Kristian Kirkegaard er købt i AC Horsens og har underskrevet en fireårig aftale med Silkeborg IF.

Silkeborg IF henter nye kræfter til offensiven i skikkelse af 28-årige Kristian Kirkegaard, der er købt fri af sin kontrakt hos 3F Superliga-rivalerne AC Horsens.
Kristian Kirkegaard har skrevet under på en fireårig aftale med SIF, og sportschef Jesper Stüker er meget tilfreds med at få en offensiv spiller med masser af x-faktor til Søhøjlandet.
– Efter salget af Callum McCowatt har vi accelereret vores jagt på en spiller til vores offensiv, og her er vi meget glade for, at det lykkedes os at hente Kristian Kirkegaard ind. Det er en spiller, vi har kigget på meget længe, og nu var timingen den rette, siger sportschef Jesper Stüker og uddyber.
– Han er hurtig, udfordrende og har et enormt drive i sit spil. Derudover er han er en spiller med god erfaring, som nogle af vores unge spillere kan læne sig op ad. Vi glæder os til at se Kristian i den røde trøje, og vi forventer, at han hurtigt vil byde sig til i forhold til spilletid, siger Jesper Stüker.
Kristian Kirkegaard har spillet 38 kampe for AC Horsens i den forgangne og denne sæson. Her er det blevet til ni mål og syv assists. Inden da spillede han for Vejle Boldklub, FC Fredericia og Kolding IF.
Kirkegaard glæder sig til at prøve kræfter med de nye udfordringer i Silkeborg IF, hvor han ser frem til sin rolle på holdet.
– Jeg er tilhænger af Silkeborg IF’s filosofi og måde at gøre tingene på. Jeg tænker, at spillestilen passer rigtig godt til mig, og i det hele taget glæder jeg mig til nye og spændende udfordringer i SIF, hvor jeg forhåbentlig også kan bidrage med min erfaring, siger den ny SIF-spiller og fortsætter.
– Jeg skal først og fremmest bidrage til, at holdet scorer en masse mål, og så gør det ikke noget, hvis jeg selv får sidste eller næstsidste fod på en del af scoringerne. Det handler om, at vi som hold skal sætte gode præstationer sammen og vinde en masse fodboldkampe, siger Kristian Kirkegaard.
Kristian Kirkegaard har første træningsdag med sine nye holdkammerater onsdag formiddag.









