22. december 2020

Alves: Premier League er min drengedrøm

Frederik Alves Ibsen rejste torsdag til London, og i dag er han blevet præsenteret som ny spiller i West Ham United. Se stort interview med den nu tidligere SIF’er.

Frederik Alves Ibsen har taget hul på et nyt kapitel i sin karriere. Efter tre et halvt år i SIF, der blev indledt på klubbens U19-hold, er han solgt til West Ham United. Det har længe været Silkeborgs dårligst bevarede hemmelighed, men nu er det også blevet officielt: SIF har solgt Frederik Alves Ibsen til Premier League klubben i London.

West Ham har netop præsenteret nyheden, og SIF har sendt en meddelelse til Nasdaq, Københavns Fondsbørs, der bekræfter, at handlen nu er endeligt gennemført.

Frederik Alves Ibsen drog til London torsdag og trænede for sidste gang med sine nu tidligere holdkammerater i SIF onsdag formiddag. Han træner med West Ham-truppen i de kommende dage, og så handler det ellers bare om at vise sig frem. Forude venter en drengedrøm og et eventyr, hvor elementer som hårdt arbejde og udholdenhed bliver nogle af nøglerne til at få succes.

Inden sin afrejse interviewede SIF TV Frederik Alves Ibsen om hele forløbet med West Ham – fra den første kontakt til video-samtalen med manager David Moyes tirsdag formiddag, hvor det blev planlagt, at Alves skulle komme hurtigst muligt til London og indlede sin næste fase i karrieren.

I interviewet fortæller han om sin drøm:

– Jeg vil arbejde så hårdt jeg kan, for at komme til at spille i Premiere League. Det har været en drengedrøm lige siden jeg var lille. Det kommer jeg til at gå benhårdt efter, siger han i interviewet.
Den første kontakt fra West Ham kom i starten af oktober, da han var med det danske U/21-landshold til EM-kvalifikationskampe.

– Den første dag på samlingen, der også var den sidste i transfervinduet, ringer min agent til mig. Så siger han: “Du må ikke sige nogetsomhelst til nogen.” Jeg måtte egentlig godt sige det til min kæreste, men det vidste jeg ikke, så jeg holdt det virkelig tæt. Han fortalte mig, at West Ham var kommet på banen og igang med at forhandle med Silkeborg. Så blev jeg bare helt overvældet. Er det virkelig rigtigt? Og det var det jo, fortæller Frederik Alves.

Se hele interviewet med den nu tidligere SIF-forsvarer øverst på siden.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen