der er selvfølgelig også masser af ting, som vi kan forbedre. Vi har en lille måned endnu, hvor vi kan tune det hele ind og blive skarpere, fortæller Mark Brink, som endnu har sit første officielle SIF-mål til gode.

Det var i det hele taget opløftende at se et energifyldt, aggressivt og velspillende SIF-hold, som ovenpå nedrykningen fra Superligaen er kommet godt i gang med sæsonen.

– Det viser klasse. Jeg synes også, at vi gik ud og viste i de sidste kampe i Superligaen, at vi er et godt hold. At det så var lidt for sent i sæsonen, det kan jeg jo kun være enig i. Men det er klasse, at vi går ud efter en sommerferie og fortsætter. Men træningskampe er noget mærkelig noget. Du kan spille fire fremragende træningskampe og så være pivringe i den første kamp, så når vi møder Helsingør i første kamp på udebane, så skal vi være der, for der er ingen nemme kampe i 1. division, lyder det fra Mark Brink.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen