Morten Dahm Kjærgaard glæder sig til sæsonpremieren på mandag mod Randers FC, ligesom SIF-chefen kan mærke på spillerne, at de glæder sig til at vise, hvad de kan.

Der har blæst nye vinde over Silkeborg IF denne sommer, og mandag aften bliver første rigtige test for det nye SIF-projekt med Morten Dahm Kjærgaard i spidsen.
Her sparker Silkeborg IF nemlig sin 3F Superliga-sæson i gang mod Randers FC kl. 19.00, og det er en fortrøstningsfuld SIF-chef der ser frem til sin 3F Superliga-debut.
– Jeg synes, vi står så godt, som vi overhovedet kan. Forstået på den måde at der har været en rigtig god udvikling fra første træningsdag frem til nu. Jeg er klar over, der er stort fokus på de dygtige spillere, der har forladt klubben, men det er nu, vi, der er i Silkeborg IF, får muligheden for at vise, hvad vi kan, og det er noget, vi alle sammen glæder os til. Vi står stærkt som hold, og spillerne har rykket sig meget individuelt, siger Morten Dahm Kjærgaard.
SIF-fans og almene fodboldiagttagere har i de seneste syv år været vant til at se Kent Nielsen på sidelinjen og den velkendte juletræsformation på grønsværen, men Morten Dahm Kjærgaard løfter sløret for, at det bliver en lidt anderledes version af SIF, som han sender på banen.
– Min stab og jeg forsøger at gøre tingene på vores måde og samtidig bygge videre på meget af det, der har fungeret godt i SIF i mange år, men vi arbejder ud fra, at spillerne skal være lidt mere flydende i deres positioner på banen og i det offensive spil generelt, mens vi måske kommer til at presse lidt anderledes i vores defensiv. Bare for at nævne enkelte eksempler uden at blive alt for teknisk, siger Morten Dahm Kjærgaard, der har stor respekt for mandagens modstander.
– Randers FC er et rigtig godt hold, der er gode defensivt, men samtidig har de har lagt på i deres boldbesiddelse. Vi skal forsøge at tage kontrol med kampen og have kuglen, så Randers ikke får mulighed for at gøre det, som de er gode til. Vi skal forsøge at angribe kampen med snusfornuft, siger Morten Dahm Kjærgaard.
Skal du med Kronjylland mandag aften og være med til at hente tre point hjem til Søhøjlandet, så få al info om udebaneturen lige her: SIF away: Tag med til sæsonåbneren i Randers







