Callum McCowatt fortsætter karrieren i Aarhus.

Silkeborg IF har solgt Callum McCowatt til 3F Superligaklubben AGF.
Sportschef Jesper Stüker lægger ikke skjul på, at der var flere forskellige bud på den newzealandske offensivspiller her i slutningen af transfervinduet, men i sidste ende var det ligarivalerne fra AGF, der stod stærkest i billedet.
– Callum har haft et meget stærkt ønske om en ny mulighed. Der har været stor interesse, og i sidste ende var den bedste løsning for de involverede parter at tage imod tilbuddet fra AGF. Vi har haft stor glæde af Callum, som især det seneste års tid har leveret på et meget højt niveau. Vi takker Callum for hans flotte præstationer i SIF og ønsker ham held og lykke fremover, siger Jesper Stüker
Callum McCowatt havde et år og fire måneder tilbage af sin kontrakt med Silkeborg IF. Han kom til Søhøjlandet fra FC Helsingør i sommeren 2023, og siden er det blevet til 111 kampe i den røde trøje med 30 mål og 12 assists til følge.
En tid, som Callum McCowatt vil huske tilbage på med stor glæde.
– Jeg har virkelig nydt min tid i Silkeborg IF, og jeg er taknemmelig for den rejse, vi har været på sammen, siden jeg kom til klubben. Nu er tiden inde til at prøve noget nyt. Jeg er meget taknemmelig for den støtte, som fansene har givet mig i mine år i klubben. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Tak til alle i og omkring SIF, siger Callum McCowatt.
Silkeborg IF får måske allerede fornøjelsen af at møde Callum McCowatt på lørdag, når SIF og AGF mødes i 3F Superligaen på Ceres Park Vejlby.







