Igen i år samles der ind til julehjælpen i Silkeborg, og Papirfabrikken Invest og Trivela har valgt at donere samlet 10 kr. pr. fremmødt tilskuer til den kommende hjemmekamp mod AGF.

Julen står for døren, og det er efterhånden blevet en fast juletradition, at Silkeborg IF bakker op om den lokale julehjælp i Silkeborg.
Beløbets størrelse afhænger af tilskueropbakningen til årets sidste hjemmekamp mod AGF søndag 29. november.
Ejerskabet bag Silkeborg IF, Papirfabrikken Invest og Trivela, donerer hver 5 kr. pr. tilskuer, der møder op på JYSK park til lokalbraget mod AGF, så hvis SIF-fansene virkelig bakker op på lægterne til årets sidste hjemmekamp, så bliver det et ganske anseeligt beløb, der sendes af sted til julehjælpen.
– Vi vil meget gerne støtte den lokale julehjælp i Silkeborg, og vi synes, vi de seneste år har fundet en god model, hvor vi donerer flere penge, jo flere tilskuere der kommer på stadion. Det giver lidt mere opmærksomhed omkring projektet via en kampbegivenhed, og særligt når det er et lokalopgør mod AGF, siger adm. direktør Kent Madsen og kommer med en opfordring.
– De seneste år har vi været så heldige, at andre lokale virksomheder er hoppet med på vognen og i lighed har doneret en 5’er pr. tilskuer, og vi håber da, at flere vil være med til at støtte et rigtig godt formål. Uanset hvad, så håber vi, at vi skal have rigtig mange penge op af lommen, siger Kent Madsen.
Det er søndag 29. november kl. 18.00, der er kampstart på JYSK park mod AGF, og du kan sikre dig din billet lige her: Silkeborg IF billet og sæsonkortsalg







