28. januar 2023

Baggesen til Norrköping

Silkeborg IF har sendt U19-spilleren Marcus Baggesen til Allsvenskan-klubben IFK Norrköping.

Siden sommeren 2020 har Marcus Baggesen været en del af SIFs talentmiljø, efter at han skiftede til Søhøjlandet fra Vendsyssel FF. I SIF har han optrådt på U-eliteholdene og tillige fået en god portion kampe på reserveholdet.

Det er blevet bemærket i det svenske, hvor IFK Norrköping nu har hentet den dynamiske venstreback.

– Det er selvfølgelig en spændende og attraktiv mulighed for Marcus Baggesen at komme til en svensk traditionsklub. Det vil vi ikke stå i vejen for, og vi har derfor indgået en aftale i forhold til FIFAs gældende regler om træningskompensation, og vi sender ham videre med et kæmpe tillykke. Der har været og er lidt for langt til spilletid på førsteholdet for ham på en position, hvor vi er meget stærkt besat med Lukas Engel, Lukas Klitten og Gustav Dahl, mens vi tillige har en udlejet Oscar Fuglsang, som også til nøds kan gøre sig på venstre back, så det er en super mulighed for Baggesen, der fra dag ét har gjort det fortrinligt i vores setup – han er en god spiller og en kanon fyr, og vi ønsker ham alt det bedste i det svenske, siger sportschef Jesper Stüker.

Baggesen er allerede tiltrådt i den svenske traditionsklub, der er 13-dobbelte svenske mestre og sluttede den netop overstående Allsvenskan-sæson på en 12.-plads.

Kuriøst nok er IFK Norrköping med cheftræner Glen Riddersholm en af modstanderne på SIFs forestående træningslejr i det sydspanske.

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen