25. september 2023

Brandvarme Lind: “Fed kamp!”

Alexander Lind var nok engang på pletten, da Silkeborg IF på hjemmebane slog lokalrivalerne fra Viborg med en overbevisende 2-0 sejr.

– Det var en fed kamp at spille, for der var noget intensitet i opgøret, som der ikke er så tit, når vi spiller. Vi plejer ikke at spille så beskidt, men der var nogle hårde nærkampe derinde, og det var bare super fedt at være med til, indledte en storsmilende Alexander Lind.

– Vi stod godt defensivt igennem hele kampen, og vi havde en god kompakthed, som gjorde det svært for Viborg. Vi havde en god fornemmelse på banen indtil de sidste 20 minutter, hvor vi kom til at spille kampen forkert. Vi kom til at stå for defensivt i stedet for at jagte målet til 3-0, og det er ikke sådan, vi vil spille. Derudover må det jo siges, at vi scorede på vores chancer i dag, konstaterede topscorer Lind knastørt, inden han kommenterede på de omtalte mål, som målmageren naturligvis selv stod for.

– Ved mit første mål var det Søren Tengstedt, der i første omgang afsluttede, hvor jeg var hurtig over riposten. Ved det andet mål til 2-0 var det igen Tengstedt, der afsluttede, hvor jeg måske endte med at være lidt heldig med at stå det rigtige sted, så jeg kunne prikke den ind til 2-0. Ved det første mål synes jeg personligt, at jeg arbejdede godt for at opsøge chancen og derfor endte med at score, men ved målet til 2-0 vil jeg gerne medgive, at jeg var en smule heldig – men det er også en del af fodbold, smilede 3F Superligaens nuværende topscorer, inden han kommenterede på, hvilke perspektiver han ser i Silkeborg IF´s sæson.

– Det er voldsomt, at vi ligger på 2. pladsen. Det er helt vildt, synes jeg, at vi gør det efter ni runder, men det giver os nogle muligheder fremover, og vi har helt bestemt en del at arbejde videre med, så det er selvfølgelig meget positivt. Især vores defensive struktur og kontrol kan vi tage med videre, for vi gjorde det virkelig svært for Viborg i dag. Derudover skal vi stadigvæk arbejde videre med vores offensive spil med bolden og måden vi kreerer chancer på, for der kan vi stadig lægge mere på, lød det afslutningsvis fra Silkeborg IF´s skarpretter, Alexander Lind.

Hør Kent Nielsen sætte ord på Alexander Linds træfsikkerhed i interviewet her.

Men Mark Brink mener, at unge Lind kan afsløre ugens kommende lottotal.

Interview: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen