Der blæser nye vinde over Silkeborg IF. Tag med til Kronjylland og støt holdet i sæsonens første opgør i 3F Superligaen.

Kampen & Historik
VM er endelig slut. 208 hydration breaks er overstået, og 3F Superligaen står for døren. Ja tak!
Optakten til en ny sæson vil altid – for alle hold – være præget af uvished og spænding. Er truppen helt på plads? Er der for mange nye? For få nye? Hvad med de skadede spillere – bliver de klar? Osv. Osv.
Én ting, der er uforanderlig op til en ny sæson, er fansenes opbakning. At se en masse rød/hvide trøjer på udebaneafsnittet mandag aften i Randers vil give drengene på banen det første og største rygstød til at få skudt sæsonen ordentligt i gang.
Netop Randers FC har vi haft et godt tag på de seneste år. I den foregående sæson blev det til to sejre, én uafgjort, ét nederlag og en målscore på 5-1. Det billede må meget gerne fortsætte i 26/27-sæsonen.
Så tag en lille sommerferie get away til det eksotiske Kronjylland. Hvis det ikke skal være en kør-selv-ferie, og man i disse tider ikke helt stoler på de danske statsbaner, så er der også mulighed for at tage med fanbussen.
Vi ses i Randers.
Kom så SIF!
Bustur
De stemningsskabende fans sender som sædvanligt en fuld bus af sted!
Det samme gør SIFosis. Den kan man købe en billet til her.
Tag med bussen, dyrk fællesskabet og bak op om Søhøjlandets fankultur.
Billetsalg
Har du ikke allerede købt din kampbillet, er det fordelagtigt at gøre det online – lige her.
(OBS! Køb af billetter til udebaneafsnittet har en separat adgang på Randers’ billetside).
Ved køb i billethuset på kampdagen tillægges et gebyr på 20 kr. pr. billet.
Priser:
Voksen 110 kr.
Barn (4-16 år) 40 kr.
Barn (0-3 år) Gratis
Tilskuerinfo
Adressen er:
Cepheus Park
Viborgvej 92
8920 Randers NV
Dørene åbner én time før kampstart – altså kl. 18.00.
Udebaneafsnittet er Mascot-tribunen som tilgås ved indgang D.
Ankomst i bil
Cepheus Park er velforbundet med de omkringliggende motorveje, og det er derfor nemt at komme til Stadion.
Der kan parkeres på gruset for enden af tennishallen ned mod Viborgvej, men bemærk der er begrænset plads.
De nærmeste parkeringspladser findes ved Arena Randers og på asfaltparkeringen med indkørsel ad Viborgvej. Derudover er der parkeringsmuligheder på Hvidemøllevej og på de gamle fodboldbaner ved Vasen samt visse dele af Parkboulevarden.
For at komme til indgang D skal man benytte vejen mellem tennisbanerne og Randers Water & Wellness. Stien begynder på Viborgvej midt i mellem Randers Water & Wellness og lyskrydset ved Viborgvej/Vester Boulevard.
Offentlig transport
Ankommer du med tog til Randers, ligger Cepheus Park Randers 10 minutters gåtur fra Randers station.
Fra Busterminalen på Rutebilstationen kører busruterne 3, 62, 73, 928X og 231 lige til Cepheus Park Randers. Stå af ved Sjællandsgade/Vester Boulevard-stoppestedet eller på Parkboulevarden/Viborgvej.
TV
Er du forhindret i at tage turen til Randers, kan kampen ses på TV2 Sport med optakt fra kl. 18.30.








